Dato: 17. februar 1875
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 17 Februar 1875

Kjære Fru Melchior! Da jeg i Mandags Middag var hos Deres Hr Broders blev der talt om at hele Familien vilde i Theatret Torsdagaften, dersom, efter Bestemmelsen,: "den hvide Dame"

blev givet; man var da saa venlig at foreslaae mig at komme der til Middag den Dag og følge med over til een Act eller to. Skeer dette da maa jeg altsaa opgive at komme til Dem og Deres Mand, den Middag; men muligviis forandres Stykket og skeer det, da møder jeg paa "Høibro". Mit Sind er iøvrigt idag slet ikke stemt til at søge Theatret, jeg har en Fornemmelse af, uden at have villet det, at Deres Mand ikke er tilfreds med mig fordi jeg gav de for Børne-Asylet velstemte Damer Tilladelse at [overstreget: opkalde] give dette mit Navn; min første Tanke var at jeg kunde ikke andet, at jeg mere burde tænke paa "de fattige Børn" end paa mig selv; det faldt mig ikke ind at det kunde blive kaldt en "Reclame"; jeg haabede imidlertid ved Hartmann at faae udsat Damernes Indbydelse, men som De veed, uagtet jeg strax talte til ham derom og han allerede Dagen derpaa var virksom blev det for seent. Da nu igaar Deres Mand talte med mig herom, og Directeur Bille omtrent var af samme Mening, forstemte det mig meget; thi naar mine to, vistnok meest deeltagende og virkende Venner, yttre det samme, hvad ville da andre i Comiteen da sige eller tænke? Meer og meer fyldte det mig i Nat, jeg kunde ikke sove, jeg var utilfreds med mig selv, den rolige Steming, som i den sidste Tid, just ved al den Deeltagelse man har viist mig, fyldte og foryngede mit Sjælelige, er nu ligesom dunstet bort, jeg kan ikke skrive Dem Brev til uden at udtale hvad der fylder mig. Jeg veed Deres uforandrede Deeltagelse for mig! tak for de venlige Timer igaar, hils Deres Mand og Børn. Gjerne vilde jeg leve endnu nogle Aar med alle kjære Venner og dog kommer der, selv i de sidste Dage, Stemninger, der sige, bedst var det, nu at dette Jordiske sluttede. Der er mødt og givet mig saa megen Lykke og Glæde at jeg med hver Dag troer, "nu komme vist de tunge Dage." Gud glæde og velsigne Dem! bær over med min sygelige Udtalelse.

Deres taknemlig hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: Niels Oxenvad