Dato: 27. august 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Signe Læssøe
Sprog: dansk.

Nysø den 27 August 1839.

Iaftes, eller rettere imorges - thi Klokken var to om Natten, da jeg kom hjem - fik jeg Deres kjære Brev, som jeg slet ikke havde ventet og derfor blev dobbelt glad [over]. Det var smukt moderligt af Dem; jeg skjønner mere derpaa, end De troer. Jeg kom, ved Modtagelsen, fra »Grevens Vænge«, hvor Grev Holck, der er gift med Comtesse Danneskjold, boer; det er en simpel, lille Forpagtergaard; men den er saa smagfuldt udstyret inde og Udei Haven selv, uagtet den kun er som til en lille Præstegaard, synes at være en Slotshave, seet i Fugleperspectiv. Jeg tænkte virkeligt paa Dem; De vilde have været aldeles henrykt over den romantiske Duft, som jeg saa maa sige, der var udbredt over det Hele. I Haven var en Flor af Georginer, saa yppig og broget, som var det en Bouquet fra Østerland; jeg saae i Salen to store Blomsterkurve, hvor disse Blomster dannede en rund Flade af Mosaik. Vi spiste fyrsteligt, og i den lille Sal med smaa Ruder gik de jægerklædte og brogede Tjenere med de store Sølv- og Chrystalskaale; jeg tænkte paa de landlige Indretninger i Versailles, hvor Ludvigerne lagde Purpuret og legede Privatmænd; det Hele havde Udseende af Sligt. - Det var min Bestemmelse at reise til Kjøbenhavn paa Onsdag; men da Drewsens ikke ere komne og først indtræffe paa Løverdag, vil jeg udsætte Hjemreisen til Søndag. Jeg holder heller ikke af at være der ved deres første Indtræden i Hjemmet. jeg vil da føle for meget, at jeg dog er en Fremmed; jeg kommer derfor til anden Dags Glæden og bilder mig ind, at, efterat de Allernærmeste have sagt »Goddag«, hører jeg til de Allerførste, sam komme. - Min skandinaviske Sang gjorde megen Lykke i Fyen; da jeg kom til Kjøbenhavn, hørte jeg derimod kun Ligegyldighed for den, saa det glæder mig, De dog finder noget Godt deri. Mit Digt »Den Reisende« har jeg troet var simpelt at forstaae; til Venstre i Gaden ligger Værtshuset, til Høire Kirkegaarden; den Reisende troer, han ligger bedst til Høire, men han maa ind til Venstre, skjøndt Dødstanken opfylder ham. - De taler om Lamartine! Ja, jeg under ham at have skuet Orienten, ærgrer mig derimod over, at den upoetiske, ordgydende Pückler-Muskau har været der. Dette Menneske føler jeg og har altid følt en Uvillie imod; deels har han seet et Land, han ikke var værdig at see, og daarligt har han beskrevet det; ja, jeg vil udtale Ordet: jeg misunder ham; thi jeg vilde have gjort det bedre! Jeg har altid - jeg maa selv lee af denne forunderlige Følelse - anseet det, som om det var min Eiendom, der var bleven givet ham, som om jeg skulde have reist der og givet disse Billeder, men at en lunefuld Skjæbne havde valgt denne Mand. Jeg kan ikke lide ham! Jeg kunde skydes med ham!

De yttrer, at De imellem er vred paa mig for Ting, jeg siger, og som jeg ikke skulde; jeg har tænkt derover, og De vil vist finde, jeg er en forstokket Synder; thi jeg forsikkrer Dem: jeg ved ikke, hvad det er for Ord; vil De ved førstkommende Leilighed lade en af Sønnerne, den, som mindst kunde sige Sligt, træde mig paa Foden. - Thorvaldsen er mageløst flittig; han arbeider fra otte om Morgenen til fem om Eftermiddagen og har i Leer udført den tolv Alen lange Frise (Korsvandringen), bestemt til Forhallen i Frue Kirke; den bliver gjort dobbelt saa stor siden, altsaa fireogtyve Alen. Der er nogle ridende Jødepræster, som ere ganske ypperlige. Jeg har faaet to Hoveder i Leer af dem, han selv har dannet; de kom hele ud af Afstøbningen, og jeg skal dele med Dem. Ligeledes har jeg det halve Ansigt af Holbergs Buste; dog har Næsen lidt en Deel. Thorvaldsens egen Statue i naturlig Størrelse er ogsaa udført saa meget, at Liigheden er talende. Jeg har to Gange læst »Mulatten«; han hørte paa den, og han sov ikke, men talte ondt om Molbech. Paa Fredag skal jeg til stor Diner paa Gisselfeldt; der kommer Prinds Christian, Caroline Amalie og andre høie Personer. Thorvaldsen og jeg ere indbudne med Baronessen. - Her kommer særdeles Mange. Jeg har aldeles Intet skrevet herude, ganske vegeteret. Dog, hver Formiddag vandrede jeg eensomt i Skoven ved Søen og tænkte paa »Ashaverus«; jeg vil nu tage fat paa dette Drama, og første Act har saa temmeligt formet sig. Der bliver i denne tre Personer: Ahasverus, Ada, hans Søsterdatter, og Judas Iscariot, forlovet med Ada. Denne Act ligger som et tragisk Epos i min Sjæl og vil strax komme paa Papiret.

Medens jeg var hos Moltke paa Glorup, læste jeg Silvio Pellicos Tragoedier; to især af disse gjorde et gribende Indtryk paa mig; De maa læse disse, nemlig »Francesca da Rimini« og Tragoedien Ester d'Engadi; de findes i tydsk Oversættelse.

Vil De ikke nok, endu i Dag, naar De faaer denne Skrivelse, sende den unge Fru Colin indlagte Brev, hun boer i sine Forældres Gaard i Tvergaden, første Port til Venstre fra Store Kongensgade.

Hils Sønnerne ret meget, og siig til Christian, at jeg ret studerer hans Bibelskhistorie og efter den, slaaer op i den store Bog for alle Bøgerne. Det glæder mig for Fyen at Thorald synes om den, vi faae da maaskee nogle smukke Daguereotypbilleder, saaledes, som det afspeiler sig i Kunstnerens Øie. Nu, lev vel! paa Søndag Aften, dersom Christian kommer ved Hotel du Nord, da kan han gjerne see op til mig. Lev vel!

Deres sønligt hengivne

H.C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost