Dato: 15. april 1873
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Frederitcia Tirsdag Eftermiddag den 15 April 1873.

Kjære Fru Melchior! Hvorledes skal jeg takke Dem og Deres Mand for Deres utrættelige Godhed og Omsorg for mig; jeg føler mig ganske fattig naar jeg seer hen paa at gjengjælde. Jeg havde igaar stor Besvær med at bekjæmpe min Fornemmelse ved Afskeden med Dem, Deres Mand og saa mange Kjære i det vi skiltes, jeg var gjennemtrængt af Bevidstheden om hvad De havde været for mig i denne Vinter. Ja som en underlig tung Drøm, men fuld af kjærlige Lysbilleder, jeg skylder de trofaste Venner, ligger den nu for mig; jeg kan ikke ret fatte at jeg er vaagnet eller ved at vaagne op igjen til Solskin og Sommerliv. Allerede da Toget foer afsted syntes jeg at fornemme en Sundheds Luftning. Jeg følte mig ikke meget anstrængt ved hele Farten til Korsør, kun i Roeskilde, hvor jeg et Qvarteerstid var steget ud i Solskinnet, følte jeg lidt Feber-Kulde. I Korsør tog Hotelverten mod mig og Bøgh og vi fik to særdeles gode Stuer der stode i Forbindelse med hinanden, vi spiiste seent til Middag, gik tidligt til Ro og jeg sov ganske godt til imorges. Veiret var smukt om [end] det var en stærk Blæst, vi kom paa et af de smaa Dampskibe, det vippede meget og de fleste bleve søsyge, selv Nicolai Bøgh var meget lidende, jeg slap derimod og følte ikke nogen Tilnærmelse til Ildebefindende. Fra Nyborg til Odense var Bøgh og jeg i Coupee med Kammerherre Berners, men i Odense fik vi en Vogn for os selv og her var paa Banegaarden Studenten Weber med sin Moder og Søster der bragte mig Blomster; Etatsraad Koch med Frue og Datter vare der ogsaa og hans Damer gave mig ligeledes Blomster. Her var en Deel Bekjendter. Weber steeg derpaa ind i Vognen til os og fulgte med paa to Stationer. Over lille Belt havde jeg det mindst godt, jeg sad i Kahytten, men den stormende Blæst rev ideligt Døren op og jeg sad som paa et blæsende Gade-Hjørne, saa at jeg følte stor Kulde. I Fredericia var Hotel-Eieren paa Banegaarden og lod sin Vogn, før vi fik vort Tøi, strax kjøre mig hjem til de varme Stuer. Han fandt jeg saae meget daarlig ud, men det var af Belt-Passagen; nu har Bøgh og jeg spiist til Middag og jeg skriver her mit første Brev paa Reisen, han er gaaet for at see Bülows Monument og Landsoldaten. Vil Gud, reiser jeg imorgen halv tre til Slesvig og da derfra Torsdag Formiddag til Hamborg.- Hils Deres Mand og Børn, hils Brødrene Melchior, ligesom og Fru Emilie, der forsvandt for mig paa Banegaarden, saa at jeg ikke fik sagt hende Levvel. - Hils Collins og Grevinde Holstein. - Faaer jeg ikke nogen pludselig stærk Forkjølelse, da har jeg det Haab at jeg allerede om faae Dage maa føle mig heelt inde paa Sundheds Sporet. Hils Henriques og alle Kjære. De glemmer ikke Fru Johanne og hendes Børn.

Deres trofast taknemlige

H. C. Andersen (skrevet i stor Hast)

Tekst fra: Niels Oxenvad