Dato: 7. januar 1873
Fra: Mimi Holstein-Holsteinborg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Grevinde Mimi Holstein til H. C. Andersen.

D. 7. 1. 73! –

Min kjære Etatsraad!

Jeg længes dog saa meget efter at vide hvorledes De rigtig har det og mit Helbred har gjordt mig det umueligt – siden jeg var hos Dem med Ananas'en308, – at forene eller udføre hvad jeg her i Hjemmet har havt at besørge, med de Besøg efter hvilke Hjertet har længtes udenfor; men nu haaber jeg en af Dagene at besøge baade Dem og vores kjære, uforlignelige Fru Melchior. Holstein blev da ganske rigtig tilsagt til Taffel paa Fredensborg i Søndags, – thi De veed nok at Melchiors vare saa venlige at indbyde os til den Dag? Jeg har da heller ikke havt Leilighed siden ret at takke Dem for Bogen, og de altfor milde, beskæmmende Ord foran i Bladene; Gud hjelpe mig til at blive mere værdig dertil. Men det var dobbelt kjønt af Dem kjære Ven! i det Hele at vilde skjænke mig dette Beviis paa Deres venlige Følelser, da jeg veed at det dog endnu vist anstrænger Dem meget at føre Pennen. Gud give Dem Deres fordums Sundhed tilbage, ja Han være Dem nær med al den Velsignelse der giver Hjelp i Kamp og Fred i Seier, navnlig ved Bønnens Kraft.

Min Mand bragte selv Deres smukke Bog med Brevet i, til Dronningen og jeg tvivler ikke om at Hendes Majestæt nok lader Dem høre fra Allerhøistsamme. Jeg tillod mig at ledsage den lille Pakke med nogle Linier. -

Holstein og Børnene paalægge mig mange hjertelige Hilsen til vores kjære Etatsraad! og jeg tilføier et lille husmoderligt: "Velbekomme!" til Middagen idag fra Deres hjertelig hengivne og

taknemlige

Mimi Holstein.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus