Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 30. september 1839
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense d: 30te Septbr. 1839

Igaar Aftes modtog jeg Deres Brev kjære Andersen, de venlige broderlige Linier der altid gjøre mig saa godt, jeg havde været saa forknyt hele Dagen, Fader var saa forskrækkelig angreben, han var det ogsaa om Aftenen saa at jeg næsten bebreidede mig at jeg kunde have nogen anden Tanke, at jeg kunde glæde mig saa inderlig ved at modtage Deres Brev. Tak for Deres Underretning om Liebe , og dobbelt Tak fordi De med saa megen Deeltagelse har forespurgt Dem om Alt, o, vi ere Dem alle saa taknemmelige derfor, igaar Aftes torde vi ikke fortælle Fader noget af Deres Brev, han var alt for daarlig, i Formiddags da jeg var hos Børnene har Moder sagt ham det, det lod til at oplive ham; han sagde nogle hjertelige Ord om Dem; men har siden ikke omtalt det, o, jeg er overbeviist orn at han aldrig underkaster sig nogen Slags Operation, den gruelige Nervesvaghed der saa aldeles betager ham er det der berøver ham alt Mod dertil, næsten Alt hvad vi omtale, de ubetydeligste Ting, bringer ham i Graad, naar han gaaer een eller to Gange over Gulvet bliver han angreben af de voldsomste Smerter, og da jeg sidst skrev var han dog i nogen Bedring, talte endog om næste Dag at gaae ned ad Trapperne, og ud paa Gaden for at see Huset der er bleven istandsat udenfra, hvor jeg var glad, jeg syentes ordentlig jeg var bleven ung igjen. Vor nuværende Læge og Kalkar have begge skreven til Prof. Jacobsen om Fader, hvis Patienten ikke var alt for angreben har han sagt; men Fader er vistnok ligesaa angreben som Liebe og er en gammel Mand, det var hans Kraf [t] og Munterhed der før lod os glemme hans Aar, og han kan ikke beslutte sig dertil, derpaa strander jo Alt, naar vi bringe Talen derpaa bliver han saa slet og angreben at vi maae tie. "Til Foraaret" har Fader før sagt, "vil jeg maaskee reise"; men jeg tror han forudsatte den Gang at han ikke vilde opleve det. Moder er saa utrættelig opofrende, saa englegod som altid; men hvorlænge vil hendes legemlige Kraft kunde udholde denne Jammer, o, jeg tør ikke tænke derpaa, dog Gud vil vel give os Alle Styrke og Udholdenhed! – Vær ikke vred paa mig min kjære Broder disse Linier skulde jo indeholde Opmuntring, om Deres Stykke faldt, og jeg kan kun give Dem Medfølelse; men vi ville haabe at det ikke falder, og om det end skeede, saa er det jo gaaet Baggesen og Øhlenschlæger saaledes før Dem, og Baggesens Velyndere have dog kaldt ham en stor Digter, og det har ingen visne Blade sat i Øhschlgs. Digterkrands, lov mig kun at De ikke vil blive bitter stemt mod Verden og det Hele om Stykket falder, bliv hellere som De skriver: "lynende gal !" Det er en Overgang der ikke efterlader Nag og Smerte; jeg vilde saa gjerne sige det allerbedste jeg vidste for at opmuntre Dem; men mit Brev kommer jo desværre efter at Alt er afgjort. Det forekommer mig rigtignok som om De havde spillet et vel højt Spil ved denne Leilighed, dog det maae De bedre forstaae, De har maaskee ikke kunnet undgaae det, jeg veed jo nok at Mændene ville have deres Villie igjennem, derfor ere de jo Mænd! Seer De det har glædet mig lige ind til Sielen at mit Brev, kunde være Dem en lille Opmuntring, om De faaer Grund til at være nedstemt, derfor skriver jeg strax, De faaer da mine Linier Torsdag Morgen. Ja stoel kun paa at de gamle Venner i Fyhn leve, – til Gud kalder dem, mine Venner ere mig altid kjærest naar de have Modgang, det er Egoisme af mig, jeg føler da at jeg kan være mere for dem, o, men derfor ønsker jeg Dem dog Glæde, uendelig megen Glæde! – Om den Usynlige skulde falde er jeg overbeviist om, at det vil forhøye Enthousiasmen for Mulatten: "Det behøver den ikke !" vil De maaskee sige; men – en god Ting er jo dog altid god, fordi den ikke er nødvendig. Folkegunst er en underlig forgjængelig Ting, derfor synes jeg den maae nydes mens Øjeblikket er der, om jeg var Konstner vilde jeg aldrig bygge noget fast Haab; men kun Luftkasteller og Korthuse paa denne Grund, de more saa længe de staae, og naar de falde – "ja saa kan man jo bygge nye !" See det er min Overbeviisning, og saa glæder jeg mig dog over det store Navn De ejer i Tydskland, og det forekommer mig som en grundmuret Bygning; men deri har jeg nu igjen ikke Uret, thi dette Navn tilhører jo udelukkende Digteren, hans Værker allene har givet det Liv og Daab, ingen Biomstændigheder hverken Fjendskab, Misundelse, Venskab eller Kammeratskab har hævet det derfor vil det heller ikke synke, saalænge Digterens sande Fortjeneste bestaaer. Jeg vilde ret ønske at Onsdag var forbi, thi nu gaaer De dog vist i en underlig Spænding, jeg faaer ikke Dagene at see før i Dag 8 Dage og til den Tid faaer jeg jo Deres Eventyr, hvortil jeg ret glæder mig, tak, tak, og saa hører jeg vel og lidt skriftligt fra Dem hvordan Alt er gaaet af? – – Deres lille Sang paa Giessenfeld er jo nydelig, Thomsen holder ikke Portefeuillen han har havt den fra en Procurator Tommerup415 jeg gik da ind til Milo og læste Deres Vers hos ham; men ved den Leilighed temmelig flygtigt, der var et om en riig og fattig Mand der behagede mig særdeles416 . Synes De ikke at det var et ret smukt Digt Carl Bagger havde skrevet over Fr Hempel417 , og jeg tror det var fortjent hvad han har sagt, hun var almindelig agtet. Hempel lod os sin Kones Død vide, og Moder og Jane gjorde af den Grund en Condolationsvisit der i Formiddags, han spurgte efter mig og forsikkrede Moder, at det havde interesseret ham saa uendeligt at philosophere med mig da jeg et Par Aftner, medens jeg gik i Skole med hans Datter havde besøgt dem. Gud maae vide om det har været Kant eller Hegel jeg har slaaet om mig med, jeg har vistnok snarere Templet med Kanceliraaden, og saa har den gode Mand i al Troskyldighed taget det for Philosophie ! – De har jo ret været flittig i denne Tid, skrevet saa mange mindre Ting, jeg maae see at faae fat paa Folkebladet, jeg længes ret efter at læse Deres Arabesk, jeg kan tænke mig at den deilige Maane ret maae kunne fortælle smukke Ting; men de ere saa veemodige og længselsfuldt som en Schweizer Kuhrein, de tale om en evig Hjemvee ! For omtrent 8 Dage siden skinnede Maanen saa deiligt ned i vor Stue, Fader var lidt bedre den Aften, og Jane maatte spille for ham, vi vare alle tavse, og jeg sad længe og saae paa det klare venlige Lys, og tænkte paa hvorofte den havde oplyst vore glade Ansigter, naar vi Søstre hoppede op og ned ad Gulvet eller legede Skjul i Halvmørket, jeg kunde næsten ikke holde ud at tænke paa hvor forandret Alt nu er, saa tænkte jeg paa de kjære fraværende Venners Øjne, der maaskee mødte mine paa samme Punkt, og saa blev jeg vel for et Øjeblik glad, hjerteglad; men saa længtes jeg dog igjen efter at see disse Øjne, og saa gik jeg ned og tænkte Lys og syede ret flittigt, til jeg blev træt og søvnig. – Jeg tænker ofte om jeg vel igjen skulde see Fr Læssøes smukke milde Øjne inden de ganske have tabt Lys og Seekraft, jeg frygter det er ikke den graa Stær hun har, ellers var hun vist forlængst blind, hendes Øjne have den samme forunderlige Glands som Krügers havde, og han faaer aldrig Synet mere418 . Naar De igjen skriver saa fortæl mig lidt om hende !

Tirsdag Eftermiddag. [1.10.] Vi vente Oldenborgs, gamle Tante Melchior419og Oncle Beyer420 til Kaffe, derfor maae jeg nu strax efter Bordet skynde mig at tilføje nogle Linier. Igaar var den kjære Fader dog lidt bedre, han er paa den senere Tid flyttet ind i Cabinettet, saa De kan tænke det er ikke godt for os naar her ere Flere samlede, det er der altid af Familien, thi ellers see vi saa godt som Ingen. Vi have flyttet Sengen ud af den grønne Stue, hvor vi da kunne spise og for endeel opholde [os]. Dog jeg begriber ikke hvorfor jeg kommer med disse Huusholdningsaffairer i et Brev, og det oven i Kjøbet til en Digter, det maae vel være fordi jeg glemmer Digteren for Broderen. – Det vil vist kunne blive særdeles behageligt at benytte de svenske Indbydelser, og naar det skeer til Sommer saa maaskee dog Reisen til Paris først skeer længere hen, jeg veed nok at det ikke er smukt af mig at ønske denne opsat da De jo glæder Dem saa meget til en saadan Udflugt; men jeg tænker altid at Kjøbh. vil blive Dem endnu fattigere, naar De igjen kommer hjem, at De vil blive Pariser med Liv og Siel, vil længes efter Frankrig, som engang efter Italien, eller vel endog som Baggesen gjøre det til Deres Hjem. Jeg har i denne Tid igjen læst Spillemanden, og derfor er jeg kommet til at tænke saa meget paa Paris. En polsk Familie har man lovet mig paa Onsdag fra Militairbibliotheket, jeg glæder mig ret dertil da De finder den saa interessant, og vil næste Gang sige Dem hvad Indtryk den har gjort paa mig. De taler om min Novelle gode Andersen, ja, den er saa daarlig at, at – jeg aldrig har trot om mig selv, at jeg kunde gjøre det saa slet , nu kommer det an paa af hvor indbildsk Natur jeg er; men vist er det at det jeg har skrevet, er et forskrækkeligt Sammensurium. De siger at jeg skal beskrive Stige , men der har jeg ikke været siden jeg var Barn, jeg veed ikke det mindste deraf, og min Bog foregaar desuden daraussen . "Beskrive det kvindelige Hjerte". Jeg kjender ikke mit eget, det tror jeg just ikke har mange skjulte Kroge. Caroline forsikkrer at hun kan gaae ud og ind af mig med Træsko, see paa mit Ansigt alt hvad jeg tænker paa; dog kommer det maaskee deraf at hun endnu har saa lidt Menneskekundskab, at hun tror at besidde den i høj Grad. I min Bog skulde der være en coquet lunefuld Dame, da jeg nok kan mærke at Recensenterne ikke ere vante til at være i godt Dameselskab, siden Tante Anna, som man siger, er saa dydig, at man maae frygte for at komme i Selskab med hende! ( Hvor frygtelig simpelt ! ) Naar Du blot vil lade mig raade siger Caroline, saa skal jeg hos flere Damer gjøre Dig opmærksom paa adskillige coguette Træk. Du drømmer altid, derfor lægger Du ikke Mærke til det; og jeg forsikkrer hende, at jeg i min Bog nok selv skal finde paa noget Coquetteri, nu faae vi at see! –

Kjære Andersen, hvad tænker De om mit Brev, og om det foregaaende, at jeg ikke er i godt Humeur nok, til at være munter som jeg var det i gamle Dage i Tolderlund, og saa finder paa saadanne Galskaber og fylder mit Brev dermed, og dog tager De Feil, det fornøjer mig at underholde mig med Dem, jeg glemmer hvor mørkt det er om mig, og lever i Øjeblikket og saa er det som om al den gamle Munterhed levede op i min Siel, jeg føler mig i dette Øjeblik saa vel, jeg synes at det er saa hyggeligt at sidde her nede og sladdre om – Ingenting . Da jeg for kort siden forlod Fader var han dog nogenlunde vel og rolig, nu sover han til Middag, og just nu har Fr. Klaumann421 der skylder mig nogle Smaaeforbindtligheder, sendt mig en deilig Kurv med Ferskener, som jeg vil bringe Fader naar han vaagner, Doctoren har sagt at han maae spise dem og han holder saa meget af dem, er det ikke deiligt? Jeg vilde ønske at jeg ogsaa kunde give Dem nogle, dog Gud hvor det er dumt sagt De faaer vist nok af sligt! – Veed De at Julie Gulbrand har været i længere Tid i Kjøbh.? Den Mühlensted De i Deres Brev omtaler er hendes Oncle. Fr. Gulbrand veed endnu ikke ret hvor slet Broderen er, det er hendes kjæreste Broder. Jeg skal gjengjælde Deres Hilsen fra Tante Gusta, hun var her da Deres Brev kom, hun sagde at det er Dem der skylder hende Brev, og deri har hun virkelig Ret. – Tante Thea422 har bedet mig bringe Dem hendes Afskedshilsen, da hun vistnok reiser inden mit næste Brev. Siig ham sagde hun at jeg vist tror at det vil gaae godt paa Onsdag, thi det er jo umuligt andet end more sig over det Stykke ! – Naar Mulatten er gaaet fortæller De mig da udførligt derom ! Hvergang jeg i Avisen har læst om Mad. Biscow, har jeg tænkt, hvem der dog kunde høre hende, jeg kjender Baladen hun synger, jeg har engang læst den i en tydsk Oversættelse, og nu i Dagen423 , den er saa smuk i sin Simpelhed. – Levvel kjære Andersen, endnu engang Tak for Deres Underretning angaaende Fader, og Tak fordi De vil gaae til Liebe, fortæl Moder hvad han siger Dem, vil De det. Levvel, jeg holder ikke op fordi her intet Papir er De veed nok , at naar man virkelig har mere at tale om kan man gjerne endnu skrive paa Bagsiden af Brevet, det har jeg før gjort, jeg holder op, fordi jeg tænker at De næsten er døv af al min Snak. – Levvel! Wulle hører jeg aldrig noget om! - Paa Onsdag Aften vil jeg tænke paa Dem, og jeg haaber det gaaer godt og om det ikke skeer saa tænk paa hvor forbigaaende Alt i Verden er, de gode og onde Dage, tænk paa at De en Maaned senere, naar Mulatten er gaaet maaskee vil være ligesaa oplivet, som De nu er forstemt om Stykket falder. Levvel, tænk ogsaa lidt paa, at de gamle Venner leve. Lad Louise Collin sige Dem nogle venlige Ord, gaae til Wulle, og tænk ogsaa lidt paa

Søster Jette.

Jeg synes at det er grumme godt at De ikke længere springer i Vandet, saa maaskee De dog en Gang kan lære at undvære det daglig. – Den Pianistinde De omtaler, er nok den samme der var i Kjøbh. da jeg var der? – Alle have hedet mig hilse!–

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost