H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Dorothea Melchior 9. juni 1873

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: *opmuntr*

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 9. juni 1873
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Bern den 9 Juni 1873.

Kjære Fru Melchior! I Dag vilde jeg have reist fra Bern for at naae Interlaken. Veiret er klart og smukt, vi have desuden allerede været her siden i Lørdags Formiddag, men iaftes fik jeg Besøg af Dr Dor og hans Frue, han var først indtruffet igaar og de bade mig begge saa venligt at lægge endnu en Dag til Opholdet i Bern og tilbringe hos dem denne Aften i Aften. Det er første Gang siden ifjor, før min Sygdom, at jeg har lovet Nogen et Aftenbesøg, men Betingelsen er ogsaa, at jeg kommer halv 7 og tager hjem Klokken 9. Der kommer en Deel Venner af min Musa, og jeg har lovet Dor at læse eet eller to Eventyr. Iøvrigt er Veiret raat og koldt og har været det fra i Fredags da Bøgh og jeg forlode Genf. Jørgensen fulgte os til Banegaarden og beklagede meget at Hr Israel Melchior og Carl ikke havde besøgt ham da de vare der i Byen. Han sender venlige Hilsener. I Freiburg blev Bøgh og jeg et Døgn, vandrede over begge Hængebroerne og tilbragte Aftenen i Kirken hvor vi hørte det mægtige Orgel og mærkværdige Orgelspil, vist det høreværdigste i sin Slags. Vi fik et heelt Tonemaleri fra Bjergene, det var som Skalmeierne lød og Hyrderne sang; Uveiret brød nu løst, Tordenen rullede, Psalmesangen blandede sig deri. - I Lørdags, som sagt, kom vi her til Bern , og imorgen, om Gud vil, flyve vi til Interlaken hvor jeg venter flere Breve, ja er forvisset om at finde eet fra Dem; der vil jeg fortsætte og slutte dette Brev. Dette er kun en Morgenhilsen, fra Bjørnebyen Bern og Deres taknemlige

H. C. Andersen.

Interlaken Onsdag 11 Juni 1873.

Kjære Fru Melchior! Holbergs ellevte Juni sidder jeg her og skriver fra et nydeligt lille Schweitzerhuus der er bygget tæt op til det store Hotel "Jomfruen", hvor alle Værelser ere optagne vil jeg ikke stige op paa tredie eller fjerde Sal. Bøgh og jeg vare da i Mandags til Aften hos Dr Dors , hvor vi begyndte med en stor Middag og min Skaal, "Digteren der var hjemme i Slottet som i Hytten!", blev udbragt; efter Bordet kom en Deel Fremmede, mellem disse den belgiske Gesandts Frue en født Castonnier fra Kjøbenhavn, vi talte da vort Modersmaal, senere læste jeg den lille Pige med Svovlstikkerne og derpaa den grimme Ælling. Dors deilige Børn bragte mig en frisk Laurbærkrands og satte paa mit Hoved. Kl. halv ti kjørte jeg hjem, men sov næsten slet ikke hele Natten, jeg var meget angrebet ved at læse de to Eventyr og tale med de mange Folk. Igaar Eftermiddags reiste Bøgh og jeg til Thun og strax derfra med Dampskib til Interlaken. Fru Dor med alle Børnene vare paa Banegaarden i Bern, da vi reiste. De bragte mig smukke Alperoser og stode i flere Minutter og kyssede paa Fingrene til mig, jeg blev ganske bevæget ved at forlade de kjære Mennesker, som i allerhøieste Grad havde været omhyggelige for mig. Dor fandt at jeg var særdeles gaaet frem i Sundhed og lovede at den Træthed jeg lider af snart vilde forlade mig. Her i Interlaken laae "Dagbladet" til mig, fra Dem kjære Fru Melchior, og dernæst fik jeg hele 7 Breve, mellem hvilke eet var fra Dem og eet fra Kronprindsen, saa hjerteligt med Hilsener fra hele den kongelige Familie. Vi er indtruffen til den store Skyttefest i Interlaken, som jeg omtaler i "Iisjomfruen", igaar var stor Illumination og imorgen Aften er den største Fest. Paa Søndag, vil Gud, reiser jeg over Luzern lige til Brunnen ved Vierwaldstätersøen, der haaber jeg indtil videre at erholde fra Dem Brev poste restante. Ved lagte Brev sender De nok Anna Henriques! Hils Deres Mand, Deres Børn og særligt de to hjemkomne! hvilken Glæde! give Gud at Frøken Anna maa føle sig vel og stærk! Solen skinne ind i hver Luftning hjemme saa at hun ret kan aande og være glad! - Det De kjære Fru Melchior, faaer Tid at skrive, og skrive saa mange udførlige Breve som De skriver, gaaer næsten over min Tanke, men der seer man, at "man kan hvad man vil! - I det jeg skriver dette kommer Bøgh ind ad Døren med Deres Brev, tidligere skrevet end det jeg fik igaar, og er kommet til mig over Glion. Det synes som om mine Breve til Hjemmet gaae rigtigt og at jeg erholder de man sender mig. Det er ikke Tilfældet med Bøgh, flere ere for ham gaaede tabt, jeg forstaaer det ikke. - Han har forresten lykkelige Egenskaber. Han har tilfælles med William Bloch at han misundelsesværdigt kan sove om Natten; forleden leed han af Hovedpine, da fornam jeg at han ikke strax kom isøvn. I den tidlige Morgen rørte han sig, og og jeg spurgte til hans Befindende: ak jeg har ikke sovet før Klokken slog 5 imorges men nu har jeg faaet Søvn og har det godt. Jeg saae paa Uhret, det var endnu ikke 5, han havde hørt Byens Uhr slaae 5 Slag før han sov og det var Eet og et Quarteer, saa lykkelig er han. Jeg troer han morer sig og gaaer meget ud hvor jeg ikke har Kræfter til at gaae; i Dag er jeg i høi Grad nerveus, og er blevet det ved at ærgre mig over den slette Opvartning her i Hotellet, det vil sige i Nabohuset hvor jeg boer. Jeg ringede nemlig 7 Gange i en Time og maatte saa selv løbe ned af Trapperne og søge Opvarteren; jeg blev meget heftig og det hævner sig fornemmer jeg nok!

- "Molken" bruger jeg ikke meer; "Bjergluft, Varme og godt Humeur!" sagde Dr Dor, skulde hjælpe mig, men Humeuret bliver ikke altid opmuntret, uden ved Breve hjemme fra. De, kjære Fru Melchior, er her den, som bedst sørger for Medicinen. Hils Fru Johanne og hendes Mand! hils Poul [i marginen, s. 6:] og Otto. Lev hjertelig vel!

Deres taknemlige

H. C. Andersen.

Tekst fra: Niels Oxenvad