Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 5. maj 1873
Fra: H.C. Andersen   Til: Mathilde Ørsted
Sprog: dansk.

Montreux den 5 Mai 1873!

Kjære Frøken Ørsted!

Meget langsomt er Reisen (Reisen) gaaet herned, Kræfterne vilde ikke slaae til, men Tiden har taget Flugt; jeg forlod Kjøbenhavn den 14 April og først igaar naaede jeg Maalet for min Reise, det vil sige jeg er endnu ikke i Glion, Stedet ligger lige over mit Hoved, men da deroppe ogsaa ligger en Deel Sne e maa jeg en otte Dage blive hernede ved Genfersøen, hvor Sommersolen varmer, alle Frugttræer staae i Blomster og de høie Alper med deres skinnende hvide, evige Snee løfte sig i den blaae Luft. Jeg har det en Deel bedre, min slemme Slimhoste er temmelig aftagen, men jeg taaler ikke at gaae langt og det at stige op ad Trapper er en heel Anstrengelse. Fra Kjøbenhavn her til havde jeg mange Stationer, jeg overnattede i Korsør, i Fredericia, i Byen Slesvig, hvor Verten Hr Esselbach overlod mig sine egne hyggelige Stuer, der laae lige ved Gaden. /I Hamborg og Hanover tog jeg mig en heel Hviledag og kom saa endelig over Kassel, Giessen til Frankfurt, netop da Uroligheder havde været Natten forud, det var ikke hyggeligt. Foraarsveiret fulgte mig fra Kassel lige til Heidelberg, men her kom med Eet Vinteren, Hagelog Snee fløi om i den kolde Vind og jeg turde ikke engang tilvogns vove mig op i Slotsruinerne. Vei­ret har været uforandret lige til Schweits; dog allerede i Basel blev det mildere og da jeg med min Reisekammerat Nicolai Bøgh naaede Bern, viiste sig Alperne et Øieblik i heel Pragt. Den ud­mærkede Læge, Professor Dor besøgte mig strax undersøgte mit Bryst og erklærede at Alt var i ønskelig Stand, men at jeg var ualmindelig nerveus, og maatte behandles med stor Delikatesse, hver lille Skræk eller / pludselig stærk Lyd, fik mig til at ryste, han gav mig Brev til Lægen i Vevay, der nok har at bestille med "Molken" oppe paa Glion, det var en alvorlig, jævn Mand, som jeg aldeles ingen Sympati følte for, ogsaa her skulde de undersøge Brystet. "Lungerne er god e, men Deres Hjerte har en Svaghed, den har De længe baaret, men det har ikke stort at betyde" sagde han. Han fik mig saa nerveus som jeg kan blive og da Dor, Dagen efter kom tilfældig viis til Vevay og saae ind til mig, sagde han, at den Hjerte-Svaghed havde han ogsaa fornemmet men den var saa ubetydelig at den aldrig skulde nævnes for mig, jeg havde vist baaret den i 20 Aar og kunde bære den i 20 Aar til, hvert Menneske havde en eller anden Svaghed at bære paa. Han beroligede mig / men den anden Læge, jeg nu skal have med at gjøre, vil maaskee nok i sin Alvor bringe mig ud af Humeuret, men gjør han det saa giver jeg slip paa ham og søger en anden. Bøgh er meget opmærksom og isandhed til stor Hjælp for mig, alene kunde jeg ikke have reist. Han glæder sig ved alt det Nye han seer-og er al­tid i jevnest Humeur. Glæd mig nu med et Par Ord, "Montruex poste restant Suisse." Jeg bliver her vist nok en 3 Uger. Hils paa det hjerteligste Deres Moder ligesom Deres Søster, Brødrene og Børneflokken. Lad mig endelig vide hvorledes de nu selv har det! De veed da hvor mageløs gode Kongefamilien var imod mig ved min Afreise. Da vare alle samlede inde i Kongens Værelser, Dronningen, Kronprindesen og Kronprindsessen, deres Børn etc saa at jeg ikke havde mange Trapper at / stige. Kongen forærede mig sin egen Reise­taske, den han ifjor havde selv brugt paa Reise. Om Aftenen da jeg hjemme stod og pakkede ind, bankede det paa Døren og tænk Dem, vor hjertensgode, kjære Konge kom og besøgte mig endnu engang til, Ørsted, han var ledsaget af sin Broder og Prinds Valdemar. De vil forstaa at det dybt rørte mig og hver Gang jeg tænker derpaa kommer mit Hjerte i stærk glad Bevægelse. Var det ikke smukt og hjer­teligt mod mig af Kongen? Een af de første Dage, naar jeg kommer lidt mere i Ro, vil jeg skrive hen til Kongen og Kronprindsen, uagtet det kun bliver fattige Ord jeg har at / sige. Idag er det deiligt Sommerveir. Grædepilene hænge med lange bladfulde Grene ned i den blaa Sø, sneen paa Bjergene skinner saa den næsten blæn­der Øiet. BØgh er nu paa Vandring medens jeg skriver dette, dog nu maa jeg holde op, jeg føler mig træt. Gud glæde og velsigne Dem og alle Deres.

Hjerteligst

H.C.Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus