Dato: 9. juli 1874
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

789. Til Henriette Collin. Bregentved den 9 Juli 1874

Kjære Fru Collin ! Tilvisse gaaer der megen Tid til at være Bedstemoder, og endnu en Time mere naar De er det ! jeg kunde næsten ønske: gid De var min Bedstemoder ! om Forladelse !, jeg er taknemlig og glad nok ved at De er mig en trofast Veninde! Tak for hvert hjerteligt Ord De sender mig,Tak for al den oprigtige Deeltagelse De har viist og viser mig. Liden Gerd er altsaa, hvad jeg vil tro og maa tro, Bedstemoder siger det jo: »det sødeste og klogeste« Barn der nogensinde er født til Verden !« nu sukkerjeg over at jeg er blevet 69 Aar, og De maa sukke med, ja Fru Louise maa sukke, tænk hvilken Svigersøn jeg kunde have blevet, nu har jeg aldeles ikke Tanke om at blive det!–Det Bilag, som Deres Mand forundte mig og fulgte med Deres Brev, hjalp godt paa mit Humeur, der i hvor udmærket godt jeg end har det her paa Landet, dog imellem, fornemmer lidt til »Pip« ligesom Kyllingerne. Jeg har sendt ham exl Taksigelse Skrivelse og et Stykke Skriftemaal, vil De lyse Deres Velsignelse over samme. Til Deres Mands Billag havde De igjen lagt et Billag, ene og alene, skriver De, fordi De ikke kan taale at see et tomt hvidt Papir i et Brev og det er en smuk og for Deres Venner Yder Egenskab hos Dem. De kan lægge saa meget Solskin ind i et Brev, naar De kun vil! her har De, som De selv siger, lagt en Moral, jeg har den ogsaa, som eden røde Traad«, gjennem alle mine Eventyr, men ikke i Slutning, afklædt ligesom Lafontaine og Fru Jette Collin giver den. Hos Dem er det en Slags Illumination for Frøken Ballin; De belyser hende saa smukt, men lader hele Slagskyggen falde paa mig. Tak !–hvor det er Kedeligt igen at tale om den Historie, men jeg skal tale kort og høist elskværdigt, rynker De Bryn, synger jeg: »Gerd er det deiligste, det klogeste Barn, hun maa dømme os imellem !«

De var tidligst enig med mig at jeg betalt[e] dyrt mit Ophold hos Frøk nerne Ballin, og tilvisse er det saa. Hvad Dyrtiden angaaer da giver jeg fuldelig min Deel i hvad jeg hver Søndag erlægger for Ugens meget beskedne Kost. For de tre Værelser betalte jeg hver Maaned 40 Rdlr, det er i 12 Maaneder 480 Rdlr, nu faaer jeg Paalæg af 60 Rdlr aarligt, det er 540 Rdlr, hvilket er en høi Leie. De vil nu sige, ja men det er ikke for de nøgne Værelser'ndash;det vilde jeg da ogsaa kalde utilladeligt'ndash;men jeg faaer Lagener, Haandklæder, Gardiner og de i Bohavet manglende Stykker, samt Opvartning; men alt dette falder bort i det jeg flere Maaneder tager paa Landet, jeg forlanger derfor ikke at Prisen skal nedsættes i min Fraværelse, men det forbauser mig og er mig høist ubehageligt at man da netop ved min Afreise kommer med Paalæget. Dette maa Frøknerne selv have faaet ved Nattetid, altsaa et Par Uger før de sagde mig det; vare de strax komne ind og sagt: man forlanger høiere Huusleie af os, ville vi ikke fløtte, maa vi ogsaa lægge paa !« Det havde da været i sin Orden, men Tiden der er valgt til at sige mig det, finder jeg høist upassende og at de strax have fortalt Grosserer Melchior hvorledes de i lang Tid, 14 Dage have gaaet og tungt baaret paa at de maatte sige mig dette Paalæg, har i høi Grad irriteret mig, som ogsaa at Fru Melchior, der er en riig Kone, har seet Sagen til Fordeel for Frøken Ballin, det har ærgret mig, at De nu ogsaa [er] gaaet over paa Partiet, anseer jeg for – er ikke gaaet naturligt til. Vær nu som altid aaben og god. Hvem har hos Dem belyst Frøken Ballin? – Det har ikke sat godt Blod hos mig og vil'ndash;naturligviis gaae ud over mig selv, da jeg slet ikke har den Tillid, og Velvillie naar jeg nu fløtter ind i – det »sletbrolagte Nyhavn«. Nu nok her om !–og her med tenker jeg at Sagen, som der altid staaer i Aviserne, hvor Enhver beholder sin Mening, har en Ende.–Jeg vil haabe at Viggo nu er fri for sin Tandpine at den ikke følger ham til Byen. Det er dog vist den Vind-Trold, som boer i det yndige Hellebek og altid alene ved et Besøg gjør mig syg, som har plaget ham. Bring ham, Frue og Datter min hjertelige Hilsen; send en lignende til Jonas og Deres Mand.Jeg holder ikke af at den mandlige Deel af Familien færdes saa meget paa Søen ! Kan nu ikke liden Gjerd bringe dem til at blive paa Landjorden - Om Dr Theodor hører jeg aldrig, skrive gjør han ikke heller; dermed har Hornemann været elskværdigere. Hils Deres Svoger og de andre Beboere i Ellekilde. Gigten knuger mig stadigt. Den er en afskyelig Gæst ! Lev vel. Glæd mig snart med et elskværdig[t] Brev uden Balliner Moral ! Deres hjerteligt hengivne H. C. Andersen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost