731. Fra Henriette Collin
Søndag 18de Mai 1873
Jeg skal ikke plage Dem med at skrive kjere Andersen da jeg veed det anstrænger Dem og jeg skal gjærne efter fattig Leilighed, forøge den Syndflod af Breve som jeg antager Dem overskyllet af, men – om hvad skal jeg skrive her fra mit stille Hjem hvor den ene Dag ggaar som den anden – dog jo der er noget jeg maa fortælle Dem og det er at den af mine Piger "som altid nægtede mig hjemme naar Etatsraaad Andersen kom" – har nu for denne sin Synd faaet sin velfortjente Straf ved at maatte tage ind paa Communehosptitalet og bruge rusiske Bade for en Hudsygdom paa Armene – At
Onsdag [21. maj] Jeg blev afbrudt i min Skriven og som De seer kjære Andersen blev Afbrydelsen lang – saa lang at det nu er mig umuligt at huske Fortsættelsen af det hiøst lovende "At" – Maaskee var det "At" – min anden Pige, hende som altid havde mig hjemme, nu er lykkelig givt med en Muursvend og lykkelig bosat i Aalsgaard. – Det eneste der ængster mig lidt for hendes Fremtid er den Omstændighed at hendes Mand sætter sin Hat saaledes paa Snur at jeg ikke kan begribe at den ikke uafladelig falder af – og jeg har gjort den Erfaring at fuldkommen paalidelig er kun den som sætter sin Hat fuldkommen lige paa sit Hoved. –
I Familien er nu for Tiden Alt ret vel, Ingeborg er atter paa sin Solfa og tildels lidt spadserende. Adolph har det ikke rigtig godt endnu, men haaber paa Somren, han seer daarlig ud og er bleven pludselig gammel – Louise og Viggo har det Godt paa deres Glion, og Jonas arbeider til en Afvexling fra de evige Østers, i Fugle, hvad der har bragt ham i uundgaaelig Berøring med Professor Reinhart der viser ham den mest udsøgte Forekommenhed!
Gotlieb – ja om ham har jeg intet Glædeligt at fortælle, thi hans gamle Dage synes at skulle blive tungere og tungere – De veed jo Besked med hans Trænglser kjere Andersen, saa jeg behøver ikke at udtrykke mig nøiere ...
Søndag 24de [må være 25.] Idag for 8te Dage siden begyndte jeg mit Brev – og nu skammer jeg mig næsten for at sende det, saa gammelt og saa indholdsløst – men jeg faar ikke Tid at skrive et Andet og De faar vel saamange Gode, at Eet daarligt kan slippe imellem –Hils Bøgh og tak ham saa hjerteligt fordi han skrev, det glædede mig meget, jeg taler tidt om ham med Fru Blædel som ogsaa sender mange hilsner – Efterretningen om Thiers kom i dette Øieblik og opfylder os Alle meget – Hvad nu! – - Dersom jeg ikke atter skal nødes til at standse, maa jeg slutte nu; Paa Onsdag agte vi os til Ellekilde – det bliver vist grueligt, men der længes saa stort efter vor Sommer Glæde at jeg ikke tør modsætte mig, altsaa flytte vi ud og give os Gud i Vold, der som Allevegne –
Deres
Jette C [I Margen:] Jeg gaar fuldstændig Vinterklædt og jeg har den lille Finger paa min venstre Haand stærkt mistænkt for Frost!
