Dato: 30. august 1839
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Lørdag d. 30te August 1839.

Siden den 21de Juli har jeg ikke hørt et Ord fra Broderen, og idag skrive vi den sidste August, ikke en Tøddel fra Siellands Grund i fem Uger som hver have havt fire Postdage, det er netop tyve Gange at jeg forgjæves har ventet Brev, jeg har gjort over tusinde Gisninger over Grunden til denne Tavshed. Andersen har ikke faaet vort Brev der gik til Nyborg har jeg tænkt, umuligt, saa maae han have glemt at spørge derefter, dog med Posten pleier jo sligt ikke at gaae galt ! Digteren holder ikke af Brevskrivning om Efteraaret har jeg før bemærket, han samler da Stof til et nyt Arbeide, hvoraf hans Aand er saa ganske opfyldt, at han ingen Tid har for Vennerne, umuligt har jeg igjen tænkt, skulde der ikke kunne afknappes blot et Kvarter fra en Visit eller fra en Lysttour, for at underrette sig om fraværende Kjæres Befindende og sige dem et venligt Ord til Trøst eller Opmuntring. Andersens Følelse bliver, (saavel som min egen) saa let saaret, skulde jeg, eller nogen af os, ved en eller anden uoverlagt Yttring have fornærmet eller bedrøvet ham, har jeg tænkt, jeg har ikke kunnet opdage det, tror det heller ikke, vi ere Dem jo Alle saa hengivne! Det er Ligegyldighed har jeg tænkt, det er Sygdom, det er en dansk Comtesse Bark eller – Lind har faaet Embede, og. – Det er en ny Opdragelsescur, jeg skal ved Ligegyldighed hælbredes for min Iilsindethed, mine smaae Fruentimmerluner; men det har altid hørt til min Natur, for for Alvor at blive syg naar jeg blev taget i Kur jeg er alt for gammel til at opdrages, mine Venner, maae tage mig som jeg er, og gjøre de det ere de ovenikjøbet venlige og overbærende imod mig, o saa vil jeg gjøre mig al mulig Umage for at aflægge mine Feil, jeg vil gjøre det af Kjerlighed til dem skal jeg ved Ligegyldighed opdrages dertil lærer jeg det aldrig ! Naar jeg har været rigtig god har jeg tænkt, Andersen har ikke skreven, fordi han nok veed at vi desuagtet mindes ham fordi han veed at Søsteren ved det første Ord fra hans Pen, vil tilgive ham hans Tavshed, besvare hans Brev – efter 6 Ugers – Forløb, eller strax om det kan fornøje ham , dog uden hans udtrykkelige Ønske vil jeg jo ikke gjøre det, han har jo saa længe ikke brudt sig om at høre noget fra mig, at det maaskee er latterligt at antage at et Brev fra min Haand vil være ham velkomment. Idag er jeg ikke god kan De nok høre; men det er ogsaa Postdag, og jeg er for tyvende Gang bleven skuffet. Fr. Læssøe lader heller intet høre fra sig. De eller hun ere dog ikke syge - Dog det vil jeg ikke tænke, jeg bliver da saa bedrøvet og ængstelig, og jeg har jo nok at sørge over. Med min kjære Fader er der ingen Forbedring det er ganske som da De reiste; men vi have faaet det saaledes indrettet at vi Alle kunne være mere om ham endskjøndt kun en eller to ad Gangen, flere taaler han ikke; men det er dog en stor Trøst at kunne være mere for ham, det er jo uendelig smerteligt, at see ham lide saaledes; men det gjør dog saa godt at føle hvor gjerne han seer os om sig, saa lever man dog for noget i Verden. Fader vil slet ikke høre tale om nogen Reise til Kjbh. før til Foraaret, og som han nu er kan han umulig gjøre den , vi haabe paa en bedre Tid, paa et nyt Ophold af Smerterne, og Lægerne sige at et saadant maae komme og da vil Fader til Foraaret underkaste sig Prof. Jacobsens Cur356 , han har jo helbredet saa Mange ved sin bekjendte Opfindelse, skulde han da ikke kunde gjengive Fader Sundheden, Fader, der dog er af en saa kraftig Natur, der før har kjendt saalidt til al legemlig Svaghed, det er vor eneste Trøst som den Ene bestandig giver den Anden, rigtignok er det en lang mørk Vinter der først skal gjennemstrides; men vi skal pleie ham trøste ham, bede for ham, skulde den da ikke kunde gaae nogenlunde? Moder er virkelig meget bedre end da De forlod os, Gud lad det vedblive hun gaaer hver Dag en lille Spadseretour. Louise er her, det er en stor Glæde, og idag have vi havt en endnu større, Grevinde Bernstorph har mældt hende, hvad der hidtil har været aldeles uvist, at hun vil tilbringe Vinteren paa Güldensteen, Louise kan da komme hjem paa een Dag istædet for at fjerne sig saa langt. Naar jeg undtager Sorgen over Fader har Louise ikke forandret sig, hun er saa mild og hyggelig som altid. – Af Bladene læste jeg den Overdrivelse hvormed Fr. Heibergs Svaghed var omtalt357 , og udbrød strax, Herre Gud hvem skal saa give Andersens Cecilie, de Andre fandt det meget Patriotisk, at jeg kun betragtede et saadant Nationaltab fra een Side; men jeg var glad at dette Udbrud ikke var undsluppen mig hos Hanne Selmer, thi jeg tror aldrig hun vilde have tilgivet mig det. Fru H?s Upasselighed gjør dog nok at Deres Stykke kommer til at gaae senere end Bestemmelsen, havde jeg nu opsat min Kjøbenhavnsreise til dette Efteraar havde jeg dog ikke faaet det at see, ja som Alt nu staaer i Hjemmet var denne Reise jo slet ikke skeet, jeg er dog glad ved at jeg gjorde denne lille Udflugt, der maaskee aldrig skeer oftere. Jeg har broderet Hanne Selmer en Kappe, som jeg har bedet hende tage paa til Mulatten, saa kommer dog den med, er det ikke ærgerligt jeg er ikke istand til at faae mine Afskrifter fra Thomsen, endskjøndt jeg gjennem hans Kone flere Gange har krævet dem, han vil absolut afskrive Femis Replique, og det kan den "Vielgeschrei" aldrig faae Tid til358, han har for kort siden sendt os en Hilsen fra Dem; men den var nok fra Deres Ophold i Fyhen altsaa meget gammel. – Kalkars have været bortrejst i Ferierne i forrige Uge hilste jeg paa dem, Fr.? K - nævnte i Samtalens Løb at hun eller hendes Mand havde havt Brev fra Dem; men da Adjunct Hansen359 der er kommet hjem fra sin Reise, just underholdt mig om denne, kunde jeg ikke afbryde Mennesket for at vende mig til Fr K - saa kom Talen paa andre Ting og jeg fik ikke mere at vide da Søstrene og jeg kort efter gik ; men dette Brev har da formodentlig ogsaa været fra Lykkesholm. Fru Heinen360 gjorde os ogsaa Visit en Dag, hun sagde hun kunde bringe os en Hilsen fra Digteren A ? da hun nok havde seet ham senere end vi, været samlet med ham paa Søebyesøegaard361 vi takkede ! Fr Heinen talte meget om deres Skandinaviske Sang362 , som hun fandt lige saa deilig som vi alle her finde den, jeg havde gjort en Afskrift til Tante, Fr Heinen fik den, da hun saa meget ønskede det, maatte hun ikke nok? Hun lader den jo ikke trykke! Jeg skrev en anden til Tante, hun maae vise Familien i Norge hvor smukt og kraftigt De har besiungen hendes og dens Fædreneland; men ikke lade den komme ud af sine Hænder, det har jeg sagt hende. – Da Fr Heinen gik sagde hun: "Ikke sandt naar jeg kommer til Kjøbh. maae jeg hilse Andersen fra Dem!" Det maae vist have været Postdag den Dag, og efter Brevtid thi jeg sporede en gruelig indre Lyst til at svare: "Nei!" men det gik jo ikke an for Anstandens Skyld, jeg takkede da saa mildt og høfligt som det var mig muligt. –

Søndag Aften. [31.8.] Posten er forlængst kommen, og jeg fik igjen intet Brev, jeg kan dog ikke begribe hvad der er Grunden dertil, o, det er ikke Ret af Broderen der dog kjender min Ængstelighed, jeg er idag ret oplagt til at gjøre mig sørgelige Forestillinger, saa længe har Andersen aldrig været tavs, gjælder det maaskee Forberedelse til en Reise til Paris? Jeg gjennemblader i de sidste fire Uger alle de kjøbenhavnske Blade jeg kan faae fat paa, de tale ellers saa ofte om Dem; men i denne Tid tie de ganske, hvis De var syg blev det vel omtalt ! – Jeg vilde synde mod al Anstand, mod min egen Følelse, og med Rolighed see paa Søsternes Forundring naar de hørte, at jeg havde sendt dette Brev bort uden at have modtaget et fra Dem ; men den Tanke at De maaskee ogsaa med Forundring vil modtage det, at det kunde nøde Dem til at vedblive en Correspondance der maaskee trætter Dem, gjør at jeg vistnok kun vil lette mit eget Hjerte, ved at bringe dets Angst paa Papiret, uden at bortsende mit Brev, o, jeg veed ikke hvad jeg selv skriver, tag ingen Notice deraf ! –

Mandag [1.9.] – Jeg har igaar sladdret alt for meget om min barnagtige Angst, jeg vil antage at et nyt Arbeide beskjæftiger Dem, og at De ikke har villet adsprede Deres Tanker ved Brevskriveri, det er jo ganske rimeligt, og det vil fornøje mig dobbelt, naar jeg igjen seer nogle Linier fra Deres Haand. Nyheder her fra Byen ere, at Knutzens for kort Tid siden have havt Guldbryllup. Højtideligheden paa Klubben, som De maaskee har seet omtalt i de fyenske Aviser, var foranstaltet af de første Familier i Byen og det gamle Brudepar inviteret, alt var smukt og kostbart363.? – I Morges Kl. 8 blev Caroline Leth viet i Frue Kirke364, og hun og hendes Mand reiste strax efter en Frokost med Deligencen. De veed vel, at Brudgommen var Kammerraad Leth hvis første Kones Liigbegængelse De har bivaanet, hans nuværende Kone fortalte for nogle Aar siden hvorledes han havde viist hende hans første Kones Mindesteen, hvorpaa han har ladet udhugge disse Ord: "Evig fortabt!" for at tilkjendegive at han havde mistet hende, dette ny Parti er nok skeet ved Overtalelse, idetmindste var det det underligste man kunde tænke sig at høre hende omtale sin Forlovede, det er dog forunderligt hvor ellers kloge Folk saaledes kunne forglemme dem selv, jeg synes dog at hun burde hæve ham saa meget som muligt, har hun ingen ædlere Bevæggrund dertil, saa dog af Agtelse for sig selv. Schleppegrell er endnu i Kiel og morer sig fortræffeligt. – Ruge og hans Familie have for over en Maaned siden taget Afskeed for at reise til Schlesvig, derfra har jeg hørt at de ret snart fortsætter deres lange Reise, gid de maa blive nogenlund lykkelige, den ældste lille Dreng var fortvivlet over Afskeden365, han vilde saa gjerne blive, vilde saa gjerne studere, det maae have været uhyre angribende for Forældrene synes mig. – Tre smaae Børn, der tilhørte een Moder, ere igaar bleven overkjørte af et Høelæs, de to døde og den tredie maae blive en Krøbling, er det ikke skrækkeligt!366 – Minna Krüger bleven forlovet med en theologisk Candidat Katterup367, der lader til at være et vakkert Menneske. Doris K? forlover hele Byen med en Klædefabrikant Brandt der ogsaa skal være en vakker Mand, han har reist udenlands og nylig kjøbt Falbes Gaard368, jeg ønsker saa meget at det maa være sandt, da jeg synes det kunde være saa uhyre morsomt at Doris fik et Hjem her i Byen, hvori jeg kunde besøge hende; det er jo rigtignok en meget egoistisk Bevæggrund, til mit Ønske; men den er da heller ikke den eneste! – Kalkar søger af alle Kræfter, saa vi beholde ham vist ikke ret længe her i Byen369, Gud hvad her bliver kjedeligt naar saaledes Alt hvad der har lidt Interesse efterhaanden forlader den. Kalkar seer saa ofte til Fader, og viser ham ved alle Leiligheder saa megen Deeltagelse at det ret har vunden os Alle for ham. – Siden De reiste har jeg været engang paa Comedie og deler ganske Deres Anskuelse om dette Personale, jeg kommer der neppe oftere, jeg har næsten ikke seet noget Selskab, i saa høi en Grad besidde den Feil ikke at spille med deres Medspillende; men kun for Publicum, man seer saa tydeligt hvordan enhver udelukkende passer sit, det er som et Chor hvori man hører hver enkelt Stemme370 ; det var mig ellers paafaldende i Kjøbh. at de heller ikke der ere frie for denne Fejl, selv Fr. Heiberg gjør sig undertiden skyldig deri, f. Ex. i Alferne371 hvor hun dog er saa fortrinlig og ubeskrivelig yndig ; hun ender sin poetiske Beskrivelse om hendes Ophold blandt Fuglene osv. med et: "og nu er jeg her igjen !" og det henvender hun begge Gange til Publicum, (i det mindste gjorde hun det den Aften jeg saae det,) og Publicum klapper for den smukke Declamation, men dog meest fordi Fr. Heiberg "er her igjen". Dog – Gud veed hvor denne lille Kritik nu netop falder mig ind jeg vilde tale om ganske andre Ting. I Aften er De nok paa Comedie - – De veed ikke hvormeget Deres Yttring "Jeg betragter ogsaa Norge som mit Hjem ! " har glædet mig, De har før altid havt noget at dadle paa det smukke Norge som vi Alle her have saa megen Forkjærlighed for, egentlig burde jeg takke Ole Bull, thi det er dog vist ham der har omvendt Dem. Da De var her vilde vi have fortalt Dem at Norge udentvivl om nogle Aar bliver Theas Hjem372 , da vi syntes at det var en saa underlig Mangel paa Fortrolighed, at holde sligt hemmeligt for en Barndomsven, som for andre Fremmede ; men Moder havde saa mange andre smertelige Ting at tænke paa, at hun altid glemte det, Thea kunde ikke sige det. "Du kan jo fortælle det," sagde hun altid til mig ; men mig generte det ogsaa ! Fetter Frederik har i flere Henseender en fortrinlig Character, han bærer Thea paa Hænderne saa jeg tror vist at hun vil blive lykkelig, hun bliver som De engang for mange Aar siden spaaede Kjøbmandskone, ikke i Aarhuus; men i Christiania. – Iøvrigt er hvad jeg her har skrevet en Hemmelighed som vi ikke ønske bekjendt. Jeg er af de Mennesker der altid lever i Fortid eller Nutid, sielden eller aldrig i Fremtiden, med Thea er det anderledes, hun udmaler sig alt at jeg engang i Tiden skal være hos hende, fortæller mig hvordan mit Værelse skal være, og hvordan hun vil meublere og indrette det, hun er saa god, jeg kan intet bedre ønske mig; men Gud lad mig dog beholde de elskede Forældre ret længe, naar de engang ere borte ville vi Søstre vel blive spredte til alle Sider, og da bliver Norge vistnok mit Hjem, og hvad vil det egentlig sige for et Fruentimmer at forlade Fædreland og Fødested, Tolderlund var mit Fædreneland, det lille graa Huus mit Fødested, og ere de borte og forladte, de Kjære fjernede, hvad er det saa mere at gaae ud i den vide Verden, der, er Gud en jo overalt lige nær, og – til Vennerne vil jeg skrive Breve ! – Hvis De kan, da lad mig høre lidt fra Dem paa Lørdag eller Søndag hvis jeg NB ikke faaer Brev paa Onsdag naar dette er bortsendt. – Jeg troer ikke at jeg har været over tre Aftner ude siden De reiste, den Slax Adspredelse forknytter mig mere, thi glemmer jeg ogsaa for Øjeblikket, saa falder Smerten dobbelt tungt paa mig naar jeg kommer hjem og seer Fader lide, derimod spadserer jeg daglig en lille Tour, læser, skriver undertiden lidt paa en ny Novelle jeg har begyndt373 , og som jo rigtignok er misserabile eller hvad det hedder, men det adspreder dog Tankerne, endskjøndt det vel igrunden er Tidsspilde, thi jeg forudseer at den aldrig bliver fuldendt ; jeg spekulerer ordentlig paa at gjøre mig selv Smaaebehageligheder og Hyggeligheder, som jeg sielden før har gjort, i denne Tid fornøjer jeg mig ved den Tanke at jeg efterhaanden vil lade mit store Bibliothek indbinde, jeg begynder med Deres Værker i disse Dage har jeg ladet Deres : Tre Digtninge faa en rød Kjole paa ligesom Improvisatoren, flere af de andre maae lade sig nøje med en simplere Dragt, for de: Tre Digtninge har jeg en Forkjærlighed, som jeg ikke selv kan gjøre mig rede for! – Hvordan lever Wulle - I mine sidste udjagede Linier fik jeg ikke tilføjet en Hilsen til hende, hun blev vel glad ved at see Dem igjen fortæl mig lidt om hvad hun sagde, hvorledes hun yttrede sin Glæde og lad hende ikke ganske glemme Tante Jette.

Carl Bagger har kjøbt Henr. Neses Gaard for 3 Tusen374 .

Tirsdag Eftermiddag. [2.9.] For et Øjeblik siden med Deligencen modtog jeg Bettys Brev, og Deres lille Indlæg, hvoraf jeg seer at De efter en forandret Bestemmelse har gjæstet Nyssøesaa at Fraværelse havde været Aarsag til Deres Tavshed, lee nu ikke af min tossede Ængstelse den hører til min Natur og ligger maaskee meest i mit ikke stærke Physiske. Tak for Afskrifterne af Impromtuet til Thorvaldsen375 , og den Reisende376 , det Første er smukt og træffende, det Andet, o, det er saa deiligt; men saa vemodigt min kjære Broder, det kunde let blive En alt for tiltrækkende, at søge til det "Kammer hvor der aldrig bliver grædt", og dog De har jo sagt et andet Sted: "Og har Du grædt dit Øje træt, saa bliver Du om Hjertet let"377 , o, Graad gjør godt det har jeg ofte følt, Deres lille Digt er saa deiligt, den der har skrevet det, maae ikke blive træt, hvor længe varer det vel inden Aftensolen for sidste Gang gaaer ned, og: "da falder hver en Taage hver en Skranke !" – Fader har i Nat og i Dag været meget daarlig, o, De kan tro, det gjør godt at græde, kunde man ikke det, og hvad der er endnu bedre, bede, saa maatte vi jo fortvivle, da vi ikke kunne handle . Men jeg vil ikke slutte mit Brev med saa lidt opmuntrende Ord; men fortælle Dem hvormegen Glæde De har foraarsaget Forfatteren til det lille Digt i Thomsens Avis378, (den unge Gregersen) ved Deres venlige Linier, jeg hørte idag af Fru Recke, at baade han og nogle af hans unge Venner kunne det udenad og at han var særdeles glad og stolt over at De har viist ham denne Opmærksomhed. – Ere Collins komne hjem? – Det var ret et venligt hjerteligt Brev fra Betty S – men temmelig trist, jeg troer Betty er af de Mennesker der ofte bliver gjort Uret, jeg har vist selv ofte taget Feil af hende, og ikke været saa god imod hende som jeg burde, jeg lader mig saa let henrive af Skinnet der jo saa tit kan være mod Nogen uden at de have fortjent det, der klar før været adskilligt ved Betty der stødte mig, maaskee blot fordi det ikke stemte med mit eget Jeg, det er dog ret egoistisk. – Naar De skriver da fortæl mig ret meget om Nyssøe, det interesserer mig saa meget at see de samme Gjenstande gjennem forskillige Briller, Indtrykket deraf gjemmer jeg hos mig selv, De kan være rolig for at det ikke kommer videre. – Nu vil jeg ønske Dem Taalmodighed til at læse dette lange Brev, som De faaer Morgenen efter Deres Hjemkomst. – Levvel.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost