Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 5. april 1875
Fra: H.C. Andersen   Til: Theodor Reitzel
Sprog: dansk.

Mandag aften den 5 April 1875

Kjære fortræffelige Ven!

Hvor har jeg dog været overvældet af Glæde og Taknemlighed, men ogsaa af legemlig Træthed, i disse nærmeste mig saa forunderlige rige Dage. Jeg har endnu ikke Kræfter til at skrive Breve til flere enkelte Kjære, dette er mit første. Jeg fik ikke ret takket Dem, Deres Broder og den elskværdige unge Mand, som saa særligt have arbeidet for at faae den smukke, eiendommelige Oversættelses Samling bragt i stand. Bring, foreløbig, hver min hjertelige Tak, den jeg endnu ikke nok har udtalt. Det har glædet mig at erholde nogle Exemplarer jeg kan forære mine Venner og jeg er meget taknemlig for at De i Deres vedlagte Skrivelse siger mig at jeg tør erholde et Par endnu. Er det ikke ubeskedent da ønsker jeg fire til, men, om det er muligt, at faae eet af disse indbundet som det Exemplar der var mig bestemt, jeg vilde saa gjerne, sende vor Kjære, velsignede Konge samme paa hans Fødselsdag da jeg ikke selv personlig kan fremstille mig, saa svag jeg er. I Dag har jeg fra en Mand i Stockholm erholdt en Skrivelse, som jeg ogsaa tillader mig her at vedlægge, det er om en fransk illustreret Udgave af Eventyr og Historier, jeg beder om Deres venskabelige Raad i denne Sag.

Deres inderligt hengivne

H.C. Andersen

Til Hr Boghandler Th: Reitzel.

NB En prakt Adresse-Hilsen har jeg i Dag modtaget fra Udlandet; vil De see den.

Tekst fra: Solveig Brunholm