Dato: 9. januar 1831
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorøe d 9de Jan 1831.

Kjære Andersen!

Min Tak for Deres nye Digtsamling og for den Tillid og Hengivenhed, De viser mig, skal - som jeg veed De helst ønsker det - bestaae i en oprigtig og uforbeholden Meddelelse af hvad min Deeltagelse for Dem tilsiger mig. De synes tildeels i Bogen som ogsaa i Brevet at røbe en vis lidende Sindsstemning, som har gjort mig ondt og som jeg frygter skal have en forstyrrende Overvægt saavel i Deres Liv som i Deres Digtning. Den Følelse, De før vel letsindig har spøget med, synes nu at ville hævne sig ved at betage Dem den Sjælsfrihed og Besindighed, der udfordres til enhver Konstvirksomhed og selv til at give Kabinetsstykker fra Hjertekamret konstnerisk Holdning og Klarhed i Skyggerne. Dersom Digtet "Livet en Drøm" - som det lader til - er et sandt Billede af noget Oplevet, da har Livet vistnok sat Dem paa en haard Prøve. Maaskee har nogen Selvskuffelse forbundet sig dermed; men hvorledes det end hænger sammen, saa lad Livet ikke for Alvor blive Dem en Drøm og endnu mindre en ulykkelig Drøm! men lad det vakte Hjerte netop overbevise Dem om, at der selv i den dybeste Smerte kan være Spiren til en høiere Glæde, og at det sande Aandens Liv, det Guds-Rige, vi bede maa komme til os, ogsaa virkelig og her kan komme til os! - Den Forandring, De selv føler der er foregaaet med Dem og som Deres nye Digte ogsaa tildeels vidne om, haaber jeg imidlertid vil bringe Dem Sandheden og Skjønheden i Livet som i Poesien nærmere, naar det kun kan lykkes Dem at finde et fast Standpunkt mellem de Høider og Dybder, De nu svimler ved og som De før ansaae for Fantomer, men som netop i deres Sandhed og Storhed danne de skjønneste og herligste Livsbilleder. - En Betænkelighed er herved faldet mig ind, som jeg beder Dem selv betænke om er grundet; det forekommer mig nemlig, som De iler vel meget med at ville give enhver Følelse Luft i poetiske Udbrud, inden den ret kan faae Tid til at udvikle sig med Klarhed og Bevidsthed, og at De derved undertiden ligesom puster i Sjælens Blomsterknopper for at faae dem til at springe ud før Tiden. Opsøg for Alting ikke poetiske Ulykker! de kunne, før De veed af det, blive virkelige. Deres Lyst til ret at studere Byrons Fortvivlelses-Poesi synes mig en saadan Higen efter tungsindig Sjælenæring og i enkelte af Deres Smaadigte seer jeg en saadan Lyst til mørke og menneskefjendske Forestillinger fornemmelig i "Maleriet fra Jyllands Vestkyst".

Af de tre Digte, De selv synes bedst om, synes jeg ogsaa meget godt om "Ørkenens Søn" og "Livet en Drøm". Det første er et smukt poetisk Hjertesuk og det sidste har saamegen Sandhed og Hjertelighed, at det, som sagt, har gjort mig bekymret for Forfatterens Hjertefred. Luftaanden synes mig til Deels en Reminiscens, og jeg seer ikke, hvorledes De har kunnet finde Sfærernes harmoniske Musik i den fredløse Aands Klage over en uendelig Disharmoni og Universets formeentlige Hjerteløshed. Spasen med den latinske Grammatik anseer jeg for mislykket. Nogle af de erotiske Smaavers og adskillige af de andre, der synes blotte Fragmenter uden nogen hel udført Ide, havde jeg ønsket udeladte. En strengere Korrecthed i Formerne og en større Præcision i Udtrykket havde vistnok ogsaa været ønskelig; dog er jeg langtfra med den nye Gjenganger at sætte Formen over Ideen. Eet af Deres Digte som behager mig allermeest, uagtet det i Begyndelsen noget erindrer om Ticks Alfer, er "Den fremmede Fugl", hvor jeg finder Barnefantasien, Menneskelivet og Døden smukt og poetisk beskuet. I Digterskibet finder jeg ogsaa nogle meget smukke Træk, skjøndt den elegiske Slutning maaskee vel nedslaaende antyder den Utilfredshed med Livet, som netop Digterskibet skulde hæve os ud over. I "Spillemanden" har De fremstillet en poetisk og tragisk Situation, hvor jeg dog havde ønsket noget mere Bestemthed og Klarhed.

De seer, at jeg saaledes i det Hele er saare langt fra at miskjende det Poetiske, der lever og rører sig i Dem og som jeg vist haaber skal udvikle sig til en langt større Modenhed, naar det kun kan lykkes Dem at holde Ligevægten i Livet som i Kunsten, med det Skjønneste og Høieste for Øie, uden at forvildes af Roes eller ubillig Dadel og af den urolige Tidsaands tusende Dæmoner. Gud velsigne Dem! Lev vel! God Lykke til Deres nye Arbeider! Det vil glæde mig at høre, at der atter er Fred og sand Glæde i Deres Indre - i den urolige Sø kan ingen Stjerner afspeile sig - men post nubila Phoebus . -

Deres venligt hengivne Ingemann

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (65)