Dato: 9. november 1839
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Fredag d: 9de Novbr. 1839.

Tak for Deres Eventyr gode Andersen og for de medfølgende Linier, jeg modtog begge i Mandags Aftes paa Sengen hvori en Forkjølelsesfeber har holdt mig nogle Dage, jeg har som altid været heftigt angreben; men er nu paa lidt Mathed nær igjen rask, saa rask, at jeg alt idag har besørget mine Timer. Kjære Andersen, De har ladet mig vente længe efter at høre lidt fra Dem, og jeg besvarede dog saa øjeblikkeligt Deres foregaaende Brev af 25de Septbr. Ifjor Vinter var det anderledes, da fik jeg Brev saasnart jeg havde skrevet, det var saa deiligt ! "Ja bi til jeg skriver ! " har jeg sagt hver Gang til mig selv naar Posten intet har bragt mig; men – ængstelig – det har jeg slet ikke været, dog jo mod Slutningen en lille Smule; men ogsaa kun en ganske lille Smule ! See nu har jeg skjændt, skal vi nu være gode Venner igjen? Det kommer an paa Dem ! Moder vil selv takke Dem for Deres venlige Epistel, og i et lille Indlæg besvare den. – Jeg vilde gjerne spøge lidt med Dem idag, for dog engang igjen at være lidt munter; men den daglige Jammer om mig, gjør at jeg reent glemmer det, og – Deres Brev, disse faae udjagede Linier, der ideligt modsige hinanden, hvordan skal jeg besvare dem - Hvad kan jeg sige. Og dog vilde jeg saa gjerne sige noget der kunde fortjene at De kalder mig: "Deres gode Søster Jette". De kan intet kjærere Navn give mig, og jeg vil bede Gud skjænke mig Kraft til ret at være det i Aand og Sandhed ! – Jeg er meget begjærlig efter Deres ny Bog, og vil læse den med den højeste Interesse. Alt hvad De skriver mig om den siger mig at den baade vil tiltale Phantasien og Hjertet og tror De ikke nok, at Søsteren har saa meget af begge Dele at hun kan følge med, vil De indestaae for den Første? saa svarer jeg for det sidste. Jeg har i dette Øieblik en saa ubeskrivelig Lyst til at høre Deres nye Bog, at jeg gjerne gav min hele Riigdom, ja selv noget af hvad der i mit Eje er mig kjærest, for iaften at være hos Fr Læssøe, og der høre Dem forelæse noget af Deres Billedbog, dog, De forlod os maaskee og gik i Theateret, til Jfr. R–s Concert429eller i Herr og Mad. B–s Soireer430 . Jeg havde reent glemt at De, som De jo skriver er en fuldkommen Dandy, og en Modeherre comme il faut svigter ikke Sligt, for en Søsters Skyld ! Saa lad os da tale om Deres nye Frakke! Hvilken Skrædder har syet den - hvilken Farve har den - Hvormeget har Alen af Tøjet kostet osv. osv. Den siger De jo interesserer Dem af Alt meest. Hvilke Damer finder Dem smukkest i den nye Frakke, og hvem ere de nydeligste blandt disse Damer? Kjære Andersen troer De virkelig, at en eneste af de Damer der kjænder Dem nøyere, og hvis Interesse og Godhed De sætter Priis paa, tænker paa Udstopningen i Frakken naar de veed at der slaaer et godt og trofast Hjerte under den - Vil De at Folk skal glemme Digteren for Dandyen, Mennesket for Frakken? De kan tro det naar jeg siger det, en Søster smigrer ikke, De har et interessant og aandfuldt Ansigt, er det ikke langt mere end at være smuk, især for en Herre; men naar jeg siger Dem, at De i mine Øjne er smuk, saa maae De igjen ikke glemme at Søsteren maaskee med Forkjærlighed seer paa de Træk der ere hende kjære ! – Jeg taler saa aabent til Dem er De vred derfor? Tro for al Ting ikke at jeg har villet moralisere, jeg er selv ofte lidt forfængelig, hvis jeg var smuk vilde jeg maaskee ikke være det ! – Jeg har læst Deres Eventyr paany med megen Fornøjelse, jeg veed ikke hvilket af dem jeg skal foretrække, Storkene ere allerkjæreste; men den flyvende Kuffert er saa vittig, hvad der især har moret mig er den Yttring at man mærker paa en Bog at den er af en Dame, ved den Reenlighed der gaaer igjennem den431 skriver jeg nogensinde en Bog mere som jeg dog neppe tror, vil jeg ikke som i Tante Anna, hænge Gardiner op i den, eller endnu mindre som Frederikke Bræmer, lave Mad! De tænker maaskee, fordi jeg ikke forstaaer det, fy saa satirisk maae De ikke være ! Jeg har saa længe ikke skrevet, da jeg begyndte mit Brev syentes jeg at jeg havde et uendeligt Stof, tusende Ting at sladdre med Broderen om, og nu siger jeg dog slet ikke det jeg vilde sige. Paradisets Have er saa poetisk og smuk; men da jeg igjen læste det, forekom det mig som om det ikke ret egnede sig for Barnet, det modsiger imidlertid mine smaae Elever, det er det allersmukkeste forsikkre de, det samme sige de paa Guldensteen, da Grevinde B– sidst var her var hun selv hos Milo for at kjøbe Eventyrene der altid har behaget hende særdeles. Dedicationen til Fr. Heiberg er jo nydelig432 hvad sagde hun dertil? Blandt de øvrige Smaavers i Moders Brev syentes jeg bedst om det til Christian Winther433 . – Jeg vil dennegang intet fortælle Dem fra Hjemmet, Moder vil vistnok i hendes Brev sige Dem hvor mørkt og sørgeligt Alt er, og det vil ikke opmuntre Dem at høre det gjentaget. – Jeg har da læst Hauchs: En polsk Familie og den har behaget mig meget, to Dage efter nynnede jeg bestandig Frihedssangen. Noch ist Polen nicht verloren ! forekom mig i de Dage som den smukkeste af alle Sange. Det forekommer mig som om Hauch som Forfatter er ældre og alvorligere end De; men langtfra saa genialsk, der er et indere Soelskin over hvad De skriver som Hauch mangler, det er som om jeg saae det hele i Maanebelysning, meget er skrevet med Begeistring, og dog er der noget mat og koldt, jeg kan ikke sige hvori det ligger men jeg føler det. Pater Vincens og Starosten, synes mig ere ypperligt skildrede og vedligeholdte, saavel som den ynkelige Casimir, dette Menneske der hverken er sit Fædreneland, sin Hustrue, ja ikke engang sin Utroskab fuldkommen tro har desværre vist mange Brødre i Virkeligheden, og er som greben ud af Livet, med Damerne er jeg mindre tilfreds. Leontine interessere ikke ret som Heltinde, endskjøndt hun maaskee er rigtig skildret, hun er ikke Fruentimmer nok, om jeg var Herre veed jeg vist at jeg aldrig kunde forelske mig i hende; der er Alexandre, men hun stiller sig selv for lavt til at hun kan staae højt hos Andre, ikke engang hendes Troskab er interessant fordi den har en saa ussel Gjenstand. Jeg haaber at Emilies Afskyelighed er overdreven; men jeg veed det ikke. Hvad der i hele Bogen har tiltalt mig meest er Pater Vincens Ungdomshistorie, den bevægede mig forunderligt, kun kan jeg ikke begribe hvor det var muligt at Antonie saaledes kunde tage Feil af Forfatteren til Digtene, jeg synes det er unaturligt. Tror De ikke at Pater Vincens som ung har havt nogle Træk af Antonio , Antonie derimod er ikke nær saa elskværdig som Flamine . – Interesserer Deres nye Bog Dem ligesaameget som Improvisatoren da De skrev den? – Paa Mandag reiser Oldenborg og hans Kone til Kjøbh. hvor han bliver 14 Dage, hun noget længer, jeg haaber hun faaer Mulatten at see da skal hun ret fortælle mig naar hun kommer hjem. Jeg har jo endnu ikke lykønsket Dem til Deres Held med: den Usynlige seer De De har Lykken med Dem, vilde jeg sige naar det ikke klang som en Fornærmelse; men naar jeg skal være ganske ærlig, saa har den Usynlige behaget mig mindst af Alt hvad jeg kjender af Dem; men jeg antager at det ligger i min egen Mangel paa at opfatte det Comiske hvortil jeg mangler en Sands. De fortjener jo ret Penge i dette Aar, De kunde blive en lille Nabob om De ikke reiste saa meget, 800 til 1000 Daler forekommer mig som en stor Sum saaledes paa eengang; men for et offentligt Menneske er det maaskee ikke halv saa meget som det vilde være for een af os Andre, De vil anvende Deres Penge til en Reise over Middelhavet til Constantinopel, for at see ny Mennesker som De maae elske, for ret at føle Dem fremmet, ja det Sidste vil De vistnok opnaae, det Første – o ja, naar disse flygtige Venskabsforbindelser man stifter paa Reiser kan tilfredsstille ens Følelse, saa kan man vel opnaae denne Kjærlighed, Hjemmet vil imidlertid igjen blive Dem noget fremmed; men dog ikke i den Grad at De ikke som efter Tilbagekomsten fra Italien, med hele Deres Siel vil længes ud igjen.

Jeg har narret mig selv i Begyndelsen af mit Brev bestandig opsat at omtale denne Reise som jeg ikke kan tænke mig uden Ængstelse og Smerte; men det er jo noget der ikke kan komme i Betragtning. Gud velsigne Dem da, og gid den maae skjænke Dem den Tilfredsstillelse De venter, naar De gjenseer Hjemmet vil vistnok meget være forandret især i vor lille Kreds; men desværre neppe til det bedre, o, jeg tør ikke tænke een Dag fremad, Gud give dog Julen var overstaaet, den har i de sidste 5 Aar kun bragt vor Familie Sorg og Ængstelse. – Fra Tante Thea der, først for en 14 Dage?siden har forladt os, skal jeg hilse Dem ret meget det var en smertelig Afsked mellem hende og Fader, det næstsidste Indtryk hun medbragte fra Danmark, var hendes Ungdomsvenindes Mad. Krügers pludselige Død434 , et Tab der i høj Grad har smertet os Alle, hvad der i den senere Tid ogsaa har bedrøvet mig er Efterretningen om min kjære Hanne Selmers overordentlige Svaghed, hun har Alt hvad hendes Hjerte kan ønske; men hendes svage Helbred gjør at hun desuagtet aldrig kan føle sig lykkelig, thi der kan dog vist ingen bittrere Følelse gives end den Selverkjendelse ikke at kunde være i sit Hjem hvad hun saa gjærne vilde være, ikke med sin bedste Villie at kunde gjøre en Mand fuldkommen lykkelig som hun elsker og som gjør Alt for hende, thi hvilken Hyggelighed kan der tænkes i et Hjem hvor Konen næsten altid er syg. Dog jeg seer ikke hvor jeg kommer paa denne Gjenstand, der jo aldeles ingen Interesse kan have for Dem der kjender Hanne saa lidt. Lad os tale om Deres Billedbog, om den gamle Jfr.[s] Liigkiste med de løbske Heste for; naar skal jeg dog faae denne Episode at læse, og den som kommer i Aftenbladet ! – Levvel min kjære Broder, skriv snart , husk at Deres Breve i denne Tid udgjøre min eneste Glæde, en Glæde som De kan gjøre

Deres Søster Jette.

Levvel ! – O, jeg vilde gjerne see Dem i den nye Frakke.

.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846.