Dato: 7. august 1874
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

793. Til Henriette Collin. Rolighed den 7. August 1874.

Kjære Fru Collin !

Skaljeg skrive i Dag, eller hellere lade være? Jeg veed det ikke; men jeg har det slet ikke godt trænger til Sympati, og den har jeg saa ofte fundet hos Dem. Siden jeg kom hjem fra Bregentved, hvor jeg, paa nogen Gigt nær, følte mig saa vel, havde et udmærket Humeur og Reise-Lyst, ja Forvisning om og Tro paa at jeg nu godt kunde ruse alene, har jeg følt mig daarlig paa »Rolighed«; Veiret er vistnok en Deel Skyld deri; mine Værelser ere bestemt fugtige, og hele Huset er, som en aaben Vindkasse, Dø rene staae altid aabne, til Haven, til Stuerne, Gangene, Vinduerne ligesaa og netop i Dag Overjeg Gigten jage i alle Lemmer, saa jeg neppe kan staae eller gaae. Om Natten er det allervxrst. Det piner mig at jeg ved mit Ildebefindende skal plage de hjertens gode Mennesker og jeg beder Dem kjære Fru Collin ! derfor at De heller ikke omtaler hvad jeg her har skrevet i dette Brev. Forresten er jeg kommet til Kræfter, var paa bedste Vei til aldeles at føle mig vel, men Veiret og tilstødende Ærgrelser, Vinden til disse blæser, som De veed fra Amerika og nyligt harjeg faaet et lignende Brev som det tidligere, men dette blev mig bragt af den amerikanske Gesandt selv*[I Margin: Jeg har udtalt mig for ham og han skriver derom]) med Anviisning paa en lille Sum den jeg endnu ikke tænker paa at hæve! Det er ganske forunderligt hvori min Sygdom mine Sandser vare skjærpede, især Lugten og Smagen, det samme er endnu Tilfældet og jeg kommer derved tidt i høist piinlig Stilling. Jeg som i den lange Tid jeg holdtes i mine Hospitals stuer i Nyhavn, ikke havde digteriske Tanker, overvældes nu af disse, uden dog at kunne bringe dem paa Papiret, men der er i alle disse Tanker en Bitterhed, en Misfornøielse med det Meeste uden om mig, det jeg maaskee ikke har Ret til at see saaledes! Jeg ærgrer mig over Verdens Løgn, Falskhed og besparede pyramidale Egoisme! Jeg lider dertil ved min ulykkelige, vidunderlige Hukommelse over Alt hvad man i Fortiden har tilladt sig at byde mig, der vare Mennesker jeg elskede og nu seer jeg aldeles ikke havde Grund dertil. Med Sommerluften her hjemme er det iaar forbi, jeg trænger til Varme, jeg trænger til Ro, derfor skrevjeg til Dr Theodor om hans Raad: han har aldrig holdt af jeg reiste, svarede men overlader Alt til mig selv. Igrunden et lignende fra Hornemann fik jeg id orgaars, han synes »at reise til Syden er for langt«, og her i Norden raader han heller ikke til at reise. Jo, at tage ind paa Skodsborg, kunde maaskee passe for mig, siger han, men det maa være varmt godt Veir, ellers er der vaadt i Skoven og usundt for mig. Ja naar faae vi varmt Veir ! maa jeg udbryde.

Kjøbenhavn den 8 August 1874 Saalangt kom jeg igaar med min Skrivelse, da paa kom mig en saadan Isnen i alle Lemmer, begge mine Hænder rystede saa at jeg ikke kunde holde Pennen; Fru Melchior lod min Seng opvarme og fik mig i den, jeg laae søvnløs hele Natten, og havde nogen Feber; det er mig høist piinlig at jeg igjen skal være syg her ude ! Jeg laae hele denne Formiddag, kom først op Klokken elleve og har ikke længer den Kulde som igaar, ikke længer denne Irritabil[it]et og Bitterhed, som da, men Gigten jager i Albuer, i Knæ, i Hælene, øverst i mit Hoved og heelt om i min Ryk, det er til at for tvivle over. Jeg vil ikke gjerne tage til Byen, og dog tør jeg ikke ret blive herude. Jonna indbød mig at komme ud til sig, hun skrev derom da jeg var paa Bregentved, men det gaaer nu slet ikke. Baron Henrik har ilde Tanke af Interesse for mig, det har han viist i Aaringer, og jeg veed ikke hvorledes jeg vil stemme overeens med de unge Døttre. Efter alt hvadjeg af Mange, Mange hører erJanina nok aldeles ikke for mig at omgaaes, det kunde komme [til] huuslige Scener, og Skylden blev jo naturligviis min.

–I Dag vente vi Jonas herud paa Rolighed, han var indbudt her i Torsdags, men skulde til Fru Drevsen.Jeg glæder mig til at see ham og ønsker at han maa være rigtig elskværdig !–Jeg trænger til Nogen at udtale mig for.–Fra Grevinde Frijs modtog jeg igaar Brev, hun meddeelte mig at hendes Søstersøn Dinesen, der var Capitain i den franske Armee nu allerede i flere Aar har ført et fuldstændigt Eneboer Liv i Americas Skove og lever der af Jagt, langt fra alle Mennesker. Han fortæller i sit sidste Brev til hende at han paa en Tour i det Indre af Landet kom til et eenligt Huus hvor han fandt een eneste Bog. Det var Andersens Eventyr. Og Grevinde Frijs vedbliver: Det lod til som om det havde berørt mange Strenge i hans Indre'ndash;En Digter er han dog ikke een af Jordens Lykkelige! ! ! –Tilvisse!jeg skulde være det[ ] kunde være det! Knugedesjeg ikke af Sygdom, tunge Tanker, hvor det var velsignet at døe i en hast ! døe som Thorvaldsen, eller nu som Avisen mælder, om den gamle Degn paa Færøerne, der udtalte sin varme begeistrede Tale til Kongen og da faldt om og døde !–Bliver jeg i dette Aar ikke fuldstændig rask, idet mindste rask som paa Holsteinborg og Bregentved, da bliverjeg det aldrig ! da skal jeg sygne hen, Intet udrette og kun samle Beeskhed i mit Sind. Dette mit Brev er det nok bedst De, efter at have læst det, kaster ind i Ilden, og da ret snart glæder mig med nogle venlige Ord. Dog maaskee finder De det ikke Umagen værd og da vil jeg tro at De har Ret. Hils Deres Mand og hans Brødre ! hils Billes, ligesaa Blochs.

Meget havde jeg at skrive om, Meget at fortælle, men jeg veed at jeg siden fortryder det, fortryder naar jeg til Nogen alt for aabent lukker Hjertet og Tankebogen op.–Igaar vilde Fru Melchior sende Bud efter en Læge, da jo baade Collin og Hornemann ere langt fra Byen, men jeg afværgede det. Lægerne kunne dog ikke hjælpe. Fru Melchior hilser! Lev vel

Deres gamle syge Ven ! H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost