H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Dorothea Melchior 4. juni 1874

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 4. juni 1874
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Holsteinborg 4 Juni 1874

Kjære Fru Melchior. Endelig igaar fik jeg Brev fra Frøken Heinke, hun var netop vendt tilbage til Berlin, henrykt over sin Reise. Jeg vil antage og haabe hun ogsaa har skrevet Dem til. Brevet hun sendte mig lægger jeg her i Konvolutten, De vil da see hvor taknemlig hun er Dem, hvor glad hun er ved Besøget i Danmark og den venlige Modtagelse, i hvilken De især har saa megen Deel. Hjertelig Tak for den. Jeg har det saa godt her paa Holsteinborg at jeg allerede føler en Slags Veemod ved at tænke paa at det snart er Tiden jeg skal herfra. Opholdet var bestemt til 14 Dage, det er forlænget til 3 Uger, saa at jeg rimeligviis ikke kommer til Bregentved før den 14 Juni, og uagtet jeg er forvisset om den hjertelige Modtagelse kan jeg dog ikke tænke mig at jeg vil føle mig saa hjemme som paa Holsteinborg. Grevinden er saa uendelig opmærksom og god, det er næsten som om man alene særligt kun tænkte paa min Velværen. Veiret er saa varmt og sommerligt, ja saa varmt at jeg, som i sydlige Lande, søger efter Skygge. Det er smukt om Aftenen at see Fiskerne ved deres Blus stange Aal ude paa Fjorden, Nattergalen synger baade Dag og Nat. Jeg faaer næsten hver Aften Brev men jeg skriver ogsaa flittigt, vil De tænke jeg har, siden jeg kom her, allerede afsendt 21 hvormed jeg har lettet paa min Brevgjæld. Fra Hartmann og hans Frue har jeg derimod slet ikke hørt, heller ikke fra Cand: Oksen, det undrer mig, især da jeg havde her fra skrevet til dem begge. Frøken Sophie glædede mig forleden med Brev, jeg lægger derfor en lille Skrivelse til hende herind i Konvolutten, De er nok saa venlig at sende hende den. Er Frøken Louise endnu i Aarhuus, hvorlænge bliver hun der og hos hvem boer hun? Hvorledes har Frøken Anna det og hvorledes lever og virker den fortræffelige Frøken Jette, efter sin Reise og den megen "Hyldethe" i det svenske Land? Hils hende og hendes "Roselil" fra mig. De syntes saa godt om den aftrykte Oldenborg der var paa mit forrige Brev, i Dag er der en Flue, ligesaa vel givet. Det er Grevinde Holstein som har forsynet mig med dette smukke Brev-Papir. Hils Deres Mand og alle Børnene, hils alle Kjære, som komme i Deres lykkelige Hjem. Jeg lider endnu af Tryk i Hjertekulen, især om Natten men har det foresten godt, spadserer i Haven og ved Stranden; seer jævnligt Fremmede; igaar var Otto Scavenius her med sin unge Kone, hun har smukke Øine og et godt Udtryk i disse.

Holsteinborg 5 Juni 1874. I Nat har jeg ikke sovet godt og lidt af Smerte i Hjertekulen; det er kjedsommeligt at ligge saaledes næsten en heel Nat, især naar Tilfældet, som i Nat, at Lampen strax gaaer ud og man kun i det ravende Mørke seer den lille røde Glød skinne og stinke, men ikke lyse, da komme Griller til og plage Een og den eneste Nisse af den Slags herude, er kun den fra Byen

der fortæller mig om min dyre Huusleilighed i Byen og især om det Tidspunkt man behagede at mælde mig den i. Fru Collin skriver herom: "Vi ere Alle enige i at finde at De nu boer dyrt og ligesaa enige i [at] finde Øieblikket til Paalæg daarligt valgt, men den naturlige Forklaring ligger jo temmelig nær, da Frøknerne alt som Priserne paa Alt hvad De skulle spise og drikke ere i bestandig Stigen, nødes til at forhøie deres egne Priser [i marginen tilføjet: men for Spise og Drikke betaler jeg jo særskilt og til forhøiet Priis.] - men de burde dog have ventet til De atter var hjemme og dersom de nogensinde berøre dette Punkt for mig vil jeg uforbeholdent sige dem min Mening!" Saaledes taler man ogsaa aldeles om denne Sag herude paa Holsteinborg. - Det kan nu ikke blive anderledes da jeg aldrig vil berøre samme for Frøknerne Ballin, men betale for at have det i Fred og Ro, men der vil høre en stor Imødekommen til, før jeg igjen har den samme Tilfredshed som før, og det er nu Noget som alene gaaer ud over mig selv. Taabeligt er det at udtale alt dette i et Brev og plage Dem dermed, men jeg er i Dag forstemt, det alene den søvnløse Nat er skyld i og de dumme Nerver, - Glæd mig snart med Brev og bring Alle Kjære min venlige Hilsen. Paa Søndag otte Dage tager jeg til Bregentved og otte Dage efter til Kjøbenhavn, hvor jeg nu slet ikke glæder mig til at sidde igjen i den gamle Leilighed. Grevinde Holstein sender venlige, hjertelige Hilsener. I Dag er det Grundlovs Dagen og dertil Bodils Fødselsdag. Deres Mand, Børn og alle Venner hjertelig Hilsen fra Deres taknemlige, ærbødige

H. C. Andersen.

Tekst fra: Niels Oxenvad