H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Dorothea Melchior 17. juni 1874

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 17. juni 1874
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Holsteinborg den 17 Juni 1874.

Kjære Fru Melchior! Hjertelig Tak for Deres velsignede Brev, som jeg modtog iaftes! De omtalte deri saa smukt og sandt den kjære Grevinde Holstein at jeg maatte læse Deres Ord for hende; der kom Taarer i hendes Øine, hun trykkede min Haand og bad mig paa det inderligste hilse Dem igjen, hun skatter ogsaa Dem særdeles meget og dersom hun, rimeligviis snart, kommer lidt ind til Byen, faaer De et lille Besøg af hende. Hvor har hun dog været hjertens god og deeltagende mod mig, i disse flere Uger jeg har været paa Holsteinborg, det allerede paa fjerde Uge og jeg er glad ved at jeg kommer fra Holsteinborg lige til Rolighed, saa vil jeg ikke føle nogen Forandring i Hjertelighed og Hjemlighed. Dette være sagt uden at udtale Tvivl om en ligesaa stor Hyggelighed paa Bregentved, men jeg kjender jo ikke der det nye Regimente i dets landlige Huuslighed, jeg har ikke været der i en Snees Aar. Altsaa imorgen Torsdag den 18 Klokken 3 om Eftermiddagen kjører jeg til Nestved og derfra med Masnedtoget som naaer Kjøbenhavn Kl. 8 3/4 om Aftenen. Jernbanetouren troer jeg nok jeg nu kan gjøre alene, da der i Roeskilde ikke ombyttes, men ved Ankomsten til Kjøbenhavn vil jeg rigtignok være glad om Tjeneren fra Rolighed eller min unge Ven Hägg tog mod mig, for at jeg ikke ganske skulde hjælpe mig selv, uagtet jeg nok troer jeg nu kan det, thi De vil vist finde mig gaaet betydeligt fremad, kun at jeg har en slem Gigt i Arme og Been, men til den er jo kun at sige "av!" - Samtidig med Deres Brev iaftes, fik jeg ogsaa Brev fra Oksen, der var saa kjed over at Besøget paa Bregentved var blevet udsat, men det maatte jo saa være, og jeg har nu ikke Lyst at reise derud før om en 10 a 12 Dage og da beder jeg Dem om at turde komme tilbage en Ugestid igjen til det kjære Rolighed, dersom det stiller sig saaledes for Dem, dog derom kunne vi senere tale, nu er det mig lidt trykkende om hos Dem hele mit Ophold, over Besøget paa Bregentved skulde afbrydes til neppe 14 Dage. - Det er deiligt at Deres Mand kommer hjem i denne uge, at Frøken Louise allerede er der og at Carl ventes. Den kjære Emil vil snart have overstaaet godt sin Examen og alt er i den lykkeligste Orden.

[på brevpapiret: mærke med sol, deri et øje i en trekant og "Dieu vous garde"]- Et smukt hjerteligt Brev fik jeg forleden fra Storhertugen af Weimar, han er endnu i Holland med sin Gemalinde der som De veed er en Prindsesse Sophie af Nederlandene. Jeg føler stor Lyst til i Sommer at besøge Weimar, men det skeer neppe; i hvor godt jeg er kommet til Kræfter, er jeg dog neppe stærk nok til at tumle mig der. Jeg gjør rigtigst i denne Sommer kun at bevæge mig i Hjemmets Landluft. Naar De skriver til Fru Lund hils hende da mange Gange, ligesom ogsaa hendes Mand. Jeg er stolt af den ophøiede Plads han forunder mig paa Kirkeloftet. Altsaa, imorgen, om Gud vil, sees vi, dette Brev antager jeg De faaer ved Frokosttid, og det er da altsaa ikke for seent at melde min Ankomst til samme Aften. De hjerteligste Hilsner fra

Deres taknemlige, ærbødige

H. C. Andersen

Til Fru D. Melchior født Henriques

Tekst fra: Niels Oxenvad