Dato: 14. juni 1873
Fra: Nicolaj Bøgh   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

736. Til Henriette Collin. Gießbach den 14 Juni 1873

Kjære Fru Collin !

Endnu har jeg ikke skrevet Jonas til da jeg ikke veed hans Adresse, jeg skrev imidlertid igaar og lægger min Skrivelse her ind i Brevet til Dem, De vil lægge den i Convolut, men først læse den, da jeg deri har meddeelt hvad der i Øieblikket særligt opfylder mig og gjør mig mere lidende end jeg har været i den sidste Tid. Lad Deres Mand ogsaa læse det.Jeg har i "Dagbladet" seet at Jonas har faaet en lille Sum fra det reiersenske Fond og at Viggo er blevet forfremmet, altsaa faaet mere Gage, til at boe i en bedre Etage! gratulerer! Her er meget eensomt paa Gießbach, Saisonen er ikke begyndt, dog om Aftenen komme Enkelte for at see Vandfaldet illumineret. De harjo været heroppe, ja jeg troerjeg med Jonas var med. Vi kjørtejo sammen fra Brunnen til Brientz, De vil altsaa erindre Faldet; det har iaar en stor Vandmasse og ved de forskjellige Afdelinger det falder har man tæt ved, anbragt bengalsk Blus, saa een Deel af Vandet bliver forgyldt, et andet faaer blodrød Farve, mens et tredie er græsgrønt. Farverne vexle, i Lilla og alle Afvexlinger, Træerne rundt om faae et feeagtigt Skjær, aldrig harjeg seet et saadant Sceneri for Alperne i Shakspears Sommernats Drøm. Bøgh var meget henrykt ! vi blive heroppe til imorgen og faaer det altsaa endnu engang at see. Det synes ikke mueligt at erholde gode Pladse med Posten over Brünig fra Brienz til Luzern, i de nærmeste tre Dage ere de alle optagne og dette er ogsaa Skyld i at vi tilbringe to Nætter heroppe. Imorgen, Søndag, tage vi imidlertid over Søen til Brienz og nødes vist til at leie egen Vogn, der bliver mere end doppelt saa dyrt som med Posten. Mandag-Eftermiddag tænker jeg at vi ere i Brunnen hos

Agathe Aufdermauer, som der har bygget sig et nyt Hotel og til hvem jeg

har meldt vor Ankomst. Vi blive der en Uge og ville da kunne erholde Breve, selv Svar paa dette, under vort Ophold der, Breve Brunnen i Schweiz poste restante. Beed Deres Mand give mig et Par Ord, om hans Opfattelse afden i Brevet tilJonas meddeelte Andehistorie. Hils Theodor og alle gode Venner; tak Fru Lund for hendes venlige Skrivelse og seer De Billes maa De endelig bringe Hilsener fra mig og min Reisefælle.

Hjerteligst H. C. Andersen.

[Herefter Paaskrift af Nicolai Bøgh].

Kjære Fru Collin ! Andersen har givet mig Lov at sende Dem en Hilsen her paa det sidste Blad, og jeg gjør det venligt; thi saaledes føler jeg det.

Det er min virkelige Overbeviisning, at han i ethvert Punkt er raskere,og jeg gjør ufrivillige Experimenter for at forsøge, om mine Iagttagelser ere rigtige. Jeg lader'ndash;rigtignok mod min Villie'ndash;smaa tunge og larmende Ting falde paa Gulvet, naar han sover. Sligt vækkede ham ubehageligt i Reisens Begyndelse, nu derimod slet ikke. Er det ikke et godt Beviis paa, at han er bedre? Han spadserer længere, næsten uden at hvile sig og saa bliver han nok træt, men ikke sygeligt, derimod en Træthed, som medfører Søvn, og denne Søvn medfører atter Kræfter, eftersom "Søvnen jo er Naturens Fostermoder", hvilket jeg kun anfører af Vigtighed for at vise Dem, atjeg dog kjender mine Classikere. At Andersen kunde taale for et Stort Selskab hos Dr Dors i Bern at oplæse "Den lille Pige med Svovlstikkerne" og "Den grimme Ælling", viser da ogsaa Bedring. Han gjorde megen Lykke der, Børnene satte ham en Laurbærkrands paa Hovedet, og hele Selskabet udbrød i Klap. I Interlaken var der stor Skyttefest, medens vi var der, Flagene vaiede, Æresporte afløste hinanden, og Kanonskuddene drønede ind mellem Bjergene, som om disse skulde styrte ned. Den sidste Aften var hele den store Græsplaine foran Hotellerne omgiven af forskjelligfarvede bengalske Blus, og det saae straalende ud. "Jomfruen" rødmede lidt for os, men den næste Aften lavede Andersen de meest krækende Vers om hende, og hun blev saa fortørnet, at hun trak de tykkeste Skyer for sig og fik dem til at brede sig hen imod os og regne paa os, hvergang vi gik ud. Der var ikke Køer paa Græsplainen, men derimod høstet Hø i smukke Bunker, som udsendte en Duft liig den, De maaskee fornæmmer paa Markerne omkring det deilige Hellebæk. Vil De hilse det, Sundet, Deres Mand og hvem De troer vil tage mod min Hilsen

Deres ærbødigt heng.

Nicolai Bøgh

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost