Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 18. august 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Signe Læssøe
Sprog: dansk.

Odense den 18 August 1830

Kjære Fru Lessø

Da jeg ikke veed om Deres Ludvig er kommen hjem og jeg ikke tør vente nogle Linier fra Deres gode Hr: Mand, som jeg forrige Gang skrev, rigtig nok kun et lille Brev til, saa henvender jeg mig til Dem, i det jeg igrunden skriver til Dem alle sammen, da De vist snarest glæder mig med nogle Linier. Det gjør mig usigelig ondt, at Deres gode Mand er saa syg, men med Guds Hjælp, haaber jeg at han har overstaaet al Fare, og er paa Benene naar jeg kommer til Byen, hvilket efter al Sandsynlighed vil skee paa Søndag otte Dage om Aftenen; derfor maa De endelig, dersom det medfølgende Digt behager Dem, glæde mig med et Brev før min Afreise, det vil sige, De maa alt paa Løverdag gribe Pennen. Det var da ret slemt at De ikke kom paa Møen, jeg er saa barnagtig, at jeg næsten kan græde derover, jeg havde ordenligt glædet mig til at tale med Dem derom. Jeg har gjort en ganske deilig Tour, som jeg mundtlig skal beskrive Dem, skriftligt kun disse løse Træk; jeg kom først til Svenborg, der med sit Sund og Thorseng ganske ligner en Rhinegn, jeg tumlede mig herligt omkring med en Pastor Heber, der for fire Aar siden havde været i Italien og gjorte det Hele mere interesant; dog foretrækker jeg Udsigten fra Klinten og fra Aarhuus, thi her ved Svendborg er det som man gik i bare Blomster, som alt var en evig Fred og Roe; der er ingen store Udsigter, alt er deilige smaa Partier, det seer omtrent ud som et Panorama af smukke Æskebilleder der ere klinede sammen og hver for sig ere fortryllende, men løber ud i et som et Tydsklandskort, naar man seer dem samlede. - I Faaborg var Udsigten langt friere; her traf jeg paa en herlig Familie, nemlig Byens rigete Mand, en Agent Voigt, med hvis Søn jeg er bleven Student; man gjorte Alt for at more mig, og jeg fik Bouketter af alle Byens Damer, men har kun beholdt een; flere kunde jeg ikke tage med. Den ene af Døttrene i Huset var i Sandhed, det mest ideale Væsen jeg har truffet paa, saa bar[n]lig og dog saa klog - - vær ikke bange, hun er forlovet! desuden kan jeg have nok at gjøre med mig selv i denne Verden; jeg er jo desuden et fornuftig Menneske. - Agent Voigts befordrede mig til Flenstofte et Herresæde nær ved Østersøen, hvor jeg saae Sandbakker høiere end et Huus. I Assens blev jeg hjertelig modtaget af Agent Bruuns, der er gift med Biskop Plums Datter, her var jeg to Dage, traf Jomf: Jürgensen og reiste nu i forgaars derfra til Odense. Men nu nok her om! nu maa De høre det Digt der skal staae over Dødsøieblikket; De husker jo nok, at De meente, jeg intet skrev liig det. Siig mig nu Deres og Deres Mands mening. -

Havblik.

Har Du seet Havet i en klar og stille Nat?

Naar Fladen ligger som et Speil saa glat,

Hvor Himlens Halve-Kugle, stjerneklar,

Afbilder sig i Fladens dunkle Glar;

Og i det Grændseløse mellem begge,

Som Centrum staaer den lette Bølge-Snekke.

Hvad følte Du vel da? - Du smælted’ hen i Lyst,

Thi, hvad Dit Øie saae, stod ogsaa i Dit Bryst!

Hiin Hav og Himmelkugle, vel i Formen mindre,

Men aandig klar, sig hvælver i vort Indre! -

Imellem to Uendligheder sat,

Vort Intets Nat

Og Himmel-Evigheden,

Staaer Mennesket herneden;

Og Centrum er vort Liv, et lille Blomster-Blad,

Der skiller tvende Evigheder ad! -

Hiint store Rum, hvis Grændse ei er givet,

Hiin Evighed før Livet,

Hvor ene Anelsen, hvor det Guddommelige

Et Billed’ skaber i det dunkle Rige,

Et Billed; som er kun paa Fladen sat,

Thi under den er Dybets store Nat;

Men høit, høit over os hvor Tanken salig skjælver,

Den sande, store Evighed sig hvælver,

Hvor Mennesket, som Aand, i luttret Lyst,

Og med en Verden i sit Bryst

Sig svinger - som nu Nattens Stjerne-Skarer -

Om hine Soles Sol, der Alt opklarer,

Hvorfra hvert Liv, hver Straale først gik ud,

Hiint store Faderbillede, vor Gud!!! -

_________

Nu, hvad synes Dem? Jeg selv troer det er det mest poetiske Stykke jeg har skrevet, og De kan troe, at naar vor Herre faar det i Sinde, siger han mig et, der er endnu smukkere, bare for at vise Dem at der altid kan komme noget bedre! Jeg har et lille Digt, som mange næsten sætte ved Siden, det handler blot om een Taare, men De kan tro at der ligger meget ogsaa i denne lille Verden; her er ikke Plads til at afskrive det, desuden havde jeg Plads, fik de før et andet lille Stykke, der hedder - tænk engang - Kjærlighed. O dog her bliver vel Plads, naar jeg vender Bladet om; altsaa nu lev vel! hils Deres gode Mand, og Ludvig og dem alle, og glæd mig sikkert næste Post med et Brev hvori De ret maa gaae Digtet igjennem; Deres

sønlig hengivne Andersen

Kjærlighed.

See Solen blusser saa Elskovs rød!

Den lægger sit Hoved i Bølgens Skjød.

Dog, hvem kan skildre det ret med Ord!

Tilbedende tier den hele Jord,

Kun Blomsterne nikke i Vinden,

De kysse hinanden paa Kinden!



Hvad rasler hist, hvor Sivene groe?

Der gynger en Baad med Elskende to,

I Havet, i Øiet, og høit i det Blaae,

Alle tre Steder jo Himle staae!

Men aller herligst blandt disse,

Er Øiets Himmel tilvisse!



Den Himmel eier det reneste Blaae,

Og Tankerne der, som Stjerner staae,

Man skuer klart i Aandernes Land,

Man føler sig Barn, og dog en Mand,

Hver Tanke mod Himlen sig taber,

Og Hjertet troer paa sin Skaber!

________

E. S. Vil De ikke nok lade indlagde Sædel besørge til min Frue - -

[Udskrift:] Velædle Fru Lessøe boendes paa Nørregade N0 229. første Sal i Kjøbenhavn frit.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (63)