Dato: 27. januar 1875
Fra: H.C. Andersen   Til: Thyra Krag-Juel-Vind- Frijs-Frijsenborg
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 27 Januar 1875.

Kjære, naadige Fru Grevinde!

Vi ere snart ude af Januar, altsaa en heel Maaned inde i det nye Aar, og endnu har jeg ikke sendt Brev med hilsen til det rige og dog saa hyggelige Frijsenborg, og dog var i denne Tid saa ofte min Tanke der. Jeg skriver paa Fortsættelsen af »Mit Livs Eventyr« og er naaet op i Aaret 1868, den Sommertid, jeg sidst var i det grevelige Huus, da jeg skrev i Comtesse Agnes' Dagbog: »Vorherre er med paa hendes Vei, ja, paa alle hendes Veie -«; da var hun til sin første Altergang. Hendes Søster kjørte mig i sin lille Vogn om i Skoven. Maleren Bloch og hans smukke Hustru var paa Frijsenborg. Alt Dette og saa Meget er nu Minder; hele syv Aar ere gaaede, siden jeg var i det lykkelige Hjem, og nu - maaskee kommer jeg der aldrig mere! Dog, dette mit Brev maa ikke være veemodigt. Jeg har i de henrundne syv aar levet lykkelige Tider; hvert Aar, som kom, bragte Glæde og Velsignelse, og selv min Sygdom, der i de sidste tre aar har knuget mig, bragte uendeligt meget Godt. Da har jeg lært og følt mig forvisset om, at Gud forundte mig trofaste, deeltagende Venner, og det i alle Livsclasser, ikke alene i mit Fædreland, men ogsaa udenfor dets Grændser. Det rørte mig dybt i denne Sommer, da de amerikanske Børn, i den tro, at deres danske Eventyrdigter var fattig og trængende, sloge deres Sparebøsser itu for at sende mig deres Skjærv. Vel var dette i andre Henseender piinligt for mig; men efterat min offentlige Skrivelse havde opklaret, at jeg ikke led Nød, blev Indsamlingen anvendt til at kjøbe et kostbart, illustreret Værk over Amerika, hvilket det ikke blev mig, ydmygende, men hædrende at modtage. Og nu i Efteraaret, hvor dybt og inderligt følte jeg mig greben ved Folkekjærligheden her hjemme! Jeg synes tidt, at det kun er en forfængelig Drøm, at Sligt kan hændes mig, - at man i mit Fædreland tænker paa at reise min Billedstøtte i Rosenborg Slotshave! Og dog er det Virkelighed, og, hvad jeg i Begyndelsen ikke turde troe: det synes at lykkes med Indsamlingen; dagligt komme Bidrag! Om jeg imidlertid oplever den Fest at see Støtten afsløres, er en anden Sag; jeg har jo dog levet i Tankens Tid. Hædrede navne staae for Indbydelsen, og mellem disse ogsaa Deres, kjære Fru Grevinde! Tak for Deres Deeltagelse! - Med mit befindende er det iøvrigt bedre denne Vinter. Vel har jeg ikke Kræfter og heller ikke Mod til at Gaae paa gaden, saa at jeg i elleve Uger ikke har promeneret; men bedre er det dog sjæleligt og legemligt. Jeg kjører ud nogle Gange om Ugen og tilbringer imidlertid i mine Smaastuer Tide med at Læse og tildeels skrive. Jeg har taget Weyses Syngestykke »Festen paa Kenilworth« frem (jeg skrev texten 1831); Dialogen er for vor Tid for lang og bred; jeg forkorte r og omskriver nu samme i Recitativer, som den unge Componist Liebmann sætter i Musik, og vi faae saa en gjennemgaaende Opera, som igjen kan bringes paa Scenen. Det glæder mig saaledes at have et Arbeide for; desuden skriver jeg, som sagt, paa Fortsættelsen af »Mit Livs Eventyr«. Kan jeg nu slippe vel gjennem denne Vinter, da har jeg stort haab om Sundhed i den varme Sommer; gjerne vil jeg da tilbringe nogen Tid i bjergene Syd paa.

- - - - - Og nu, lev vel! Gud glæde og velsigne Deres Naade og alle Deres Kjære!

Hjerteligst og ærbødigst

H.C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost