Dato: 13. juni 1873
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin
Sprog: dansk.

[på skrå over venstre hjørne:]

Til Hr Jonas Collin

Gießbach ved Brienzersøen den 13 juni 1873.

Kjære Ven!

Hvor i Verden er Du? Ude eller hjemme? Jeg har et Par Gange spurgt din Moder om din Adresse men ikke faaet den, nu vil jeg sende {overstr: hende] Brevet til [Dig rettet til:] Hende, saa kommer det vel i dine Hænder. Bøgh er en høist opmærksom Reisefælle, jeg kunde paa denne Reise ikke have undværet ham, thi jeg trænger til Hjælp som aldrig før, han besørger fortræffeligt Alt, hygger om mig og er i et jevnt godt Humeur, det er jeg slet ikke. Min Nerveusitet vil ikke gaae bort, jeg forskrækkes ved en hver Ting og den mindste Sindsbevægelse faaer Taarerne frem i mine Øine, det er dog ynkeligt; aligevel forsikkrer Bøgh at jeg daglig gaaer frem ad i Sundhed og Kræfter,/ min fortræffelige Læge, Professor Dor i Bern siger det samme og forsikkrede nu [ham rettet til:] jeg efter en Maaned Forløb kom fra Glion igjen til Bern, at jeg var allerede et ganske andet Menneske end før, havde en sund Farve, klare Øine og Livlighed; jo Tak! jeg fornemmer det bedre og [bør rettet til:] tør ikke Tro paa Helbredelse. Igaar fik jeg dertil en høist ubehagelig Overraskelse, som under mit nu værende Befindende rystede mig saa forunderligt at jeg formeligt blev angst for at blive sinds syg. Jeg faaer dagligt sendt "Dagbladet", og der læser jeg nu et Uddrag af en amerikansk Avis fra Chicago, hvor en Amerikaner fortæller om et Besøg hos mig i Kjøbenhavn hvor han fandt mig bevæget over Napoleons sidste Dage - men da laae jeg jo syg og veed ikke om nogen Amerikaner, jeg har da siger han fortalt ham om Napoleon og hans Moder jeg havde været sammen med i Schweitz, fortalt ham om Keiseren af Rusland som jeg havde været hos / og seet lege med sine Børn, jeg har aldrig seet Keiseren; derpaa udtaler jeg i hans Meddelelse min Mening om andre Keiseres Begavelse! Noget der aldrig kunde falde mig ind at udtale for Fremmede. Det Hele er en amerikansk And, som da der fortaltes af en Landsmand i Amerika at jeg i Kjøbenhavn altid kaldtes lille Hans og naar jeg gik paa Gaden blev jeg snart fulgt efter af en heel Skare Børn, som trak mig i Kjolen og bad om at høre et Eventyr, "lille Hans" var da altid saa godmodig at han gik ind i en Port med dem og fortalte Historier!" - Det er latterligt! - og dog ærgrer Sligt mig. Jeg kan ikke tænke paa de sidste Løgne, Ord til andet, uden det koger i mig og jeg føler mig aldeles syg, thi jeg er magtesløs over for Løgnen og har Ingen at kunde kræve Opreisning af. - Jeg har imidlertid igaar skrevet derom til Bille Brev, da jeg anseer ham for den af mine Venner der bedst veed om man skal svare paa Sligt og om mon / det ikke ogsaa bliver latterligt at berøre den Sag; medens jeg dog lider uforskyldt og jeg synes al min Reise-Glæde er forstyrret.

For Øieblikket er Bøgh og jeg, som Du seer af Overskriften, i Hotellet paa Gießbach, her er næsten aldeles ingen Fremmede og vi boe i stor Eensomhed i den smukke Alpenatur, det er kjedsommeligt at jeg nu slet ikke ret kan nyde den og er som giftbidt af den amerikanske And! lever jeg og ender Nedskrivningen af mit Livshistorie skal jeg nok slaae den fast som man slaaer Høgen fast paa Porten ude paa Bøndergaardene, den skal raadne og smuldre hen. Og nu lev vel, hils Peter Müller og vore fælles Venner. Glæd mig snart med et Par Ord, og lad dine Forældre læse dette Brev, Du kan da læse, som Suplement her til, Brevet jeg sender til din Moder Brev.

Hjerteligst H.C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 10, 153-56)