Dato: 18. maj 1873
Fra: H.C. Andersen   Til: Carl Bloch
Sprog: dansk.

Hotel Righi Vaudois, Glion ved Montrelix den 18 Mai 1873.

Kjære, lykkelige Ven!

Du har igjen fuldendt en Altertavle, som henriver Alle! Hvor dog Vorherre er dig god, og jeg slet ikke misundelig! Deiligt er det Alt, hvad ovenfra gives Dig! Du har faaet en mageløs, velsignet Kone, og Du har allerede fire Smaa, der med Dig kunne istemme Lovsarigen til hende. Selv sætter Du i Din Kunst hver Uge et nyt Trin til Din Jacobsstige ind i Udødeligheden, hvortil Murillo, Raphael og Rubens længst ere gaaede. Jeg glæder mig over Din Begavelse og Din Lykke. Nu kommer ogsaa Sommeren snart til Danmark, og da flytte I vel Alle ud til Hellebæk, og Du skal styrkes i det friske, strømmende Søvand. Der er deiligt derude, i Stormveire og i Stille, og naar man har et Hjem som Du, kan der nok blive paradisisk. Jeg har det ogsaa deiligt rundt om mig! Sneebjergene løfte sig i det klare Solsin, her er en Duft af Græs og Blomster, Bøgen hænger sine grønne, friske, fryndsede Blade ned over mig paa min Vandring, der jo rigtignok ikke er lang; Kræfterne ville endnu ikke slaae til, og enkelte Gange kommer der en Mathed over mig, saa jeg ikke kan staae paa Benene, ja, ikke holde, hvad jeg har i Hænderne! Det er ængsteligt!

- - - - - Det er deiligt at leve, - - - - - have hele Ungdomssindet! Bøgh nyder i Glæde og store Drag denne skjønne, for ham nye Verden hernede og gjør mangen Vandring, men jeg kan ikke være med; Benene ville, som sagt, ikke bære mig. Det er, som var jeg hugget midt over og daarligt klinket sammen igen!

- - - - - Det er forbandet med det Nerveuse! Er det ikke, som var jeg et heelt Strængespil, i hvilket de mindste Rørelser fra Naturens Side eller Menneskets Væsen og Væren tage Greb i Strængene. Fra Fru Melchior, den meest trofaste af alle mine skrivende Venner og Veninder, hører jeg jevnligt om Dig, men det er da meest: »Blochs sendte Afbud; de kom ikke!« Ja, til mig kommer Du nu kun i mine Drømme; jeg venter ikke engang en Brevdue og vil heller ikke forlange den, ihvor stor Glæde end dens Komme er mig. Jeg siger: »Skriv paa Lærredet, skriv Dit Borgerbrev paa Udødelighed, Saa bliver Du Æresborger paa Jorden!« Hils Din Kone og Dine Børn!

Hjerteligst

H.C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost