Dato: 14. august 1874
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

795. Til Henriette Collin. »Rolighed«, gamle Kalkblænderivei, Østerbro,

Kjære Fru Collin ! Kjøbenhavn ! [14. August 1874]

Tak for Deres Brev! Tak fordi De skrev saa snart; De ønsker Brev igjen men et Brev belyst af Humeur og gode Dage. Jonas var her ude paa »Rolighed« i Lørdags middags, vi talte sammen; han kom til Hellebæk i Mandags, han har kunnet, og har maaskee ogsaa, fortalt om mig, mine Stemninger og mit Befindende. Han vil have fortalt Dem at den amerikanske Minister Cramer har været ude hos mig med Brev og Anviisning paa en lille Sum fra amerikanske Børn i een Stad derovre, og at jeg har bedet ham udtale Tak for det barnlige Hjertelag men tilføie at jeg er høist afficeret over at det saa hensynsløst er sat i Scene, at jeg ikke hører til de Nødlidende, etc. etc.–Jonas vil fortælle Dem det ! Idag fik jeg tilsendt en amerikansk Avis hvori stod, at to Smaapiger havde sendt deres »Tribut til den gamle Historie fortæller Hans Christian Andersen«. Det skulde jeg ikke vide ! kom der en Sum saa stor at det var en Ære for mig at modtage den, og en Ære forAmerika at sende den, det var en anden Sag.–Jeg vil imidlertid endnu see an, tal derfor ikke derom, saa at det kommer i danske Blade. Jeg har altid den Udvei at jeg jo kan tage Bestemmelse med den lille Sum om jeg vil give den paa et virkeligt trængende Sted. Jonas har vel ogsaa fortalt Dem om at jeg har læst Brandes seneste Forelæsninger, »af hvilke komme intet Godt«. Alt hvad han skriver om den frie Kjærlighed, og Ægteskabers Ophævelse, er der Saameget,jeg ikke er voxet op til jeg lider ikke at han citerer Digte, som det tydske Digt: »Den klagende Pige«. Hun er bedrøvet over at hendes Moder ikke tillader hende at vise de[n] süße junge Buben«, hendes Hals, Bryst etc., ikke vise de Yndigheder Gud forundte hende. »Küßse! Küße!« det er det hun vil og omslynge, »die schlanken Glieder«.–Det er aldeles et Digt som om det var udaandet af den stakkels syge Marie Jerichau.–Jonas vil have fortalt Dem om Jonna Stampes Venlighed med at byde mig ud til Christinelund jeg kom gjerne – men jeg kommer ikke. Baron Stampe har under min Sygdom altfor tydeligt viist mig hvor ringe Interesse han har for mig, til at jeg kan have Trang til at komme der og er lille Janina saa barnlig, »morsom« fornem, som der fortælles, saa ærgrer jeg mig kun og det kan jeg ikke taale.–I det Hele har jeg i den sidste Tid en ulykkelig Tendens til at ærgre mig. Tidt længes jeg efter at tale med en Læge, men lade Fru Melchior sende Bud efter en tredie, naar jeg allerede har to'ndash;synes jeg er at drive det forvidt. Jeg har skrevet til Dr Theodor og til Professor Hornemann og har faaet venlige Breve igjen, men det er ikke Medicin nok for Sjæl og Krop. Gid at jeg fra Bregentved, uden videre, havde sat mig i en »Vaggon« og alene kjørt ud i Verden, det havde vist været det klogeste, her gaaer jeg nu og dvasker Dagene bort, den ene Dag glider ind i den anden, ligesom de vaade Skyer i vort vexlende Climat. Jeg har ikke mere den ungdommelige Energi som eengang ledte og førte mig. See nu har jeg berørt Alt hvad Jonas kunde, om han vilde, have sagt og udfoldet for Dem. Nu maa jeg nok fortælle selv. I dette Øieblik var paa mit Værelse Fru Cerillo og hendes Søster Frøken Knudsen ligesaa Broderen Dr Knudsen med Frue. De to sidste havde jeg ikke seet siden 1829 paa et Bal i Bredgade ude hos Dr Colsmanns paa Hospitalet. – Fra Fru Jerichau er kommet Brev fra Rom; hende gaaer det nu godt; hun sælger sine Billeder, men længes efter sin Adolph. Fornyligt mældte Fru Tscherning hende at hun havde lukket sin Mands Øine og nu fortalte Læssø mig at Fru Jerichau ogsaa længtes efter at komme hjem og lukke sin Adolphs Øine. Af Aviserne har De vel seet at de engelske Dandserinder paa Tivoli ere meget emaniciperte. Prima Donna gav forleden een af Herrerne som hyssede, et godt Ørefigen. Hver Dag er der Støi derude, men det lader ikke til at Directionen jager Madammen væk.–I Dag reiser Hr. Moritz Melchior til London og bliver en 8 a 10 Dage borte. Det var Bestemmelsen at Emil, som nu er Student, skulde have været med og sat i Pension i Torqui, jeg har meget raadet derfra, dog det har neppe gjort Udslaget. Imidlertid bliver ban her hjemme. Maleren Lund var her igaar fra Viborg og syntes i godt Humeur. Hans Kone kommer paa Tirsdag og bliver her paa »Rolighed« indtil hun, i September, med Manden drager til Italien. De lykkelige Mennesker! Jeg tager derimod ind over den halsbrækkende Brolægning i Nyhavn til de gamle Sygestuer hvor jeg nu i to Vintre har ligget over. Endelig blev da Clairvoyanten Mdm: Galotten, eller hvad Fruentimmeret hed, bragt til Taushed ved Politiet; man fortæller at en Dame, der havde mistet en Sum Penge kom til hende og spurgte om Pengene vare tabte eller stjaalne. Svaret blev at de vare stjaalne og det af Een af Damens egne kjære Veninder, der kom til hende. Det var da skammeligt sagt og her med endte Historien. Vil De nu hjerteligt hilse Deres Mand, hans Brødre og den kjære Jonas Collin, han var ved sit Besøg hos mig, høist elskværdig og deeltagende. Saadanne Mennesker trenger jeg til. De kjære Fru Collin! kommer jo snart til Byen ! skriver De. Gid at jeg da maa være her; ideligt længes jeg efter at flyve ud, men flyve med Gigt i alle Lemmer er neppe behageligere end at blive skudt ud af en Kanon og at ligge i vaadt Veir paa et Badested ved Strandvei og Dyrehave er som at være Kaalorm paa et vaadt Kaalblad, – De sendte mig en Hilsen fra Fru Ness ! vil De takke hende og hilse igjen. Med det tredie Bind af de ved Frøhlich illustrerede Eventyr og Historier gaaer det langsomt frem; men værre er det endnu, at Billederne ere ringere end alle de tidligere; nogle ere saa smaa at man maa bruge Kikkert; »Thorvaldsens Musæum« er givet i Størrelse saa at det kan ligge paa Neglen af min Tommelfinger, lige saa er det med »Frihedstøtten«. Er Billes i Hellebek da hils ! ligesaa Blochs og Ørsteds.

–Fru Melchior sender Dem de hjerteligste Hilsener; hun er Hjertensgod mod mig, og overbærende i min Sygelighed – men Veiret har ikke hendes Sind og milde Øine. Nu er nok Deres Øine træt af at læse mere, derfor da Papiret slipper, Lev vel ! Deres inderligt hengivne

H. C. Andersen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost