H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Josephine Kaulbach 25. april 1874

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 25. april 1874
Fra: H.C. Andersen   Til: Josephine Kaulbach
Sprog: dansk, tysk.

Kjøbenhavn den 25 April 1874

Kjære, dyrebare Fru Kaulbach!

I Deres første, dybe Smerte over den velsignede Ægtemands Død vilde jeg ikke skrive. Gud mildner selv den tungeste Prøvelse; jeg vil haabe til ham, at De nu [føler] en mildere Smerte, og derfor skriver jeg først nu! Det kom mig saa uventet, at den herlige trofaste Ven, den store Maler Kaulbach, var død; Efterretningen herom blev greben med dyb, veemodig Deeltagelse. Jeg havde saa sikkert haabet endnu engang at trykke hans Haand, see Dem, kjære Fru Kaulbach, og Deres Børn og Slægt; ja, De var jo saa venlig at tilbyde mig et Hjem i Deres Huus, naar jeg næste Gang kom til München. Alt jordisk Skjønt, Godt og Lykkeligt farer saaledes hen. I denne Sommer havde jeg dog ikke naaet München; jeg er syg endnu. Atten Maaneder i det Hele har jeg været syg, dog næsten allermeest, da jeg forrige Sommer vendte hjem fra München til Kjøbenhavn. Jeg har siden tilbragt den meste Tid i mine Værelser; dog bedres jeg; Lægerne mene, at Sommeren vil hjælpe mig godt frem. Jeg skal gjenvinde at see mine Venner; men ham, vor ædle, herlige Ven Kaulbach seer jeg aldrig mere paa denne Jord! Med Inderlighed gjemmer jeg hver Erindring om vort korte Møde.

- - - Gud styrke Dem i Deres store Sorg! Han velsigne Dem for al den Godhed og Deeltagelse, De har forundt

Deres taknemmeligt hengivne

H. C. Andersen

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

Kopenhagen, 25. April 1874

Liebe, theure Frau Kaulbach!

Während Ihres ersten, tiefen Schmerzes über den Tod Ihres theuren Gatten wollte ich nicht schreiben. Gott mildert selbst die schwersten Prüfungen; ich will zu ihm hoffen, daß Sie jetzt einen milderen Schmerz fühlen und daher schreibe ich erst jetzt! Es kam wie unerwartet, daß der herrliche, treue Freund, der große Maler Kaulbach todt sei; diese Nachricht ergriff mich mit tiefer, wehmüthiger Theilnahm. Ich hatte so sicher gehofft, noch einmal seine Hand zu drücken, Sie, liebe Frau Kaulbach, Ihre Kinder und Verwandten zu sehen; ja, Sie waren ja so freundlich, mir ein Heim in Ihrem Hause anzubieten, wenn ich das nächste mal nach München kommen würde. Alles Irdische, Schöne, Gute und Glückliche fährt also dahin. In diesem Sommer würde ich doch nicht München erreicht haben; ich bin noch krank. Ich bin jetzt während voller achzehn Monate krank gewesen, fast am meisten, als ich im vorigen Sommer von München nach Kopenhagen zurückkehrte. Ich habe die meiste Zeit in meinem Zimmer zugebracht, doch geht es mir jetzt besser; die Aerzte meinen, daß der Sommer mir helfen werde. Ich soll es also wieder erleben, meine Freunde zu sehen; aber ihn, unseren edlen und herrlichen Freund Kaulbach sehe ich nie mehr auf dieser Welt; mit Innigkeit bewahre ich jede Erinnerung an unsere kurze Begegnung.

- - - Gott stärke Sie in Ihrem großen Kummer! Er segne Sie für all die Güte und Theilnahme, die Sie schenkten

Ihrem dankbar ergebenen

H. C. Andersen

Tekst fra: H. C. Andersens Briefwechsel mit Sr. Königlichen Hoheit dem Grossherzog Carl Alexander von Sachsen-Weimar-Eisenach und anderen Zeitgenossen.

Kopenhagen, 25. April 1874

Liebe, teure Frau Kaulbach!

In Ihrem ersten tiefen Schmerz über den Tod des teuren Ehegatten wollte ich nicht schreiben. Gott mildert auch die härteste Prüfung. Ich will zu Gott hoffen, daß Ihr Schmerz nun milder geworden ist, und deshalb schreibe ich erst jetzt! Es kam mir so unerwartet, daß der herrliche, teure Freund, der große Maler Kaulbach todt war. Die Nachricht wurde mit tiefer, wehmüthiger Teilnahme aufgenommen. Ich hatte so sicher gehofft, noch einmal die Hand zu drücken, Sie zu sehen, liebe Frau Kaulbach, und Ihre Kinder und Verwandten. Ja, Sie waren doch so freundlich, mir ein Heim in Ihrem Hause anzubieten, wenn ich das nächste mal nach München käme. So fährt alles irdische Schöne, Gute und Glückliche dahin. In diesem Sommer wäre ich doch nicht nach München gekommen. Ich bin noch immer krank. Ich bin im ganzen achzehn Monate lang krank gewesen, fast am schlimmsten aber, als ich vorigen Sommer von München nach Kopenhagen zurückgekehrt war. Ich habe seitdem die meiste Zeit in meinen Zimmern verbracht. Aber es wird besser. Die Ärzte meinen, daß der Sommer mir guttun wird. Ich werde meine Freunde noch einmal wiedersehen; aber ihn, unsern edlen und herrlichen Freund Kaulbach sehe ich nie mehr auf dieser Erde; Mit Liebe denke ich an jede Erinnerung aus unserem kurzen Zusammensein.

Gott stärke Sie in Ihrem großen Schmerz! Er vergelte Ihnen alle Güte und Theilnahme, die Sie erwiesen haben

Ihrem dankbar ergebenen

H. C. Andersen

Tekst fra: Briefe der Liebe und Freundschaft der letzten hundert Jahre.

Kjøbenhavn den 25 April 1874

Kjære, dyrebare Fru Kaulbach!

I Deres første, dybe Smerte over den velsignede Ægtemands Død vilde jeg ikke skrive. Gud mildner selv den tungeste Prøvelse; jeg vil haabe til ham, at De nu en mildere Smerte, og derfor skriver jeg først nu! Det kom mig saa uventet, at den herlige trofaste Ven, den store maler Kaulbach var død, Efterretningen herom blev grebet med dyb veemodig Deeltagelse. Jeg havde saa sikkert haabet endnu engang at trykke hans Haand, see Dem, / kjære Fru Kaulbach, og Deres Børn og Slægt; ja De var jo saa venlig at tilbyde mig et Hjem i Deres Huus naar jeg næste Gang kom til München. Alt jordisk Skjønne Godt og Lykkeligt farer saaledes hen. I denne Sommer havde jeg dog ikke naaet München; jeg er syg endnu, [overstr: hele] 18 Maaneder i det Hele har jeg været lidende, dog næsten allermeest da jeg forrige Sommer vendte hjem fra München til Kjøbenhavn, jeg har siden tilbragt den meste Tid [overstr: paa] i mine Værelser; dog bedres jeg, Lægerne mene at Sommeren vil hjælpe mig godt frem. Jeg skal gjenvinde at see mine Venner, men ham, vor ædle herlige Ven, Kaulbach seer jeg aldrig mere / paa denne Jord! Med Inderlighed gjemmer jeg hver Erindring om vort korte Møde.

[overstr: den unge] Nicolai Bøgh, den unge Mand som i Sommer fulgte mig paa Reise og som De venlig modtog har i den danske illustrerte Tidende, skrev et særdeles smukt Stykke: Kaulbach i sit Hjem", der giver et høist tiltalende smukt Billede; [overstr: af] maaskee bliver det oversat og De vil see med hvilken Kjærlighed det er skrevet. Han sender Dem og alle i det kaulbaches Hjem de meest deeltagende Hilsener. - Gud styrke Dem i Deres store Sorg, han velsigne Dem for al [overstr: Deres] den Godhed og Deeltagelse, De har forundt Deres taknemmeligt hengivne

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 668-69)