Dato: 23. august 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Theodor Collin
Sprog: dansk.

Nysø den 23 August 1839.

Min kjære Ven!

Uagtet jeg hver Dag tænker paa at springe hjemad og da see Dem, da tale med Dem, kan jeg ikke lade blive, at jeg jo maa sende et lille Epistel og dette understøttes af to Grunde, først skal jeg have et Brev til Major Jensen, som har oversat Spillemanden og nu udgiver en Samling af mine Digte, men Indholdet af det Brev bliver saa lidet at jeg finder det for ringe at betale Sligt, som et heelt Brev, jeg kan altsaa skrive en Art Omslag til een af Vennerne; jeg havde først bestemt at skrive dette til den kjære Jette Collin, men saa huskede jeg paa hun havde faaet nogle Ord, min Ven Theodor slet ingen, altsaa underholder jeg mig denne Gang med Dem, men maa bede, at De vil lade det indlagte Epistel, den Dag De faaer det, komme til Major Jensen, han boer ved Vestervold, men Nummeret maa De være saa god at eftersee i Veiviseren. Dernæst har jeg endnu en Ting paa Hjertet, den ligger mig meget nær; jeg troer at det er Løverdagen den 31 August Deres Søster kommer hjem, men jeg har faaet en Uvished om det ikke skulde være imorgen den 24, er dette Tilfældet, da skriv mig øieblikkelig, blot den ene Linie, eller beed Deres Fader derom, at jeg faaer at vide, "det er den 24de de ventes." Er det derimod først i Ugens Slutning (31) at de komme da behøves ikke Skrivelsen, skjøndt De veed nok ethvert Epistel fra Dem er mig usigeligt kjært. Til Onsdag den 28de har jeg lovet at blive herude, da gaaer der Dagvogn ind og jeg kommer da rimeligviis, skjøndt det kunde ogsaa stikke mig at komme lidt senere, nemlig Dagen efter at Søstrene vare komne, thi ved den første Ankomst til Hjemmet er der saa Mange der ville modtage de Hjemkomnes hele Kjærlighed, at jeg, der har dem næsten ligesaa kjær, vil føle at jeg dog er en Fremmet. Der ligger noget meget tungt i denne Tanke, noget Mere, end De vist kan indsee, der aldrig har levet i et saadant Forhold. - Thorvaldsen seer saa ungdommelig og rask ud, som jeg aldrig har seet ham, han arbeider sædvanlig fra otte om Morgenen til fem om Middagen, Baronessen er med sit Sytøi den meste Tid hos ham og gaaer til Haande, som en Haandlanger. Han siger mangen djærv Spads, der rigtig nok imellem tyder paa at han ikke har levet meget med, jeg vil ikke sige "dannede", men "danske Damer". Imidlertid, det er Thorvaldsen der siger det og saa gaaer det! jeg skal naar vi er ene engang fortælle Dem disse, virkelig pudsige smaa Historier. Jeg kunde ogsaa nok skrive dem, men De er en slem Fætter med at lade Deres Breve flyve om, derfor skriver jeg kun almindelige Ting. I det mindste mine Breve, de flyve lidt om, f Ex et jeg fandt i Feieskarnet paa Trappen. Efter Bordet kjører Baronessen med Thorvaldsen og mig en Tour, sædvanlig paa en Miil eller halvanden udad; det morer mig her ret at opfatte det Eiendommelige hos vor Tidsalders første Billedhugger; jeg har lagt mærke til at han er noget stræng i sin Dom over andre Kunstnere, men jeg har ogsaa opdaget flere høist elskværdige Sider. Forleden Aften var Baronessen for haard mod den syndige Baron, som rigtignok plager med sin Musik, da tiltalte Thorvaldsen smukt Baronessen, til Mandens Fordeel. Iøvrigt har Baronen ypperlige Indfald og siger mange store Sandheder. Forleden - men riv nu dette ud af mit Brev, før det kastes bort! - sad vi Alle om Bordet, Thorvaldsen med. "Ja Christine Du skal nu altid have en Dukke at lege med", sagde Baronen, "ifjor var det Een, i Aar en Anden; nu er det Thorvaldsen, enten det saa er en stor eller en lille, en Dukke er det dog kun for Dig!" - I forgaars var der da en dramatisk Scene imellem Baronessen og mig, den endte da med at jeg maatte love at glemme hendes Fremfusenhed, men hun fik en ordenlig Tiltale. Hun kan nu ikke andet end hun maa dominere og sige næsten Uartigheder, men saa faaer hun i al Høflighed over Fingrene og hendes Omgivning har alt et Par Gange takket mig for mine passende Svar. I forgaars havde hun bedet mig indstændigt læse Mulatten og bedt om hun maatte indbyde Politimesterens Frue; samme Kone taler jydsk, men synes ellers meget fornuftig, kun at hun ifjor havde gaaet hver Morgen her i Haven for at faae mig at see og sagt hun vilde give hvad det saa var, for blot at tale med mig, det gjorte Baronessen den Gang Løier med og iaar gjentog hun det, da Konen var glad ved at blive indbudet. Dagen efter, ved Spisebordet, leveredes mig et Brev, der skulde være kommet fra Præstø, det var reent galt bogstaveret, omtrent som Baronessen selv skriver til daglig Brug, men Underskriften var fra Fru Müller; der fulgte tillige en Serviet med, hvori jeg ved at føle med Haanden mærkede laae en Krands, nu begreb jeg strax det Hele var et Arangement af Baronessen, og fattede mig derfor. "Hvad er det for et Brev? hvad er der i Servietten?" spurgte hun over Bordet. "Det er en Krave med Kryds jeg har havdt i Præstø, for at faae den kruset!" svarede jeg, "tillader De jeg staaer fra Bordet for at lægge den op!" og nu gik jeg, saa at hun ingen Fornøielse fik. Men efter Bordet viiste jeg Thorvaldsen det, der som jeg, fandt det var en dum Spøg, og han sagde hende jeg var vred. Nu kom hun bleg styrtende op, og jeg spurgte hende om hun brugte at indvitere Folk ud for at have dem til Nar? "Jeg vilde kun have Løier med Fru Møller!" svarede hun. "Da Konen ikke faaer noget at vide derom" svarede jeg, "er det at have Løier med mig! De vil see om jeg kan tro Smiger i et taabligt Brev, De vil see om jeg skulde yttre nogen Slags Glæde, som De siden kunde fortælle Deres Naboer og er Fru Møller eenfoldig, som jeg nu ikke troer, da er det upassende, uartig mod mig, at indbyde hende til at høre mig læse. Jeg burde øieblikkelig reise bort, men De vilde maaskee da fortælle Historien paa Deres Maade, og der kom en Snak derom, det Hele ikke er værd og derfor bliver jeg!"- Jeg sagde endnu meget mere og hun var bøielig, som jeg aldrig har seet hende og er til dette Øieblik, den største Opmærksomhed, den elskværdigste Vertinde. - Men nu er her ikke Plads mere! hils Deres kjære Forældre! hils Jette og Augusta, De seer dem jo begge og tænk selv venligt paa mig.

Deres broderligt hengivne H. C. Andersen

[Tilføjelse i marginen s.1:] Hils vore fælleds Venner!

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Jonas Collin den Ældre og andre Medlemmer af det Collinske Hus