H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Henriette Hanck til H.C. Andersen 5. december 1839

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 5. december 1839
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Torsdag d: 5te Dcbr. [1839]

Min kjære Broder Andersen ! Hvis det havde staaet i min Magt at skrive i Gaar Aftes da jeg modtog Deres Linier havde De havt dette Brev Fredag, skjøndt jeg skriver strax i Dag kommer det to Dage senere, thi her gaaer nu ingen Post fra Byen før Søndag Formiddag; da jeg imidlertid haaber at De inden den Tid har seet nogle Linier fra mig, vil De see at De ikke har været glemt i Odense, dog det veed De jo! At Deres Brev bedrøvede mig kan jeg ikke nægte, jeg følte med Dem Bitterheden af en skuffet Forventning, en Glæde der har staaet en saa nær at man ret med Kjærlighed har kunnet omfatte den, er det tungt at give Slip paa; men De har jo oftere følt Dem skuffet af et Haab De ret har kjælet for, derfor vil denne Skuffelse vel ikke falde Dem saa tung som det maaskee ellers vilde have været Tilfældet, jeg synes at spore af Deres Brev at De alt har overvunden den, ikke sandt min kjære Broder? Deres Hjerte har ikke lidt derved, og Konstnerens Ærgjerrighed vil faae Erstatning en anden Gang, maaskee snarere end De tror ! Stød Dem ikke over Ordet Ærgjerrighed, jeg føler nok, at den Henrykkelse og Begeistring en Konstner føler over et vellykket og erkjendt Arbeide, er en renere og højere Følelse, end den mere egoistiske dette Ord betegner; men jeg havde i Øjeblikket intet bedre, dog De misforstaaer mig jo ikke! – Vor gode gamle Konge var vel ret træt, han har sikkert havt en god Villie, handlet efter sin bedste Evne, mere fordrer jo Gud ikke, det ere kun Menneskene der ofte ere saa kloge og strænge at de dadle Alt, mig har hans Død gjort veemodig. Den stakkels Kronprindsesse, der var hendes Faders kjæreste Datter, hun er vel ret bedrøvet, hvor dog en Time, et Øjeblik kan forandre Alt, o, Gud hvor De er lykkelig, at De ikke mere har nogen Fader at miste ! Med min kjære kjære Fader er det det Samme som da jeg sidst skrev!

– Hvorlænge mon Theateret nu vil blive lukket - Til næste Saison - Umuligt det finde Kjøbenhavnerne sig aldrig i. Hvor , og hvorledes vil De vel i den Tid tilbringe Deres Aftner, siig mig det , jeg kan godt begribe at det maae være et Savn at give Slip paa en saa indgroet Vane, som Deres at besøge Skuespillet. Mulatten vil da naturligviis blive det første Stykke der igjen bliver givet, og det vil blive modtaget med endnu større Jubel, med endnu stærkere Tilstrømmen. Det var maaskee ikke rigtigt at jeg læste Thomsens Brev der laae inden i mit; men'ndash;det var jo aabent, jeg saae Dem deri yttre, at det at Mulatten ikke blev opført fordærvede Dem mangen en Plan, mangen en Glæde. Det udsætter vel ogsaa Deres Indtægt? Det er jo ret tungt; men – Gud har ikke villet at De skulde reise til Tyrkerne, o, hvad vil De ogsaa der hvor ingen elsker Dem ! Dog Konstneren har jo et højere Maal, han maae see hvad han vil gjengive, opfatte det store Hele i sit Indre, han maae som den frie Fugl gjennemflagre Rummet, ikke sidde i et Buur klappes og faae Sukker, De er en Trækfugl De er selv Storken som De besynger; men naar Storken engang bliver borte, saa er det ikke Christian men Lucie der sørger, og det er ikke sagt at Gud er saa barmhjertig som Digteren, strax at bringe den Sørgende i Havn448 . Nei idag vil jeg ikke skrive mere, da jeg begyndte mit Brev tænkte jeg, nu vil Du ret see at opmuntre Broderen, gjøre Dig Umage for at sige ham det Bedste Du veed, saa jeg begriber da heller ikke hvor jeg kommer til at tænke paa Død og Skilsmisse, det er Sorgen om mig, thi som oftest naar jeg tænker paa Dem bliver jeg glad, de staaer for mig som en Broder og Ven der ikke vil glemme mig, der undertiden vil trænge til min Hengivenhed, og som om Tiden ogsaa skulde bringe ham i andre Forhold, dog altid med lidt Godhed vil mindes den gamle Søster !–

Lørdag d: 7de. Siig mig hvordan De tilbragte den 3die, hvordan Dagen gik ! Jeg var den Dag i en temmelig forknyt Stemning, det var saa graat og koldt udenfor, jeg gik til Børnene, og kom mod Sædvane ikke oplivet hjem, i Middagsstunden læser jeg gjerne lidt, jeg fik fat paa nogle gamle Breve af Bedsteforældrenes Efterladenskab, som Tante Gusta havde bragt, der vare nogle deriblandt der især tiltrak sig min Opmærksomhed for den muntre naive Tone hvori de vare skrevne, de vare fra en Charlotte Bluhme, en Steddatter, af en gammel Oncle hos hvem Bedstefader var opdragen og tilskreven ham i hans Ungdom449 . "Liebstes bestes Bruderchen", kaldte hun ham, det var ret som om Glæden havde dicteres[!] disse Breve; men nu kom der nogle skrevne flere Aar efter, hun var nu bleven en gammel Pige styrede Huset for Stedfaderen da Moderen var død, den velhavende Mand var nu forarmet, og de sidste Breve til Bedstefader, der imidlertid selv var bleven en ældre Mand og givt her i Byen, indeholdt Taksigelser for'ndash;Velgjerninger'ndash;hun havde modtaget, hun kaldte ham nu: "Verehrter Herr Vetter", og bad at aflægge sine bedste og ærbødigste Hilsner: "an seiner lieben Frau und ihrer kleinen Tochter!" Disse Breve bevægede mig forunderligt, jeg havde en Følelse af Alts Forgjængelighed herneden. For at adsprede mig greb jeg en Bog paa Faders Bord, det var: "Jahrbuch der Litteratur", og det første jeg slog op var et Brudstykke af Gøthes Brevvexling med Grevinde Augusta Stollberg, senere Bernstorff450 , jeg havde i Kjøbenhavnsposten seet denne Brevvexling omtalt paa en spottende Maade, hvad jeg her saae fortjente det sandelig ikke, men det var kun Gøthes første Brev til den unge Pige, og saa det Brev den gamle Enke mange Aar senere havde tilskreven sin Ungdomsven, jeg havde ikke tænkt mig at Gøthe kunde have saa megen Følelse som der laae i hans Svar, o, jeg syntes ordentlig at det gjorde mig Glæde at han havde svaret, og svaret saaledes. Jeg fortrød at jeg Øjeblikket før havde skrevet nogle triste Linier paa det lille Brev, De vist nu gjennem Fr. Læssøe har modtaget. Eftermiddagen tilbragte jeg hos Fader og maatte være saa stille munter som det stod i min Magt; men han var ret forknyt, saa jeg fortrød at jeg til om Aftnen havde modtaget en Indbydelse fra Thabitha der skrev, vi have ikke seet Jette nogen Aften hos os et heelt Aar, hvem der holder af mig kommer, Fader vilde selv jeg skulde gaae; men jeg maatte først græde mig ret let inden jeg gik. Hos Plums var hyggeligt, og jeg blev oplivet. Thabita og jeg talte ret meget om Deres Mulat, som jeg troede skulde gaae Onsdag, Dagen efter. Næste Formiddag saae jeg af Bladene at Bestemmelsen var Tirsdag Aften, og jeg blev ganske bedrøvet over, at jeg havde været i et saa slet Humeur Gaarsdagen som jeg ansaae for Deres Glædesdag; jeg sadte mig hen paa Sophaen, lukkede Øjnene, og tænkte paa Ungdomsdagene i Tolderlund, een Dag stod tydeligst for mig, det var det andet Aar De besøgte os der451 , det var min Geburtsdag, De havde taget en Efeugreen fra Volden om Moders Bænk og slynget mig om Hovedet, vi seilede ned til Skibhusene; men fik Regn og maatte gaae hjem, vi to løb foran. Regnen, den milde Luft, og den hurtige Gang gjorde at Kruusningen gik ud af mit Haar der hang langt ned under Krandsen: "Fy" sagde De, "det seer hæsligt ud, nu vil De altid staae saaledes for mig, naar jeg tænker mig Dem !" Jeg lo. "Det er saamæn lige meget!" tænkte jeg; men det maae dog nok have saaret min Forfængelighed lidt, thi da De var reist, faldt det mig flere Gange ind om jeg vel ogsaa stod saaledes for Dem. Kunde jeg endnu staae for Dem med det unge og glade Ansigt som dengang maatte Frisuren gjerne være uordnet og hæslig! – Skal jeg ikke høre noget mere om Deres Forelæsning hos Caroline Amalie, hvilke Steder i Mulatten der tiltalte hende meest, hvorledes hun udtalte sig derover ! Det vilde ret interessere mig.– Oncle Oldenborg har nu forladt Kjøbh. vi vente ham paa Tirsdag, det fornøjer mig at De har talt [med] ham. Tante Jane bliver endnu en 12 Dage i Hovedstaden, hun opholder sig nu formodentlig hos Justitsraadinde Wivet hvis De kjender hende, Nummeret veed jeg ikke. Seer De Tante, da giv hende Brev med til mig; men først venter jeg dog et med Posten, snart meget snart , har jeg ikke fortjent det? Og jeg længes derefter !– Her i Byen tales kun om den sorte Stads. – Fader og Moder have bedet mig hilse Dem ret meget, ogsaa Tante og Søstrene hilse.

Thomsen fik øjeblikkelig Deres Brev, hans Kone er i disse Dage i Kjøbenhavn for at skaffe Penge siger man. – Hvad skal der dog blive af de stakkels omreisende Skuespillere i denne Tid, de maae da sulte! – Levvel, det har oplivet mig at underholde mig med Dem, mine Breve glæder Dem, siger De, gid det ogsaa maae blive Tilfældet med dette, muntert er det vel ikke; men De vil i det, som altid gjenfinde

Deres trofaste Søster Jette.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost