H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Julius Meldal 31. juli 1873

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 31. juli 1873
Fra: H.C. Andersen   Til: Julius Meldal
Sprog: dansk.

"Rolighed" den 31 Juli 1873.

Kjære, meget ærede, Hr. Capitain Meldal!

Da vi nu ere Gjenboer, og De altid saa venligt er kommet mig i møde, tør jeg jo nok sende Dem denne lille Skrivelse; den koster mig en Deel Anstrængelse at skrive. I Schweitz gik det godt fremad med mit Befindende, Kræfterne toge til, jeg troede at blive aldeles rask naar jeg i Løbet af Sommeren vendte tilbage til Danmark, /men fra jeg kom ind i Tydskland og den forfærdelige Varme tog til, blev jeg mere og mere svag; det har været en Qval at gjøre Hjemreisen og flere Gange er jeg aldeles faldet sammen, ja været ved at besvime. I Mandags naaede jeg Hjemmet og har Alt her paa "Rolighed", jeg er jo hos mine meest deeltagende Venner Melchiors; men det ligger mig Nat og Dag i Tanke at / Kongefamilien, som have været og ere saa utroligt deeltagende og gode mod mig ikke veed hvorledes jeg har det; Kræfter har jeg ikke til at skrive Brev, som et saadant bør skrives; selv fremstille mig er en Umulighed. Lægen forlanger at jeg endnu de første Dage ikke maa forlade mit Værelse. Fortæl det til Deres Majestæter Kongen og Dronningen, til Kronprindsen, / til hele den kongelige Familie som heelt, i Taknemlighed, fylder min Tanke. Bring Hver paa Slottet, Hver som har en venlig Tanke for mig, en hjertelig Hilsen; en lignende beder jeg Dem bringe Deres Frue og selv vil De tilgive mig den Uleilighed jeg gjør Dem og bære over med min daarligt givne Skrivelse.

Deres taknemlige H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 94, 120-23)