Dato: 23. januar 1840
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

[23. Januar 1840]

Tak for Deres sidste Brev ! Jeg kom i Søndags hjem fra et Sygebesøg paa nogle Timer hos den stakkels Tante Ida der endnu er meget syg, jeg havde kjørt paa aaben Vogn i Storm og Slud, saa en varm Kop Thee og de kjøbenhavnske Nyheder smagte ganske fortræffeligt. Noget af Begravelseshøitideligheden kjendte jeg vel forud deels af Berlings Avis som Deligenceposten havde bragt Lørdag deels af et Brev fra Adolph Recke til hans Moder der var skrevet Torsdag Aften efter hans Hjemkomst fra Roeskilde; men hvad jeg vidste var dog ufuldstændigt, og faaer desuden Interesse ved den forskillige Maade hvorpaa Sligt er opfattet, Deres Beskrivelse interesserede os Alle meget, den blev strax Fader forelæst. – Deres yndige Digt til H. P. Holst har jeg læst, vi finde det Alle saa særdeles smukt ! Holstes Digte har jeg endnu ikke læst, de vare ikke i Bibliothekerne, jeg sagde Kalkar at jeg saa gjerne vilde læse dem, saa sørgede han for at de kom i Læseforeningen; men der skal hver ny Bog ligge en Tid før den udlaanes; en sødere Duft end den man indaander i Deres Digt til Forfatteren kan hans Digtninge neppe indeholde, det har gjort mig dobbelt begjæriig efter at læse dem. Holst er Deres Ven skriver De, De har, og har altid havt mange Venner, jeg kunde næsten misunde Dem denne Modtagelighed for at slutte sig til Menneskene, dog at jeg ikke ejer den ligger vel i at jeg har Forældre og Sødskende der ere mig saa meget, at Andre i Sammenligning dermed kun blive mig lidet. En af Deres Venner som De paa den senere Tid saa sielden, eller rettere aldrig omtaler, er blandt alle de jeg har hørt Dem beskrive, den der har staaet i det smukkeste Lys for mig, det er Originalen til det herlige Portrait i Deres Stambog, jeg mener Eduard Collins. Det Ansigt seer saa godt og klogt ud, der ligger noget aabent i Blikket, noget fast, om den tættillukkede Mund, det seer ret ud som om det vilde sige: Jeg smigrer Dig ikke; men paa mig kan Du stole! Dog jeg veed virkelig ikke hvor jeg saaledes kommer til at omtale Deres Venner det er ikke for at gjøre Dem kjed af dem! – Holst vilde vist behage mig hvis han ikke for Tiden var en Modeartikel ! – Men Gud, det er jo sandt, Collin er jo Wulles Fader; og jeg som har studeret saaledes paa hvor den Ven dog var bleven af ! –

Fredag 24de

I dette Øjeblik kom Louise og hun bliver her i en 10–12 Dage; Gudskeelov hun har det i enhver Henseende saa uendelig behageligt. Paa Søndag er det Faders Geburtsdag, i gamle Dage var det ogsaa Bedstemors, Gud hvor jeg som Barn glædede mig til denne Dag, Natten forud kunde jeg aldrig sove af Glæde, det forekom mig som om de store fornuftige Mennesker, maatte blive lige saa fornøjede ved mine Smaagaver som jeg var ved at bringe dem, undertiden bleve de det vel ogsaa ! Før Faders Sygdom, har jeg kun seet ham to Gange græde, paa hans Sølvbryllupsdag; men det var af Glæde, og til en Geburtsdag; jeg havde broderet ham en Krave som man dengang brugte, og skrevet et lille Vers dermed, hvor jeg bad ham blot at bære den hver Fødselsdag, dengang græd han, han trykkede mig saa fast, og inderligt op til sig; "Ja, det vil jeg" sagde han; men husk ogsaa at jeg faaer den paa i min Liigkiste, mit sidste Ord skal være, begrav mig i Jettes Krave!" Gud hvor mange Geburtsdage mon vi vel endnu ville beholde ham. De haaber paa Foraaret, det gjøre de Andre her hjemme ogsaa, jeg tør ikke haabe for meget, thi saa vil jeg siden blive for svag til at bære ! – Imorgen vil jeg gaae ind til Milo for at læse Deres Billede i Portefeuillen, paa anden Maade faaer jeg det neppe saa hurtigt at see. – Af de kjøbenhavnske Witzer som De omtaler kjender jeg adskillige, den der har moret mig meest er den om Thiele, hvor den Mand maae beherskes af en smaalig Forfængelighed, jeg synes at der ligger noget ynkeligt i endelig at ville være Planet, naar man ikke kan være Fixstjerne, som jeg før har hørt Thiele beskrive har han staaet i et interessant Lys for mig, nu derimod sammenblander jeg altid Ideen om ham, med den yderste Punkt af en Comeethale, forstaaer De nu ikke nok hvordan jeg tænker mig ham - Jeg har aldrig før vidst at Commandeur Wulff gav sig af med at skrive Vers, da Fader havde læst dem De omtaler udbrød han ligesom De. Hvor De minder om A.B.C.en de gaae jo paa samme Melodi som: "Naar Crocodillen ynksomst græder, den aller snarest Folk opæder!" Da han hørte Deres Brev forelæse hvori De paa en lignende Maade udtaler Dem om Wulffs Vers, sagde han, naar Du skriver Andersen til, maae Du fortælle ham hvor lige vor Dom har været. Vi høre ellers aldrig Fader komme med en af disse muntre Yttringer, der i bedre Dage ideligt undslap ham. – Holstes: "Farvel"501 finder jeg ret smukt; men for eenstonende med det foregaaende Digt.–Siig mig er Marie Øehlenschlægers Mand ikke ogsaa en Slags Scribent502? Jeg synes at jeg har hørt noget derom ! Det var jo godt at Marmiers Utroskab faldt paa en Pige der har trøstet sig saa let igjen, om M? har jeg rigtignok hørt sige at han skal have en Forlovelse hvor han kommer, men maaskee det er Bagtalelse. Jeg bladrede for længere Tid siden i en Læsefrugt hvori der fandtes en Beskrivelse af Marmier over nogle Egne i Sielland503 , hvilke, kan jeg ikke engang mere erindre, deri lader han en Fange af Folkeklassen fra et Taarn synge Andersens: "deilige Sang" "Jeg drømte, jeg var en lille Fugl !"504 Dette Citat forekom mig som en løs Arabesk, hvormed han har villet pynte det gamle Taarn, det saa uendelig smukke Digt er maaskee et af Deres mindst bekjendte , og det lægger han en siellandsk Bondelømmel i Munden, der er fængslet for Tyveri. – Af Nyheder veed jeg næsten ingen her døe saa mange bekjendte Folk, det vil da sige af vore Bekjendtere. Rikke Voigt505 er i denne Tid blevet forlovet med en tydsk Kjøbmand, der rigtignok som man siger skal være 10 Aar yngere end hun; men da hun jo er en riig Pige seer han vel som Kjøbmand ikke derpaa; Rygtet gaaer her at der paa det Skib hvormed Dr. Ruge og hans Familie gik til Amerika skal have været Mytteri, og at Mandskab og Passagerer er kastede iland i det sydlige Amerika. Ligeledes fortælles her, at Abrahamsen ikke kan føre sin Datter ned ad Kirkegulvet til hendes Confirmation506 , fordi han paa sine Reiser er bleven Catholik, det er da vist Sladder; men fortæl dog ikke Fr. Læssøe at det siges. – Fr. Sick507 vinder ved nærmere Bekjendtskab, vi synes hos os ret godt om hende. – De siger at De er en lad Brevskriver, det er egentlig ikke Tilfældet med mig, det koster mig Overvindelse at begynde paa et Brev; men naar den jeg skriver til blot interesserer mig nogenlunde, har jeg ligesaa ondt ved igjen at slutte; men her i Byen er saa liden Stof til Brevskrivning, saa faae Nyheder der kan interessere Dem , derfor maae jeg, om jeg vil fylde mine Breve skrive om mine egne Tanker og Følelser og, det er mig ofte imod, i det daglige Liv er jeg ikke meget meddelende; men naar jeg faaer Pennen i Haanden, maae jeg skrive Alt hvad der paatrænger sig mig, og det fortryder jeg ofte bag efter, hvad der ret er mig kjært og helligt taber ved denne Udtalen, som F. Ex. hvad jeg før skrev om Fader. Enhver Udtalen misforstaaes og mistydes desuden saa let, det tror jeg nu ikke er Tilfældet hos Dem min gode Broder Andersen; men jeg har dog Øjeblikke hvori jeg er saa ond at tænke: " Den kjøbenhavnske Dandy vil maaske lee af hvad Du her har skrevet"; men disse Øjeblikke ere kun forbigaaende; det søsterlige Venskab, den indgroede Godhed, forjage dem hurtigt igjen. Idag, veed jeg intet videre uden en Gjentagelse af hvad mine foregaaende Breve indeholde: at det er mørkt her i mit Hjem, at Alle med Godhed mindes Dem, og at jeg er Deres trofaste Søster Jette.

Tak for de to smukke Vers af Deres Sørgecantate, det første behager mig især. Fr. Læssøe hvem jeg fik Brev fra skriver mig, at den hele er saa deilig ! Jeg var hos Milo for at læse Deres Billede: "Bertel Thorvaldsen" men jeg fandt det ikke i den nyeste Portefeuille, nu seer jeg først af Deres Brev at jeg skulde have søgt det paa Omslaget, derimod læste jeg Camissos Breve til Dem, det interesserede mig. – Hvad synes De om Munchs Digt over Kongen508? Jeg har stridt for det, og blev glad ved forleden at finde Medhold i Fædrenelandet. Thomsen har et Smædedigt509 derover i en af sine nyeste Aviser, der er undertegnet: "af en Dame", det er maadeligt synes mig og som man strax hører af en Mand.–

Søndag d. 26de. Idag er det Faders Fødselsdag, et frygteligt Veir med Storm Snee og Regn. Fader var saa overordentlig bevæget i Morges !– Den Trøst have vi dog Alle at være samlede selv Eline er kommen herud i dette skærkkelige Veir; mine smaae Elever have sendt Fader Geleer, Rosenborgviin og Kager, Gud hvor de Børn ere gode og kjærlige, det er næsten Synd at de skal blive Voxne. – Dog det var vel ret bittert sagt, og jeg fortryder det – Kjære Andersen, naar De undertiden træffer mig i en Bitterhed saa tænk altid at den ligger i mit Hoved og ikke i mit Hjerte, saa vil De ikke tage Feil af mig! – Jeg vil undertiden agere vittig og mener dog saa lidt dermed.

Jeg vilde have sendt mit Brev bort i Lørdags, men da jeg ilede med et Arbeide, fik jeg ikke Tid til at fuldende et til Fr. L? som jeg gjerne vilde sende med det samme, De er vel saa god at tage Dem af det. – Nu prøves der nok paa Mulatten, naar den er gaaet og De er kommen lidt i Rolighed tænker jeg vi hører lidt fra Dem. Mulatten maae gjøre Lykke, og vi glæde os Alle til at høre det, Søsteren ikke mindst.

Igaar Aftes døde gamle Kammerherre Benzon paa Christiansdal510.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost