Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 21. februar 1840
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 21 Feb. 1840

Iaften har jeg været paa Musikforeningens Consert hvor man gav 1. Sinfonia eroica af Beethoven 2. Finale af Titus 3. Ouverture af Bennet (kaldet Skovnympherne og endelig Kronen paa det hele 4. den 42 Psalme af min Ven Mendelsohn Bartholdy; ja De veed nok ikke han skal have særdeles Kjærlighed til mig, nur ein Geiger ynder han meget. Mad Nielsens Aftenunderholdning paa Søndag, hvortil jeg har skrevet en ikke uheldig Epilog og hvor hun vilde fortælle af min Billedbog det lille Stykke om Børnene der sidde og see paa Storken, der skal bringe dem en lille Broder , er iaften gaaet ind, der var kun kjøbt for lidt over Hundred Rigsdaler, Folk have, som det lader ikke stor Lyst til at komme paa Komedie, efter saalænge at være vænt derfra, kun den sorte Domino, Den Stumme og Mulatten give Huus; nu er der bestemt at istedetfor Aftenunderholdningen gives paa Søndag den Stumme igjen med Faaborg, som Masaniello, send dem ude i Dalum, strax i Dag Underretningen om hans fortræffelige og ogsaa meget paaskjønnede Udførelse af denne Rolle.

Vil De vide hvorledes jeg egentlig har det, da er jeg i Grunden, næstendeels lykkelig, jeg møder saa megen Opmærksomhed, og Mennesker der før oversaae mig komme nu kammeratmæssig mig imøde ! Mulatten har sat mig paa sine Skuldre, nu maa jeg see at komme et Skridt høiere ! fremad, fremad eller døe, for paa en anden Stjerne at flyve afsted, det er min idelige Tanke. De veed da jeg har bestemt ikke at reise til Udlandet, naar jeg undtager Sverrig, før efter Kroningen, jeg troer jeg kan more mig godt herhjemme og har heller ikke ved Mulatten Penge nok til Reise, de maa "Spanierinden" give mig. Det Stykke glæder jeg mig ret at skrive paa; jeg har i Tanken saatidt seet Spaniens kraftige Kvinder, hørt Vandstraalen pladske i Alhambras Haller, seer en heel Romantik i Maurernes Optræden, sønderslides selv tidt af store Livs Dissonantser, jeg maa kunde give et Billede af det som nu rører sig [i] mig. Skriv noget af den danske Historie, sagde forleden Prindsesse Caroline. Det kan jeg ikke ! i det mindste ikke endnu, der maa først visne en Deel af den Yppighed, der nu opfylder mig. Da Fru Lessøe hørte min Plan til Spanierinden sagde hun: man skulde troe De var grændseløs ulykkelig ! hvor kan De skabe Sligt. Jette Wulff sagde: det løber mig koldt ned af Ryggen, men bedre end Mulatten kan det ikke blive! Jo, jo! sagde jeg, eller hvorfor skal jeg leve! bedre, meget bedre eller jeg fortvivler! Deres Tante kunde gjerne skrive mig til, siig hende at dersom jeg ikke faaer Brev inden fjorten Dage, da anseer jeg det for Tegn paa at Fru Guldbrand hader mig og Mulatten, saa tænker jeg hun skriver, rigtignok ikke af Venskab men af Venindeskab. Til Sommer faaer De mig rimeligviis at see, og kommer jeg da er H. P. Holst med, som jeg har presenteret for Gebhard Moltke, der da ogsaa indviterede ham til Glorup. Vi blive der en 14 Dage , han skriver der paa en Idyl, jeg paa min Tragedie. Gid naar vi sees Deres kjære lidende Fader maa være mere rask! jeg synes ordenlig det er grusomt han skal lide saa meget og Gud er dog god ! en navnløs Lykke maa vente ham for disse Qvaler! Tryk hans Haand, siig, et sønligt Hjerte tænker paa ham. Gud give Deres Moder Mod og Sundhed, hils alle Søstrene. Det er sandt ! jeg har lovet Fru Thomsen et Exemplar af Mulatten, vil De klippe Nedenstaaende af dette Brev og sende Hempel, som da udleverer eet til hende. Hils Thomsens meget, jeg har heller ikke imod at de læse dette Epistel. De næste Eventyr skal lille Flora faae.

Denne Gang er mit Brev dog ingen løs Lap ! nu Lev vel ! skriv snart og skriv meget. med broderlig Hengivenhed H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost