797. Fra Henriette Collin. Ellekilde Mandag 7de Septbr [1874]
Kjere Andersen, De er saa venlig at ville have set ikke aktor kort Brear fra mig, men dersom De kjendte noget mere til vort Liv herude, saa vilde De vide at det næsten er et Kunststykke at skrive Breve fra Ellekilde, naar man da ikke vil behandle lærde og curiøse Materier, thi her skeer Intet !–& –Naarjeg siger dette maa jeg dog skynde mig at tilføie'ndash;Intet som kan interessere Andre thi for os selv er som bekjendt Livet herude over al Maade indholdsrigt, men for at forstaa dette maa man selv have prøvet Nybyggerlivet og det har De jo ikke kjere Andersen, og oprigtigtalt tror jeg heller ikke at De var skabt dertil.– En høist interessant Natur-Begivenhed havde vi i den Orkan som i Fredags Middag reiste sig og i Løbet af 10 Minutter naaede sin fulde Voldsomhed, det var et forfærdelig skjønt Syn og den Farvepragt i Naturen som gik forud, var ganske deilig'ndash;En stakkels Hornbækker med en halvvoxen Dreng som eneste Medhjælper i sin Baad, slap lykkelig ind i vor Havn som selv i sin ødelagte Tilstand gav ham tilstrækkelig Læ, indtil vore Fiskere hjalp ham at trække Baaden paa Land; kort efter kom hans Kone og Drengens Moder løbende fra Hornbæk i dødelig Angst; hele Tragedien endte med almindelig Kaffedrikning og særdeles Tilfredshed uagtet der ikke var en eneste tør Traad paa dem.–
Jeg er glad over at De har opgivet Reisen kjere Andersen, thi efter min Erfaring hører der saa bestemt to Betingelser til for at føle sig vel udenfor sit Hjem og det er fuldstændigt Velbefindende og godt Veir'ndash;det Første har De desværre endnu ikke, thi uagtet Jonas fandt Dem overordentlig flink og vel udseende, har De jo dog bestandig den fæle Gigt at trækkes mod.–og hvad Veiret angaar saa synes jeg egentlig at Verden hviler i daarligt Veier eller er det maaskee altid godt Veier medens man er ung, og daarligt Veier naar man er bleven gammel?– Vi har herude en 83aarig Kone som nu er sengeliggende og da jeg forleden besøgte hende fortalte hun mig en heel Deel om sin Ungdom og om en Broder som var død paa følgende Maade; Han gik med en Deel Kammerater ude paa Marken og betragtede med aaben Mund den stjerneklare Himmel da pludselig et Stjærneskud foer ned i Halsen paa ham og brændte ham saa at hans Mund blev ganske sort, han døde efter 9 Dages Forløb og hun smilte overbærende da jeg betvivlede hans Dødsmaade og forsøgte at belære hende en Smule udi Astronomien.–Seer De kjere Andersen, den Slags Folk ere nu vor daglige Omgang da det dannede Kjøbh. har forladt os og hele Hellebæks Befolkning, foruden de Indfødte, bestaar af Enkelt[e], meer og mindre nervøse Individer.–
Gid jeg kunde see den udsprungne Agave !, jeg haaber at Adolph som agtede sig ind til Dem, faar denne Herlighed at see,–Han forstaar, trods Nogen, at glæde sig over sligt. Ingeborg er paa Christinelund og har det ret godt'ndash; See nu tror jeg nok kjere Ven at De begynder at fortryde Deres Opfor dring til mig, om et »ikke altfor kort Brev«.–Lad dette være Dem en Ad varsel for Fremtiden og tro mig altid
Deres hengivne Jette C
Mange Hilsner fra os Alle, Theodor veed endnu intet om sin Hjemkaldelse'ndash;Jonas har lidt af et hæftigt Hold i sin Ryg og vi maatte hente Barberen fra Helsingør som satte ham Blodkopper.–nu er det Bedre. Hjertelig Hilsen til Fru Melchior.
