H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Mimi Holstein-Holsteinborg 17. marts 1874

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: *opmuntr*

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 17. marts 1874
Fra: H.C. Andersen   Til: Mimi Holstein-Holsteinborg
Sprog: dansk.

H. C. Andersen til Grevinde Mimi Holstein.

Kjøbenhavn den 17 Marts 1874.

Kjære Fru Grevinde!

Dage og Uger flyve hen, og endnu har jeg ikke hørt fra Deres Naade, veed ikke hvorledes De og den lille Elisabeth have det. At de begge ere paa Holsteinborg og ikke komme herind til Byen er sagt mig, men det er ogsaa Alt. Det bedrøver mig at vide Dem lidende. Aldrig glemmer jeg den inderlige Deeltagelse Deres Naade viiste mig forrige Vinter da jeg var en Deel sygere end jeg nu er, hvor venlig De tænkte paa mig og bragte mig Trøst og Opmuntring. Endnu er jeg svagelig, kommer aldrig ud som før, ikke i Theatrene, ikke i Consert eller til Venner naar en større Kreds er samlet; tidt er jeg ved at tabe mit gamle gode Humeur. Det er mig saa ynkeligt saaledes kun at vegitere. Vintren har forresten været saa mild; jeg har ogsaa næsten hver Dag i den senere Tid gaaet ud en halv Time og aandet den friske Luft, men noget digterisk Arbeide har jeg ikke havdt Tanke til; min eneste Beskjæftigelse har været at lave et Skjermbræt, Ideen laant fra Deres Naades Søsters smukke Arbeide hun ifjor forærede mig. Jeg har søgt at lægge en poetisk Idee eller en historisk Fremstilling ind i hvert Blad og man siger at det Hele er som et stort broget Eventyr. Men hellere vilde jeg med Pen og Blæk have bragt et saadant paa Papiret end her kun at udklippe Billeder og stille disse sammen i min Tankeforbindelse. Om Maskeraden ved Hoffet336 har jeg hørt en Deel fortælle, den maa jo have været særdeles interessant og vellykket. Studenter-Carnevalet337 havde, hører og læser jeg, været meget ypperligt; hos Melchiors var arangeret en privat Maskerade338; der var deiligt decoreret og mange morsomme Masker, men heller ikke der var jeg. Medens de kjære Venner dandsede og jublede sad jeg ene og kukulurede i mine smaae Stuer. Nu kommer snart Foraaret og den varme Sommer, da haaber jeg at komme til Kræfter, skeer det ikke, da har jeg ikke Tanke om at jeg mere bliver rask men at det er snart forbi med dette mit Jordliv. Jeg maa være taknemlig og glad ved al den Naade og Velsignelse Gud viiste mig i dette Liv; jeg har dertil opnaaet at see min lille Gjerning her groe i alt godt. Naar man, som jeg, snart har fyldt Støvets Aar, de syv gange ti, maa man hver Dag vente at nu skal man kaldes. Var jeg ret ved Sundhed levede jeg dog gjerne nogle Aar endnu! Bring mig i venlig Erindring hos Greven og alle Børnene. Glæder Deres Naade mig med Brev, skriv da ogsaa lidt om den kjære Bodil og hendes Hjem.

Fru Scavenius har under hendes Ophold her i Byen besøgt mig to Gange. Jeg faaer hende nu ikke mere at see paa Basnæs339, hun vil jo boe skifteviis ved Skjelskjør og i Kjøbenhavn. Lev nu hjertelig vel! Gud glæde, velsigne og bevare Dem.

Hjerteligst og ærbødigst

H. C. Andersen.

E. S.

Fru Melchior sender mange venlige Hilsener.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus