Dato: 25. juli 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Frederik Læssøe
Sprog: dansk.

Glorup den 25 Juli 1835 [dvs. 1839]

Kjære Ven!

Det er vist nok paa Tiden at jeg sender Dem et Epistel, skal det finde Dem i Deres »Landlige Lyksalighed«. Jeg er i dette Øieblik i Fyen hos Grev Moltke og staaer i Begreb med at gjensee Hovedstaden. Min Sommer-Udflugt er forbi. Jeg har været i Sverrig hos Baron Wrangels og nydt en mageløs Gjæstfrihed, man førte mig hver Dag til en ny Herregaard, til Folk, alle af den høie Adel! een Familie især interesserede mig, nem­lig Familien Beckfries, en grevelig Slægt, der er den sidste Green af Fa­milien Ulfeldt. Eleonora hang som Stammoder øverst i Galleri[et.] Over­alt hvor jeg kom hyldede man Improvisatoren og Spillemanden, de sven­ske Aviser talte om min høie Nærværelse, saa kan De jo nok vide jeg hav­de det godt. Dog Spøg til side sat, det er dog et smukt, et glædeligt Ti­dernes Tegn at Nationerne saaledes smelte sammen; De har vel i Aviser­ne læst om hvor smukt Thorvaldsen er blevet modtaget i Helsingborg, og læst om vort Cadet-Skibs Modtagelse i Edingborg, naar jeg læser Sligt, da har jeg en-glad veemodig Følelse, som i gamle Dage ved en blød Elskovs-Historie, [eller] ved at gjensee et kjært Sted i Hjemmet, jeg troer Følelsen [er] nu lidt ædlere da den angaaer en større Kreds. Vore nor­[diske] Riger ville nok i aandelig Henseende snart smælte samme[n]. Den haardeste Hals bliver Norge, thi der er nok Dannelsen mindst, men den kommer. I Gaar da jeg gik [i] Skoven tænkte jeg paa denne For­ening og det faldt mig ind, at vi havde jo ingen skandinavisk Sang, saa skrev jeg een; her har De den.

1 Vers.

Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver,

I trende Riger er vort Hjemstavn deelt,

Men mellem Nutids store Himmel Gaver,

Er den, vort Hjerte voxer til eet Heelt.

Lad være glemt, hvis os en Uret skete,

Tidsaanden, som en luttret Margarethe

Forener os, den trefold Kraft forlener,

Selv Sproget os forener.

Paa Fjeld, i Skov og ved det natblaa Hav

Jeg jubler glad, jeg er en Skandinav!

2 Vers.

Kom med paa Dovre-Kjøl, hvor Jøklen ligger,

Hør Fossens Torden, Sætterpigens Sang.

Den friske Sø- og Bjerg-Luft jeg inddrikker,

Jeg gaaer hvor Nordens Guder gik engang

Og hvis om Snillets Mænd jeg hører heller,

Da Bergens By om Holberg mig fortæller

Til Fjelds! til Fjelds! Med stærke Klippeborge

Staaer Du mit gamle Norge

I Glands af Nordlys, ved et stormfuldt Hav

Jeg elsker Dig! jeg er en Skandinav.

3 Vers.

Kom paa den snelle Baad, lad Dampen virke

See Floder, store Søer er vor Vei!

Seil over Bjerget, hvor de høie Birke

Udaande Duft! O, Sverrig elsker jeg!

Herfra lød Gustav Adolfs Navn paa Jorden,

Han var den sidste Ridder her i Norden,

Lidt Barkbrød- og den svenske Bonde synger

Ham Nøisomhed forynger,

Han synger Sangene ham Skjalden gav,

Og vi med ham! jeg er en Skandinav!

4 Vers.

En smuk Bouquet af Kløver, Korn og Humle,

Er Danmark! kom og see' vor Bøgeskov,

Paa Sletten her sig Aandens Sønner tumle,

Det dundrer lystigt under Hestens Hov;

Til Videnskab og Kunst vi snelt udride,

Europa om det lille Land skal vide,

Ved Thorvaldsen dets Navn fra Stenen klinger,

Og her har Sangen Vinger.

En Rose Danmark er! syng Skandinav,

Om Aandens Blomst midt i det barske Hav!

5 Vers.

Lad ei den skjønne Enighed forsvinde,

Dansk, Svensk og Norsk hinanden række Haand.

De gamle Folkesange os forbinde,

I Melodien er et kraftigt Baand.

Af Enighedens Sæd kun godt man høster,

Vi skue kjækt mod Vester og mod øster,

I Fryd og Sorg! O, her er godt at være,

Her leve vore Kjære!

Fra Bøg og Birk og Gran, vidt over Hav,

Lyd Glædes Sang; jeg er en Skandinav!

Marmier har udgivet paa fransk en Danmarks og Sverrigs Litteratur Historie, den er høist overfladisk, især ere de nyere danske Digtere altfor let jagne af; denne Afdeling bestaaer af 9 Blade, hvoraf de Alle staae paa eet Blad, jeg derimod - H.C. Andersen, mirabile dictu, har hele otte Blade. Heiberg er afspiist med fire Linier, Ingemann og Hauch hver med tre, Hertz har een og Christian Winther ligeledes. Ingen uden Holberg, Øehlenschlæger og jeg er omstændelig behandlet, Baggesen er han ubillig imod og for at vise hans Maade at skrive paa, oversætter han i Prosa, hans Digt Roserne, der just i Formen har denne Duft, Blomsten selv udaander. Her bliver jeg altsaa ubillig behandlet paa den gode Maade, det nyeste Maanedsskrift, har, som sædvanligt kjørt mig til Vands, der er en høist drengeagtig Critik over Lykkens Calosker; det undrer mig at Professor Petersen vil optage en saadan; den Snak her forekommer om mit Bidrag til Storkenes Natur Historie i »Kun en Spillemand«, characteriserer Recensent[en], som en Flønder der ikke har Sands for det poetiske, thi er noget Poesie i Spillemanden, saa er det Storken der. - Det er ulykkeligt med den Anonymitet, enhver Dreng tør optræde, som Dommer, bag dens Ægide. ­

Efter at have været i Sverrig blev jeg nogle Dage i Kjøbenhavn og gik da til Sorø. Ingemann har fuldendt et dramatisk Digt: Salomons Ring, det indledes ved Romanzer; han fortalte mig Ideen og jeg maa tilstaae det er den meest geniale og kraftig store, jeg endnu har hørt hos denne Digter; kun frygter jeg for at det vil være vanskelig for en saa idyllisk Natur, som den ingemannske at udføre Enkelthederne i dette storar­tede Drama. Hauchs Roman, »en polsk Familie« vil udkomme i næste Maaned. Heibergs er i dette Øieblik i Ems hvor Fruen bruger Badet; hendes Ankomst der voldte Fru Drevsen en stor Glæde; De veed da at hun, Poletie-Assesoren og Louise Collin ere der?

Jeg vandrer i disse Dage om her i Haven paa Glorup, De mindes den maaskee fra» kun en Spillemand«, det er her paa Trappen Christian sov, indsvøbt i Hundens-Teppe; Skoven tæt ved er berømt af at Spille­manden, Gudfaderen hang paa Træets Grene. - Lad mig dog vide hvorledes De har det? De studerer vel Ærter og Vikker paa Deres eensomme Vandring, eller maaskee det qv[ind]lige Hjerte. Lidt maa man more sig medens Blodet er varmt og Tanken fordrer Afvexling.

Den bekjendte Dr: Hitzig i Berlin har efter Chamissos Testament faaet det Hverv at udgive den afdøde Digters Biographie og Breve til bekjendte Folk, mellem disse har Chamisso nævnet mig og jeg har faaet Opfordring til at laane dem hans Breve, desværre eier jeg kun to, der ere af Værd og Størrelse til at meddele; begge disse indeholde Cha­missos Dom over mig, som Digter og i det ene er en høist interesant Udtalelse af hans Anskuelser over tydsk og fransk Litteratur i den nyere Tid. I Fredericia er Rosenkildes »dramatiske Skrædder« eenstemmigt blevet udpebet. Der stod forleden et snurrigt Avertissement i Adresse­avisen: »En dannet Enke, som vil ligge i Seng med en agtet Enke, kan faae Logie, men det maa skee strax.« Hvad siger De til de sidste Be­givenheder i Hanover og i Constantinopel? Ja, Aviser har De da, vil jeg haabe. Nu Lev veL tænk venlig paa mig og glæd mig i Hotel du Nord med et Epistel,

Deres hengivne Ven H.C. Andersen

[Udskrift:]

ST.

Hr Lieutenant Fr: v. Læssøe.

anbefales Hr Procurator Schmidt

i

Nakskov

frit.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus