Dato: 6. juni 1874
Fra: H.C. Andersen   Til: Nicolaj Bøgh
Sprog: dansk.

Holsteinborg ved Skjelskjør den 6 Juni 1874

Kjære Ven!

Tak for Deres Brev! Det kom iaftes. Ja, jeg vidste nok at jeg fik Brev fra Dem, saa snart De kom fra Fyen, selv om jeg ikke havde skrevet. De er saa trofast og saa hjertensgod. I Dag har jeg allerede været paa Holsteinborg i 14 Dage og det var Bestemmelsen for Opholdet her, men nu er 8 Dage lagt til, jeg har det saa velsignet og godt, Grevinden er mageløs Opmærksom og deeltagende; det vil blive med Veemod jeg iaar forlader dette Sted, i min Alder veed man ikke hvor man er det næste Aar og om man gjenseer de samme kjære Steder. I Lørdags otte Dag forlod jeg Kjøbenhavn, Kandidat Oksen fulgte mig til Sorø og derfra reiste jeg ed Studenten Ulrik Adolph til Hosteinborg, hvor Modtagelsen var særdeles hjertelig; sent paa Aftenen kom Excellensen og blev her i Pintsedagene. Jeg har faaet den afdøde Grevinde Holsteins to smukke Værelser i Stueetagen, paa Solsiden ud til Haven, hvor Guldregnen hænger og Frugt og Seerintræer prange med Blomster. Over Fjroden hvor de vilde Svaner ligge, har jeg Glænøs Skovkyst, Fiskerne stange Aal med blus om Aftenen, Nattergalen synger Nat og Dag. Alt er prægtigt arangeret. Min Musa vil imidlertid ikke besøge mig uagtet jeg kiger ind i Krattets Tykning, sidder paa Stene ved Stranden eller gaaer foran de gamle Ridderes og Fruers Billeder i Stuerne. Hvor mon min gamle Veninde skjuler sig, eller tænker hun som saa, see til at blive frisk og sund, jeg besøger ikke syge Poeter. Jeg har det iøvrigt meget bedre end før; kan alene gaae en heel Timestid om i Haven, Svimmelheden er næsten aldeles borte og Kræfterne komme, men een Ting er daarligere end før, det vil sige mere smertefuld og tidt altfor slem om Natten. Det er den Trykken jeg længe følte i Hjertekulen og om i høire Side hvor Leveren ligger. Tid troer jeg det er den Trold Gigten der har lagt sig i Hjertegrugen og leger med Nervestrængene, han griber imellem lidt for stærkt og jeg holder ikke af at være en af de Poeter man i en tidligere Tid saae drive om med en Harpe i Brystet nei jeg vil have "Mandsmod i Brystet" kunne synge: "friskt fra Leveren!" der ligger Kjerne Sundhed i de gamle Ordsprog. Grevinden takker Dem kjære Ven for Deres venlige Hilsen til hende. Hun læste høit for Excellensen da han var hjemme, Deres smukke Skildring af Besøget hos Kaulbach. Vi talte tidt om Dem og forleden da jeg med Grevinden gik i Bibliotheken, som St Aubin begyndte engang at ordne, men døde fra, sagde Grevinden, det kunde maaskee more Bøgh at ordne de gamle Skrifter. Jeg svarede intet der til, men i venlig Tanke er De hos de elskværdige Mennesker herude. Om jeg lever maa De engang inde i Byen tillade mig at præsentere Dem for Grevinden. At jeg ikke var med til Hartmanns Fest bedrøvede mig, men en Glæde havde jeg, min Sang vakte Glæde og Hartmann rørte den. De veed jeg er tilfreds med at boe hos Frøknerne Hallin, men ved min Afreise følte jeg mig noget ubehageligt berørt. Jeg boer dyrt, det siger ogsaa alle mine Venner, 40 Rdlr om Maaneden for de tre smaa Værelser, hvor henved Halvdelen er mine egne Meubler, Kosten, ligesom Lagner, Handklæder og Opvartning leveres mig. Da jeg nu ved Afreisen betalte for Juni forud, fik jeg Paalæg af 5 Rdlr maanedlig, altsaa nu 45 Rdlr, det er meget og Tidspunktet til Paalæg fandt jeg høist uheldig valgt, netop idet jeg i, rimelgiviis længere Tid er borte fra Hjemmet og alt der staaer ledigt. - Jeg ærgrede mig derover og som der staaer i den gamle Komedie om Nabobben "min Læge har sagt jeg maa ikke ærgre mig!" - Nu er det altsaa bedst ikke at tænke videre paa den Sag eller paa Ordsproget: Man kan ogsaa kjøbe Guld for dyrt. Jeg holder ikke af at skifte Hjem og Omgivelser og altsaa bliver jeg og betaler. Seer De Fru Sødring da hils hende hjerteligt, lige som William Bloch og hans Brødre. - Det var ikke smukt af Publicum den sidste Aften i Theatret at haane den gamle Lysekrone, den har dog efter Evne gjort sit i sine Levedage. Og jeg er vis paa, at efter den havde hævet sig før sidste Act og da blev haanet, er den, da Forestillingen var endt, dog kommet ned igjen for at lyse Publicum ud, at de ikke skulde falde over deres egne Been, det var kjønt af den gamle Lysekrone, det skal jeg huske den! Hils nu alle gode Venner og glæd mig snart med Brev.

Deres hengivne

H. C. Andersen

/ Kuvert

Tekst fra: Solveig Brunholm