Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 10. december 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 10 December [1839].

Det var søsterligt af Dem, De skrev saa snart! I Løverdags, efter Opførelsen af Kammeraterne, var jeg sagt til at være hos vor nuværende Konge og Dronning. Det var nu ikke saa rart, at jeg skulde læse mit Stykke, efter at de have seet et godt Stykke, ypperligt udføre, derved maatte mit tabe betydeligt. Jeg blev ført ind i hans Værelse, ventede der lidt, og de kom da fra Comedie og undskyldte nydeligt for min Venten, hvorpaa jeg førtes op i Caroline Amalies Værelse, hvor et lille rundt Theebord var dækket, Prindsen tog Plads i Sophaen lige for Caroline Amalie i [en] anden, ogsaa ved Bordet, og man bad mig sidde ned i Lænestolen ved Siden. Jeg blev forestillet for Prinds Bentheim452 , Frøken Waltersdorf453 skjænkede Thee, vi talede om Theater og Litteratur; efter at Theen var taget bort læstes Mulatten, Scenen i første Act hvor Cecilie og Horatio tale om Paris, samt i sidste Act Historien om Hesten454 , syntes at behage meest. – Da Stykket var læst spiiste vi skaaret Smørrebrød og Kage, drak Viin og talte om Gutzkow455 og om Marmier, hvilken sidste Caroline Amalie sagde mig var her, han havde havt Audients samme Dag. Hun sagde nu at hun tog Deel i mit Stykkes Skjæbne forestaaende Tirsdag, at hun vilde see det og da jeg brød op, fulgte Prindsen mig til Døren og yttrede at naar jeg havde igjen et nyt Arbeide vilde det glæde dem at høre mig forelæse det. Jeg fandt mig saa hyggelig og vel i deres Kreds og det var over Midnat da jeg kom hjem. Næste Dag var der Prøve paa mit Stykke og om Mandagen General Prøve, der gik glimrende; den eneste, som ikke synes mig at give sin Rolle godt – men det er mellem os – er Nielsen; ja Paleme, bliver reent til Nul. Fru Heiberg456 sagde Replikken i tredie Act, hvor hun er ene og taler om sin opvaagnende Følelse, saa mesterligt, at Alle der vare tilstede bleve henrevne; hun kom derpaa ned i Parquettet til mig, spurgte om jeg var tilfreds og var høist elskelig. Mad: Nielsen457er ganske fuldendt458. Holst fortræffelig og Udstyrelsen er nu meget god. Jeg har mødt en Beredvillighed, en Hyldest, der næsten synes for stor. Om Natten sov jeg lidt febersyg og havde Anelse om Kongens Død, thi om Aftenen, da jeg var hos Collins, og der talte om Prøven, sagde den gamle Collin, gid at Stykket maa gaae rundt, at ikke Kongen døer, han er meget daarlig ! – "O, saa døer han vist inat eller imorgen, naar Stykket begynder!" udbrød jeg. I Dagningen var jeg oppe, saae fra mine Vinduer, Maskinkarlene bære de nye Palmetræer Palemes Hytter, Eleonores Seng og Markeds Boutikker ind paa Theatret; Placaten var slaaet op, Folk stod udenfor, da kom den ene efter den anden: Kongen er død Klokken halv 9. Jeg havde været i en Spænding og blev nu mere angrebet, men Dagen efter var jeg sløv, mat og syg, nu er det bedre. De vil vide hvorledes Resten af Tirsdagen gik; jeg var da om Middagen hos Collins, hvor der var stor Bedrøvelse, thi Kongen var personlig elsket der, dog beklagede de ogsaa mig, og ikke et Menneske mødte jeg den Dag der talte til mig, uden at man ved at nævne Kongens Død beklagede mig; endnu taler man til mig derom, der var en almindelig Interesse for at see Mulatten, der er i stort og godt Rygte her i Byen; mueligt venter man for meget. Aftenen tilbragte jeg i Studenterforeningen, hvor de Alle condolerede mig. Nu er her grueligt trist, jeg savner Theatret, dog længe varer det ei; ja det [er] endogsaa forbausende snart Lystigheden begynder. Kongens Begravelse er bestemt til den 10 Januar, det vil sige, om Kisterne kunne blive istand, og alt den 13 Januar aabnes Theatret igjen, rimeligviis med Mulatten. Altsaa om fire Uger. Der er med Indstuderinger imidlertid ingen Standsning; hver Dag er Prøver, saaledes øves paa Operaen: Bryggeren i Preston459 og paa Bedstefader Guerin460 . Næsten Alle, selv Tjenestepiger gaae i Sorg og man fortæller at igaar blev to Damer insulterede i Dronningens Tværgade, Pøbelen rev deres røde Hatte af Hovedet paa dem. Her tales meget derom, og næsten Enhver man ser er i dyb Sorg, jeg har faaet nye sorte Klæder, sorte Handsker og Flor om Hatten, Moden er imidlertid hører jeg i Dag, for fiffige Herrer fiint Klæde om Hatten og hvide Halstørklæder med sort Kant. Hos Collins, hvor de høre til anden Classe, ere de nu meget i Sorg. Karreeterne ere overtrukne, ingen Orgler spilles. Nei, hvor her er trist ! – Igaar reiste Marmier til Paris, han besøgte mig og sagde at min Biographie havde vakt Opmærksomhed i Paris, og at han vilde oversætte noget af mig; hans opsagte Kjæreste Marie Øehlenschlæger, saae han slet ikke, det lod til at han endnu tænkte smukt paa hende. Heiberg var han vred paa, da han vidste at han vilde skrive en ond Kritik over hans "nordiske Litteratur'&461 , ja, sagde han, "skriver han mod mig for hundred, skal jeg skrive mod ham for 3000 ! H. er en Poet, som er i Mode hos de Danske, men er ubetydelig for Europa, dem interesserer Øehlenschlæger og, tilføiede han galant, Monsieur Andersen!" Han holder meget af mig, den kjære Marmier, men desværre, hans Bog er nok temmelig svag ! Men jeg skriver saa meget om mig selv ! Deres Fader ligger mig dog i dette Øieblik, ligesaa nær paa Hjertet, jeg tænker saa tidt paa ham, lider med ham, at jeg faaer en Følelse, som om jeg skulde lide, som ham, ja kan bilde mig det ind, og spurgte endogsaa min Læge, forleden om jeg ikke var u[d]seet allerede til at lide saaledes; jeg veed ikke, men hans langvarige Liden, synes mig saa tantalisk, at jeg af Frygt for samme Skjæbne, føler en Drift, som Møllet der af Skræk for Lyset flyver i det, at jeg ønsker, o, var jeg dog midt deri jeg vilde at disse Qvaler skulde ende ! Hils ham fra mig ! hils ham som det var en Søn eller en yngre Broder! – Deres gode, kjære Moder! Gud give hende Sundhed og Styrke ! hvorledes tage de begge Kongens Død? Deres Tante maa de ogsaa hjerteligt hilse, jeg talte med Procurator Hansen om hende og hendes Affaire og han gjorte mig meget tydeligt jeg ikke havde tænkt over. Gid hun faae megen Glæde af Christian og en rolig Fremtid. Deres Tante har jeg talt med i Theatret og i Dag har jeg lovet, jeg troer det er for hende, at læse Mulatten hos Fru Heynen462 , det er Klokken 12; aligevel foretrækker jeg, at sende dette Brev med Posten, saa kommer det lidt hurtigere. Tak for det lille Brev i Fru Lessøes Epistel ! – De ønskede i et af Deres [Breve] at jeg, naar jeg skrev, gav Dem en Afskrift endnu af et Billede i "Billedbog uden Billeder", det vil jeg. Bogen kan blive en dansk "1000 og een Aften", men jeg vil først see hvad Virkning den gjør og derfor udkommer kun en lille Bog med 20 Aftener, omtrent halv 3die Ark, den er alt under Trykken, to Aftener, som hører til de bedre har jeg maattet udslette, da jeg frygtede at disse kunde af Mængden betragtes, som sigtede de paa een eller anden Maade til Kongens Død, det er nu slet ikke Tilfældet, som hver rolig Læser indseer, men jeg vil dog helst undgaae Sligt, de gjemmes nu til et følgende Bind, jeg vil afskrive Dem disse. Det er egentlig den første og den sextende Aften. Hør nu til ! – "Der langveis borte", sagde Maanen, "liger et Slot stort og prægtigt, med Marmorbilleder i Muren og prægtige Tæpper paa de brede Trapper og Gange. Jeg seilede hen over Tagets Kuppel, saae ind i de store Sale; der var en forunderlig Travlhed; jeg speidede efter Aarsagen og fandt et Sovekammer, der laae Førsten paa sin Sotteseng, prægtige Fløielsgardiner med tunge Guldqvaster hang om Leiet, rundt om stode Hoffolkene og flere Læger; der var saa stille, thi Førsten sov, sagde de; men Førsten sov ikke ! jeg saae, hvad de ikke kunde see; midt i den prægtige Seng, paa Brystet af den blege Konge, sad Døden selv, Knokkelmanden, med den blinkende Guldkrone paa sit Hoved og holdt sine spidse Fingre fast paa Kongens Øine, imens han fortalte ham Eventyr, frygtelige Eventyr fra Kongens eget Liv, og der var saa stille i Værelset, at ikke et Ord gik tabt; og der stod Blod og Sveddraaber paa Kongens Pande – men jeg fløi bort over Bjergene !" – Det fortalte Maanen, og jeg tegnede Billedet, en Digter vilde gjøre det bedre og Tonekunstneren kunde give det Farver, brændende Farver, der gik til Marv og Been, som de i Eventyret Døden fortalte Kongen." – Dette blev allerførst skrevet, men vilde, som De seer, slet ikke passe sig at komme ud, det maa ligge! Det efterfølgende mene Alle jeg godt kunde give nu, men jeg har en Følelse, som siger nei, og saa kommer det ei. – Hør nu! – "Imellem sorte Granskove, nær Roxens melankolske Bredder ligger den gamle Kloster Kirke Vreta; min Straale gleed gjennem Gitteret ind i den rummelige Hvælving, hvor Kongerne blunde i store Steenkister, over dem prange, som Billedet paa jordisk Herlighed, en Kongekrone, men den er gjort af Træ, malet og forgyldt, den holdes fast ved en Træpind, spiget ind i Muren, Ormen har gjennemgnavet det forgyldte Træ, Ædderkoppen spundet sit Næt fra Kronen til Kisten, det er et Sørgeflag, skjørt, som Sorgen hos de Dødelige. Hvor stille de blunde ! O, jeg mindes dem saa godt ! jeg mindes det kjække Smiil om Læben, der udtalte Glæde eller Kummer, saa mægtigt, saa afgjørende! Naar Dampskibet, som en Trolddoms Snekke seiler op over Bjergene her, kommer stundom en Fremmet, han besøger Gravene, spørger om Navnene og de klinge glemte og døde; han seer paa de ormstukne Kroner, smiler, og er han et ret fromt Gemyt, da er der Veemod i hans Smiil. Blunder i Døde! Maanen mindes Eder, Maanen kysser i Natten med sin kolde Straale Eders stille Kongerige, som Fyrretræes-Kronen hænger over!"

– Det lille Hefte vil nu indeholde saa vidt jeg kan huske, thi Manuscriptet er hos Bogtrykkeren, følgende, udmal Dem nu selv Maleriet. Hinduepigen. Den lille Pige og Hønen. Min Rose fra Præstegaardens Have. Et Theater. Digterne paa Upsals Høie. En Landevei ved Skoven. Den gamle Jomfru. Pompej i Maaneskin. Venedig. En ny Kjole og Hat; Børnene og Storken. Polichinel. Den udpebne Skuespiller. En Redacteurs Stue. En Bryllups Nat. En grønlandsk Sommernat. Ingen Maaneskin. Aarets 12 Maaneder i Vignetter. See det er omtrent Indholdet, saa at De seer Bogen bliver meget lille. –

Jeg vilde have skrevet hele dette Papir ud, men Tiden er ei dertil, Klokken er slaaet fire, jeg skal ud til Meddag, jeg har læst hos Fru Oldenborg. Hels hjemme alle vore Kjære, skriv mig snart til. Idag har jeg faaet Indbydelse at besøge og blive nogen Tid hos min Boghandler i Braunsweig, men jeg komrner ikke! Hvert Billled kommer der ud mod et Kobber.

Lev vel

ihast H. C. Andersen Broderen

Tekst fra: H.C. Andersens Hus