Dato: 23. juni 1874
Fra: Mimi Holstein-Holsteinborg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Grevinde Mimi Holstein til H. C. Andersen.

Holsteinborg St. Hansdagsaften 1874.

Kjære, ædle Conferentsraad!

Det vilde være et forgjæves Forsøg at skildre Dem den Glæde De fremdeles beredte Hver især i min lille Kreds, med den Hver Enkelt betegnende hjertelige Hilsen! Det var naturligviis ogsaa en Fornøielse for mig at overbringe den til "Hønse-Regentinden" – som formelig gottede sig derved. Hun kan hverken multiplicere eller adere og hendes Sammentælling lyder derfor: 10 Kyllinger paa Pegefingren, saa 16 paa Langemand o. s. v.! Summa summarum staaer desaarsag lidt uklar, og naar saa Een, og saa en Anden næsten hver Dag i denne Tid melder at de have seet "Mikkel" med en af hendes Kyllinger i Munden – saa taber Marie Hønsekone næsten selv Mund og Mæle og Deres fromme Ønsker for hende kom rigtignok paa et godt Sted! – Men siden jeg har tilladt mig igjen at føre min kjære Ven ned i de huuslige Regioner – saa beder jeg Dem modtage medfølgende Sigte-eller-Landbrød354 fra Holsteinborg, hvilket jeg beder Dem og Fru Melchior undskylde paa Grund af Deres Smag derfor og da De syntes her at taale dette bedre end alt Andet Brød. Da min Mand ogsaa til Tider ønsker heraf saa vedlægger jeg Adressen paa det Sted hvor vi lade et temlig lignende Brød hente i Kjøbenhavn og ligesaa Oste-Adressen. Jeg har ikke hørt fra min kjære Charlotte D. B. – Deres Bybarn – siden hun forlod os; men da var Veiret ret stille; ogsaa hun glædede sig med mig over Deres velsigned kjærlige Brev og kunne i det Hele ikke noksom yttre sin Paaskjønnelse ved at have levet de Dage under samme Tag med Dem og sin Forundring over denne Digtersjæls Friskhed, Inderlighed og Alt det Meget vi Alle bede Gud bevare Dem til det sidste! – Jeg var lidt upaslig efter Deres Bortrejse og kunne af flere Grunde ikke før forlade Børnene og Hjemmet – men Længslen drager mig saare stærkt til min elskede Mand og jeg vil ikke ret længe kunne være i Deres og den kjære Fru Melchiors Nærhed uden at opsøge Dem Begge. Jeg haaber da forvist at finde Dem vel og oplivet ved den elskværdige og interessante Kreds i hvilken De nu daglig bevæger Dem. Mon De har bestemt Noget for Reisen til Bregentved? jeg er nemlig saa egennyttig at frygte at Deres Bestemmelse i saa Henseende maaske kom til at krydses med mit Ophold i Staden! men blot De maa føle Dem vel og ved godt Humeur saa er hermed Manges inderlige Ønske for Dem opfyldt. Hvilken Glæde var det for mig at høre at De ikke var blevet meget anstrængt af Reisen pr. Nestved og jeg maatte lee – ja det gjorde vi Allesammen! da jeg læste Fru Melchiors venlige Yttringer og at hun ligesom jeg særligt fornøiede sig over Deres lette, "næsten flotte Gang" og Bevægelse. Da Vinden iaftes førte fra Gaarden, saa opfordrede jeg Folkene til at bygge et Stillads og brænde Blus af paa Marken ved Hulveien (der hvor Hestene stode forleden) og saa fik de bagefter en Bolle Punsch. Vi kjørte Tour i 2 Vogne; Else kjørte mig og min lille Stump havde jeg paa Skjødet. Vi holdt stille udenfor Gaarden, gik op paa Banken ved Blussene hvor alle Folk vare samlede og hvorfra man saae en heel Deel stærke Blus lyse smukt tilveirs mod den mørkere Aftenhimmel. Vi

glædede os ved Solnedgang, fordi den "trak Vand" – men desværre! dette bebudede kun Storm, ingen Regn. Jeg synes man burde ligesaagodt som der holdes Høstprædiken, opløfte Menighedens samlede Forbøn om Alt, hvad der endnu kan forhindre Misvæxt! – Ja saare alvorlige, næsten truende – synes Tiderne i mange Retninger. Det var ikke kjønt af Godseier Bladet: Dagens Nyheder at beskylde min Mand for Perfidie og Underfundighed for at vadske Estrup reen355 – thi Estrup veed jo allerbedst at det ikke er sandt.

Fra min kjære Søster Wanda modtog jeg et saare lykkeligt Brev! hun er Gud saa taknemlig for denne sidste lille Søn356, – og paa Borreby havde jeg ogsaa den Glæde at see Lucia rigtig lykkelig over sin søde lille Dreng! – Tak for Alt kjære ædle Ven bringes Dem herved med hjertelige Hilsen fra Børnene og de Andre og Deres inderlig altid taknemlig hengivne

Mimi Holstein.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus