Dato: 8. marts 1827
Fra: Henriette Wullf d.æ.   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Søcadet-Academiet den 8. Marts 1827.

Kjære, gode Andersen! For Guds Skyld, besind Dem dog! Hvorfor er "Alt tabt"? Giv Dem dog Ro, til Etatsraad Collin meddeler Dem sin Beslutning; og sandelig, jeg begynder at frygte, De trætter den ædle Mand for meget, gode Andersen, og at Deres Pretention paa hans Taalmodighed er for stor; thi om De istedenfor den idelige Plagen med - reent ud sagt - Vrøvl, siden De sidst var her i Byen, om De da med værdig Sindighed havde tilskrevet ham om Deres Forfatning, da vilde han ikke have dvælet med at afhjælpe Deres Nød; men med denne Jagen op og ned, frem og tilbage i Deres Ideer og Planer, veed Manden ikke egentlig, hvad De mener. Er det derfor Deres Mening, at De ikke længere ønsker at gaae den Bane, De nu er paa, at De har andre Udsigter, da siig det reent ud til ham, og han vil vist ikke genere Dem.

Hvad Advertissementet om "Alfsol" angaaer, da kan De vist være ganske rolig; for det Første udgives det jo af en Herr Walter; skulde det altsaa blive recenseret, da falder jo Recensionen paa ham og ikke paa Dem; men der bliver forhandlet saa lidt dansk Lecture, at maaskee ikke Noget bliver solgt af den, hvilket jo ogsaa falder paa Herr Walter; at De har Deel deri, drømmer vist ikke en Sjæl om; thi nu ere 8 Dage forløbne, siden den blev averteret, og jeg har ikke hørt den nævne af En, skjøndt jeg har talt baade med Professorer og Studenter, og da vi saae den averteret, sagde vi: "Der er en Herr Walter, der har havt samme Idee som Andersen". Saadan vil det maaskee ogsaa gaae de Andre, som De har læst den for, om de endnu erindre det; men for Guds Skyld, kjære Andersen! sønderriv Dem ikke selv med de idelige Plager om Dem selv . Kan De ikke gjøre, som jeg saa ofte har bedt Dem: ikke tænke saa meget paa Dem selv? Paa den Maade kan De jo begribe, der bliver aldrig noget Andet af Dem, end Dem selv. De synes vist, jeg er for haard; men ak, hvorledes skal De blive vækket af den Drøm, hvori De sover kun altfor haardt? At Meisling forskrækker Dem med, "at det vil skade Dem", kan jeg nok tænke; men jeg vil forskrække Dem ligesaa meget ved at sige: "Der er ikke en Sjæl, der lægger Mærke dertil". Egentlig smigrer hans Skræk Dem dog mere, end min behager Dem; thi at blive lagt Mærke til, er dog det Deiligste her paa Jorden, ikke sandt? og saa meget, som jeg gjør mig Umage for at trække Dem ned til Deres Skolebænke, hvor jeg troer De havde meest Nytte og meest Ære ved at være, saa løber dog Deres løbske Ideer reent bort med Dem. Jeg skjænder; thi jeg er virkelig vred. De udmaler Deres Fremtid saa sørgelig, naar Deres Venner og Velgjørere forlade Dem, og man skulde næsten troe, De higede efter den; thi Hvem taler om at forlade Dem, at De ikke mere maa skrive, at De ikke tør komme til Nogen mere, og saadanne Plager, som De skraber sammen? De gjør Dem rigtignok derved Umage for at trætte Deres Venner, og jeg kan dog umulig troe, det kan fornøie Dem selv, - Altsammen Følge af den idelige Beskjæftigelse med Dem selv, Deres eget Jeg - den store Digter, De skal blive. - Kjære Andersen, De kan jo nok mærke, alle disse Ideer ikke vil lykkes Dem, og at De er paa en gal Vei. Om jeg nu fik den Idee at ville være Keiserinde af Brasilien, og jeg mærkede, alle mine Forsøg gik galt, at Ingen vilde entrere paa dem, skulde jeg da ikke gjøre mig Umage for at samle saa megen Fornuft og Tanke, at jeg kunde indsee: Jeg er Fru Wulff, opfyld der din Pligt, og vær ingen Daare; skulde den Overbeviisning ikke seire, "at det er større at være noget Mindre godt, end noget Større daarligt", fordi jeg selv havde den daarlige Idee; sæt for Alting ikke for megen Priis paa at blive omtalt, og tro endnu mindre, kjære Andersen, at De bliver det. Hvad Deres mislige Stilling i det Physiske angaaer, den gjør mig hjertelig ondt; men med det Første vil De vist høre Noget i den Anledning fra Etatsraad Collin. Saasnart jeg faaer "Alfsol", skal den blive Dem sendt. Alle hilser Dem, ogsaa jeg, som især anbefaler Dem at være lidt fornuftig.

Deres velmenende Henriette Wulff.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (41)