Dato: 12. december 1822
Fra: Anne Marie Andersdatter   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense den 12te December 1822.

Min kjere gode Søn!

Jeg takker dig ret meget for din kjerlige Skrivelse, af Løverdagen, jeg veed ingen dato. Men det glæder mig dog at Du erindrer Aaret vi lever i, det kan da en halv blind see uden Briller. - Du gjør mig adskiellige Bebreidelser i din Skrivelse fordi at Du ikke kan forstaae mig ret og mener at jeg klager, i een og anden Henseende, hvor jeg ikke burde:- og her i kan jeg ikke saa ganske give Dig Uret, thi de Mennesker som hidentil har skrevet for mig har ikke alletider forstaaet mig riktig, og altsaa har de skrevet efter deres eget gode Tykke, hvilket jeg da i min Enfoldighed har syndes og antaget for meget Fornuftigt og godt: - og saaledes har jeg da, i min Uvidenhed giort min gode Søn Bebreidelser som jeg ikke burde giøre; Nei Søn! jeg har aldeles intet at bebreide Dig, og mit højeste og bedste Ønske skal være, Gud ledsage Dig paa den Vei Du nu betræder og give Dig Styrke; Lyst; Haab og Mod til at fuldbyrde den til Enden. Jeg klager ikke for min Person, omendskiøndt Kaarene undertiden kunde være tunge nok, men har jeg nogensinde klaget, saa har min Mening været denne, - at jeg formedelst mine smaalige Kaar, ikke har kundet rakt min Søn den velgiørende Moder-Haand som jeg saa gierne ønskede, og see, derfore har jeg saa ofte plaget Dig med Klager som Du nu kalder Bebreidelser, dog, jeg vil ikke videre her forsvare min Sætning, men at mit Ønske stedse har været for dit Held derom kan Du være overtydet. - Du er da nu i den lærde Skole: Du lever godt, det glæder mange, her, som kiender Dig, det glæder især mig din oprigtige Moder allermest, det skaffer mit, for hen beklemte Hjerte, glæde og Trøst, ja mangen lønlig glædes Taare rinder fra Moder-Øiet, thi, hvor kunde jeg fattige Kone tænke eller Haabe at vores Allernaadigste Lands-Fader ville viist en Dreng, der saa at sige dumper lige ind i den store Verden paa Hovedet, denne store Naade? - men jeg takker min Gud og Landets Fader for den store Naade der allerede er Dig vederfaret. - Du er da nu en Begynder, at Du vil være Flittig og søge at fortiene Dine Foresattes Velvillie, der om tvivler jeg ikke, men bede vil jeg Dig, forvild Dig ikke i dette store Svelg af Lærdomme, men brug Tiden forsiktigt og tænk vel over en hver Ting for sig, og galopeer ikke førend Du kan gaae, dette er mit Moderlige og vel meente Raad, og naar Du da har lært noget riktigt, da er det tidsnok at tale stort om, at giøre Literaturen Ære og forskjønne Smagen, selv vil Du føle det, min Søn, om ikke nu, saa dog een gang i Tiden. Hvad Din Overvindelse anbelanger i Henseende til at udeblive fra et Selskab som var dig saa kiært og hvor Du saa herligt kunde have moret Dig, da synes denne noget barnaktigt, Du var jo anmodet om at blive der fra? altsaa var det jo ingen Overvindelse tilskyndet af din egen Forstand men en paabøden, derfore er det ret godt at unge uerfarene Mennesker har en Veileder, thi alle Selskaber ere ikke Tienlige, vistnok giør det ondt naar man ikke maae det man vil, men Overvindelser, kalder jeg det, at kunde beherske sig selv i allehaande forekommende Omstændigheder, Du vil møde nok paa Din Bane, min Søn, og gid Du da maae staae fast, saa vil jeg erkiende dine Overvindelser. - Folk her i Byen som kiender noget til Dig, min Søn, har aldrig hverken dadlet eller giort Nar af Dit Forehavende, som Du mener, tvert imod har det glædet dem hver gang de har seet at det har gaaet Dig vel, men noget Stort kan Du vel ikke forlange, at Du skulde have sakt, saadant kommer først med Tiden, og da vil enhver have Rosen for at have fremholdt Dig og virket for Dit Vel, see da heder det at overvinde sig, at man kan lee ad alle Daarer. - Din Søster er i Kjøbenhavn, jeg veed ikke hos vem, men Du behøver ikke at gruble over, hverken hendes Dyd eller Ungdommelighed, thi det er altsammen velbevaret her i Odense, jeg venter riktignok og med længsel, med det første at see et par Ord fra hende. Chrestian Køger er ikke kommet i nogen Lære, men er en lang Dagdriver; Johan ligeledes det er alt den Herlighed jeg om disse kan lade dig vide. Fra Dine store Patroner kan jeg, foreløbig, hilse Dig, thi jeg har ikke talt med nogen af dem, ei heller har Hr. Ritm. Schou skrevet noget Brev for mig, som Du mener, disse store Herrer vil jeg ikke engang gaae hen til, de kan være gode Mennesker nok, men en fattig Kone som jeg, veed man nok, bliver for det midste afferdiget med et godmodig Smiil o.s.v.- gode Chrestian! lær at kiende Menneskene, og vær ikke for stolt af Det eget lille Jeg thi det er jo dog endnu saa lidet betydende, men, lær at være taknemmelig og ydmyg saa vil alt gaa vel for Dig i Verden. - Din Kuffert, som jeg troede, forlængst var i din Verge, har jeg nu i disse Dage faaet at vide er hos Madam Bunkeflod, jeg har modtaget den, og finder jeg at det er det bedste at den bliver staaende hos mig, til jeg, efter Dit Løvte har den Glæde til Paaske at see Dig, da Du saa selv kan tage den hiem med. - Jeg længes nu ret meget efter at see og tale med Dig, der er saa meget som jeg har at fortælle Dig og tale med Dig om, som jeg ikke her kan anføre, Din Farmoders Grav passer jeg paa det Omhyggeligste, og Du skal see at den staaer ret net. Og nu vil jeg tilsidst melde Dig at jeg gaaer hos Jomfrue Loumann paa Slottet hvor jeg har det meget godt og er saa glad som jeg i mange Aar ikke har været. Fra Welhaven skal jeg ret hilse Dig, han har læst dine Breve, de to sidste, han glæder sig ret meget at det gaaer Dig vel og ønsker Dig fremdeles alt Lykke og Held og ønsker at Du maa bevare Din Forsorg i et taknemmeligt Hjerte og høste gode Frukter deraf. - Lev nu vel og vær lykkelig, vi sees vil Gud, efter Dit Løvte til Paaske, men dog seer jeg vel et par Ord fra Dig forinden den Tid, thi det er mig alletider en Glæde og Trøst at see og spørge, at Du er Frisk; lever vel og er tilfreds, Du hilses af alle dem som har Dig kjer men først og sidst og kjerligst af din oprigtige Moder

Maria, sl. Jørgensen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost