Dato: 17. maj 1873
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Hotel Rigi Vaudois, Glion

ved Montreux

17de Mai 1873 (dato tilføjet af LM)

Kjære trofaste, velsignede Fru Melchior! I Dag er det hele otte Dage siden jeg skrev, senest var det et Par Ord om Sønnens Besøg hos os. Imorgen er gaaet en Uge siden jeg fløttede herop med Bøgh og jeg føler mig forunderlig vel i denne milde Luft, her er langt varmere end nede i Montreux hvor Søen aander en Deel Iis-Kulde. I Søndags formiddag tog jeg en Vogn og kjørte med Bøgh herop hvor vi fik en stor Salon men som vi dog senere har ombyttet med to ganske smaa Værelser som staae i Forbindelse og hvor vi have Solskin fra Sol staaer op til Sol gaaer ned og alle Dage have vi Solskin, [overstreget: og] dertil den deiligste Udsigt mod Dent du midi og hen over hele Genfersøen til Jurabjergene hvor endnu Sneen ligger. Græsset groer saa frodigt høit med Kløver, Gjøgeurt og Pintselillier, mange Steder synes ved disse hele Bjergsider som var det et Stykke Blegdam. Gjøgen kukker, men holder strax op naar jeg spørger hvor længe jeg skal leve, og det er dog deiligt at leve, at have Venner som jeg har det og kunne leve i en Natur som denne! her Schweitz i sin Storhed og dog saa meget der minder om Danmark, især de grønne Marker og de deilige friske Bøgetræer. Jeg begyndte strax i Mandags morges med Molken, den smager som tynd, flau Hønsekjødsuppe, derpaa gaaer jeg noget over en Time, Kræfterne slaae ikke til skal jeg opad, lige ud gaaer det bedre, jeg maa imidlertid flere Gange hvile; men jeg er rigtignok anderledes gangbar end jeg tidligere i dette Foraar har været det. I de faae Dage heroppe har min slemme Sliimhoste saa godt som aldeles forladt mig, jeg har derimod i de sidste to tre Dage faaet en høist ubehagelig Tørhed i Halsen, venstre Side, det er som jeg var skrabet derinde, det er maaskee en Følge af at Sliimhosten saa hurtig har hørt op; jeg kan ingen Læge spørge, thi jeg seer ingen Læge, Dr Muret, som jeg skrev Dem til, besøgte mig i Vevay og forskrækkede mig, har fra den Aften, det var netop den første Mai, og nu skriver vi den 17de, aldeles ikke viist sig, han er rimeligviis blevet stødt over min Ængstelighed og vil ikke have med mig at gjøre, jeg har nu heroppe fra igaar skrevet til Dor, og tænker snart at høre fra ham, De forstaaer nok at jeg helst vil have med ham at gjøre. Iøvrigt er min Appetit umaadelig, Maven er i god Stand og jeg sover nu rigtignok i mange Afbrydelser men sover dog men hver Dag vistnok en 8 a 9 Timer. Humeuret er endnu lidt op og ned, deels [overstreget: gjør] bidrager den syge Hals sin Deel og der kommer altid en eller anden Legemlig Fornemmelse som ængster mig og jeg troer, "nu begynder en ny Sygdom!" Iøvrigt er her en Læge nær ved; nede i Clarence boer en Landsmand, Dr: Leerbeck, han besøgte mig og Bøgh nede i Montreux og forleden kom han her op med sin Kone, en Fru Jørgensen fra Silkeborg, ham kan jeg jo altid kalde, men jeg har saa lidt Lyst at tale med Læger om mit Befindende, de faae dog ikke andet ud end det jeg sætter sammen, efter mine Fornemmelser. Bøgh befinder sig særdeles vel og er altid i jævnt godt Humeur, han er stadig opmærksom og omhyggelig hvad mig angaaer, ogsaa for ham flyve Dagene hen, vi kunne ikke ret forstaae at imorgen er det allerede 8 Dage siden vi kom herop og altid deiligt, stille Sommerveir. Der er noget paradisisk i denne Ro, ihvilken vi Intet opleve, men, som Oehlenschlæger har sagt: Den paradisiske Lyksalighed har ingen Historie. Det var forrige Fredag og Lørdag jeg skrev til Dem, De har omtrent skrevet paa samme Tid, vore Breve have krydset hinanden; at De har modtaget min Skrivelse seer jeg af at jeg daglig modtager "Dagbladet" hjemme fra, det ligner saa ganske Dem og Deres Mand strax at opfylde min Bøn og søge at glæde mig, inderlig Tak, ved "Dagbladet" leve vi her saa ganske tilbage i Hjemmets Stort og Smaat. Bøgh sender mange hjertelige, venlige Hilsner; De kan jo nok vide vi tale daglig sammen om Dem og Deres; hils nu hver især, Deres Mand først og fremmest; han faaer ikke Brev, men jeg antager at han læser hvert Brev jeg sender Dem. Hils hans Brødre! hils Fru Johanne og alle Børnene der! hils deres egne Børn og hils Slægten. Af et Brev jeg igaar fik fra Grevinde Frijs seer jeg at Overhofmesterinden Fru Bille med Frøken Bjælke komme her til Glion i Juni; jeg er her vel næppe da, thi længer end tre Uger tænker jeg ikke at bruge Molken, det er den reglementerede Tid og man kan ogsaa andet Sted i Schweitz faae den tynde Oste-Suppe. Vi ere en Mængde Gjæster heroppe, saaledes fra Hamburg en Hr Mai med Familie, han sagde strax, at han ikke var den schleswigholstenske Mai. Han taler dansk; jeg laante da ham paa dansk de sidste Eventyr og da han saae Digtet "Rolighed", raabte han høit: det er Melchiors Rolighed!" og nu fortalte han at han godt kjendte hele Familien. Men nu er jeg meget træt, kan ikke skrive meer!

Deres taknemlig hengivne

H. C. Andersen

Tekst fra: Niels Oxenvad