Dato: 31. juli 1875
Fra: Nicolaj Bøgh   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Gamtofte pr Assens d 31te Juli 1875

Kjære Conferensraad Andersen

Jeg ser stadigt efter i Provinsavisernes kjøbenhavnske Correspondancer, om de ikke skulde indeholde Meddelelser om Deres Befindende; tidligere har Sligt været Tilfældet, og det er jo ganske rimeligt, eftersom hele det danske Folk jo er at regne som Deres Familie, den, De har faaet til Gjengjæld for at Fødselen ingen har givet Dem. Jeg har det Haab, at De ikke er lidende; den sidste Gang, jeg saae Dem, syntes jeg, at De havde det meget bedre. Mon De har faaet de forønskede Oplysninger fra Montreux? Fra Grevinde Schmettau har jeg modtaget Meddelelse om at Madame Vautier, som ejede Hotellet, da hun var dernede, ikke er der mere, og ved sin Fratrædelse er hun kommet i Uvenskab med den tiltrædende Ejer, en Slægtning af hende, saa Grevinde Schmettau meente ikke, hun vilde gjøre Dem en Tjenste ved at tilskrive denne Madame Vautier om Deres Komme.

Biskop Engelstoft har i disse Dage været paa Vistitatser her paa Egnen, og min Fader har givet møde som Provst. Han bad da - efter min Opfordring - Biskoppen om at sørge for, at De Breve, som De i sin Tid har tilskrevet Deres Moder og som fandtes hos en Provisor Rieffenthal, der nu er død, maatte komme i Deres Eje. Og Biskoppen har lovet strax ved sin Tilbagekomst til Odense at melde dette til Skifteretten, som saa vil sende Dem, hvad der i denne Retning maatte findes i Boet.

Det dejlige Fyens Land, som jo fremfor alle andre Lande kan gjøre sig til at have baaret Deres Vugge, sender Dem for Tiden sin duftende og blomstrende Sommerhilsen; Alt staaer i fuld Flor herovre, og i denne Morgen svulmer Alt i Friskhed efter en frodig Regn, som vi længe har sukket efter. Markerne bugne af Korn, og Rugen staaer allerede i Traver og tager sig malerisk ud mod de mørkegrønne Skove. Alle herovre sender Dem de kjærligste ærbødigste Hilsener, særligt min Brud og jeg, der haaber om en fjorten Dages Tid at kunne faae Dem at see og da glæde mig ved Deres Bedring. Jeg vilde ønske, jeg vidste, hvorledes De har det. Her er stadig Forespørgsel om det. Gud give Dem Glæde og Fred.

Deres hengivne

Nicolai Bøgh.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost