Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 9. maj 1873
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Montreux 9 Mai 1873

Kjære Fru Melchior! Denne Formiddag anvender jeg behageligt med at skrive Brev til Dem, Bøgh gik med det paa Posthuset og da han kom tilbage gik vi begge ud og besøgte Christensen, jeg blev meget talende blev der en heel Time og vendte saa træt tilbage. Tænk Dem da min Overraskelse; jeg træffer i min Stue Deres Søn, han var kommet fra Vevay, kommet med Banetoget for en Time siden og havde i al den Tid siddet og ventet hjemme paa os. Bøgh havde lige med Posten skrevet til ham om dog endeligt at besøge os saa snart det kunde skee, nu overraskedes vi ved at see ham. Vi spiiste derpaa vor Middag sammen og jeg udbragte hans Forældres og Hjemmets Skaal, siden efter en Skaal for Anna hendes Helbred og Hjemkomst. I dette Øieblik, Klokken er halv 6 gik han til Jernbanen fulgt at Bøgh, jeg havde ikke Kræfter der til. Han har lovet senere at besøge os paa Glion. Det har i Dag, ved ham, ret været en glad Dag og jeg føler Trang til at skrive dette strax ned og lægge i Brevet som jeg sender til Hartmann, hvis Fødselsdag det er den 14 Mai; jeg haaber han sender Dem det snarest. Montreux den 10 Mai. Først nu kommer dette lille Brev afsted; jeg føler mig idag meget mat, det er mig besværligt at gaae hvorledes mon det vil blive oppe paa Glion; til imorgen har jeg bestilt Vogn derop. Idag har vi forresten ganske sommerligt, jeg gad vide hvorledes det staaer til med Foraaret paa "Rolighed". Vil De en Dag bringe Fru Drevsen Hilsen og Efterretning om mig. Deres taknemlige

H. C. Andersen

Til Fru D. Melchior

født Henriques

Højbroplads No 21.

Kjøbenhavn.

Tekst fra: Niels Oxenvad