Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 31. januar 1830
Fra: Lucie Marie Ingemann, f. Mandix   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

[Begyndelsen mangler]

Stadsphysikus i den poetiske Verden; og curere de alt for heftige Følelser med kolde Omslag. Der er det - som formodentlig hos Dem - kun en Istemmelse af et Latterchor udenfor Dem; Men virkelig Gjenklang finder det kun i fortørrede Hjerter eller hos incarnerede Libertinere, der ville hævne sig paa den Kjærlighed, de aldrig kjendte, ved at spotte den som Sygelighed og Sværmerie. Af Deres moderne Romancer (i den saakaldte Træsnitsform) finder jeg "Soldaten" og "Morten Lange" især heldige og dette er en Digtart, hvortil jeg troer De har særdeles Anlæg. Deres Skildringer af det ydre Liv eller Skizzer til Landskabsmalerier og Genrestykker finder jeg ofte ret treffende og livlige; men de ere mig blotte Studier efter Naturen, som kun i Forbindelse med Handling og Characterer kunde blive til Noget, naar der kom Composition og fuldstændig Udførelse til. Oldtidens huuslige Liv har De villet gjøre comisk ved at beskue det prosaisk. Det behøve vi ikke, det er der Prosaister nok til. Hvor poetisk dette Liv kan opfattes har Øhlenschlæger viist. Hvad jeg mindst kan lide i Samlingen er hvad der skal være i den Vessel-Baggesenske lette Maneer, f.E. Rimedjævelen og Cometen. Slige rimede Fremstillinger uden synderligt Indhold blive let til et blot Spil med Ord uden Idee og Poesie - saaledes har denne Maneer i Stykket: "Ingenting og Noget" virkelig ført Dem til - Ingenting. Dog det anseer jeg for en Penneprøve, der af Vanvare er kommen med i Samlingen. Hvad Eventyret angaaer, da finder jeg det smukt paa alle de Steder, hvor De ligefrem fortæller eller skildrer uden at ville være humoristisk eller - satirisk. Til slige Barneeventyr er den simple naive hjertelige Fremstilling vist den heldigste; hvorimod man ved selv at raillere med hvad man fortæller, aldeles forfeiler Øiemedet og selv tilintetgjør al Virkning og poetisk Illusion. Musæus og Wieland har saaledes, efter min Mening, ofte selv forstyrret Hovedindtrykket af deres Fremstillinger ved utidig fornem Plaisanterie og Jagen efter Vittighed. Den uskyldige Barneverden, man vil føre Phantasien tilbage til, maa man først selv heelt hengive sig til, naar man vil fremkalde den for Andre. At De dertil er istand, seer jeg paa enkelte Steder, men denne Tone har De ikke vedligeholdt[.] Her har De da min Mening baade om hvad der har glædet mig og om hvad jeg misbilliger i denne Deres første Digtsamling. Mere derom mundtlig, naar vi sees engang. Hør kun enhver Mening, men følg alene den Vei, som Deres egen Aand og Hjerte i Deres bedste og skjønneste Livsmomenter viser Dem! - og hvad der virkelig poetisk lever og rører sig i Dem skal vist ikke blive qvalt eller forkuet i Vexten. Det er mig kjært, at De var saa heldig med 2den Examen. Har De forresten nogen Plan for Fremtiden eller Udsigter til en uafhængig Stilling? Enhver god Tidende om Dem og ethvert Fremskridt jeg seer af Dem i den Konst, der af alle er mig den kjæreste og helligste, vil altid glæde mig. Modtag ogsaa dette Brev som et Beviis paa den Deeltagelse, hvormed jeg forbliver Deres venligt hengivne

Ingemann

Et Bilag fra min Kone medfølger.

Sorøe d 31 jan 1830

I Sommer agte vi ikke at reise her fra Sorøe undtagen maaskee i August Maaned, og det vil fornøie os ret meget naar De paa Deres Udflugt kan besøge os.

[Fra Lucie Ingemann]

Ret megen Tak for Deres Digte, de har i det Heele taget, fornøjet mig meget, og siden De har ytret, at det vilde være Dem kiert, at vide hvad Indtryk de har giort paa mig, saa vil jeg nu tale lidt med Dem om, hvad der især har interesseret mig og de enkelte Ting, som vare mig imod. Blandt de spøgende Digte, holder jeg slet ikke af Ingenting og Noget og Cometen troer jeg, der er noget Forkeert i; thi den Sorg Konen føler ved sin Mands Død, er en saa naturlig Følelse, at den aldrig kan blive comisk, indbefattede han end i sig Qvintessentsen af al muelig Skrædderagtighed, og idet hun gienkiender hans Spænde og Ring, kommer der noget virkelig Tragisk, som contrasterer, paa en for mig ubehagelig Maade, med heele Charactairen i Stykket og med den spasende Maade hvori det bliver fortalt. Derimod finder jeg Recensionen meget morsom og træffende og i Morten Lange, den heele pudseerlige Begivenhed, særdeles godt udviklet. Phantasien i Dykkerklokken har interesseret mig meget og jeg finder Fiskelivet, med dets Forvandlinger, meget conseqvent forklaret. De smaae beskrivende Digte, har i det Heele taget interesseret mig meget, især da jeg anden Gang læste dem; thi første Gang ventede jeg en Begivenhed, som fex: i Tyvekn[æ]gten, eller Soldaten, et af de Digte, som jeg holder særdeles meget af. Fastelavn synes mig rigtignok er for ubetydelig; i Aftenen er mig den bestandige og forsætlige Faldenud-af-Tonen forstyrrende og fordærver mig ganske det Maleriske i Digtet. Blandt de alvorlige af de lyriske Digte, finder jeg Siælen og Dødsøjeblikket meget smukke, i Phantasistykket varierer Udtrykkene i det første Vers, mig alt for meget, mellem ædle og uædle, de to andre Vers holder jeg særdeles meget af, og Kunstnerlivet og Phantasie og Vanvid er mig inderlig kiære Digte, jeg finder dem fulde af Følelse og Begejs[t]ring, og har glædet mig meget ved dem. Begyndelsen af Fortællingen finder jeg meget heldig, Naturbeskrivelserne synes mig sande, man kommer strax til at interessere sig for Johannes, og den heele Situation ved Faderens Lig og siden paa Kirkegaarden, er der noget meget sandt i og Afskeden med den lille Nisse finder jeg særdeles naiv; men den varslende Drøm (skiønt den staaer meget godt i Forbindelse med Begyndelsen) synes mig vækker tragiske Forventninger, som da de ikke blive opfyldte, efterlader en Slaphed. Ideen at Johannes opofrer al sin Ejendom, for at en fremmed Mands Lig skal hvile roelig i Graven, er i sig selv meget smuk; men Scenen i Vaabenhuuset troer jeg aldeles ej er udført som den burde, der er Materialier nok til at giøre den rædselfuld; men den er i mine Tanker slet ikke bleven det, derfra og til Enden synes det mig, at De selv er bleven kied af Fortællingen og har været uvis om hvad De vilde giøre med den, kun hvor de smaae Alfer komme frem, er den trohiertige Tone bevaret, som er angiven i Begyndelsen. De smaae Barndoms-Alfer synes ogsaa i det Heele, at være Deres gode Genier og hvor de leve i Phantasie og Hierte, der troer jeg ej der er nogen Fare for, at Forstanden skal fortabe sig i det glimrende Steenrige, Smaae-Alferne vil nok viise den rette Vej giennem den klare blaae Luft. Gud give Dem sin Velsignelse til et sandt og rigt Digterliv!

L.M. Ingemann født Mandix.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (56)