Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 20. januar 1831
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorøe, den 20. Jan. 1831

Kjære Andersen!

Med smertelig Deeltagelse læste jeg, hvad De saa venlig og fortrolig meddeelte mig om den Begivenhed, der nu truer med at berøve Dem alt Haab og al Kjærlighed til Livet. Inderlig gjerne vilde jeg sige Dem et venligt Ord til Trøst og Beroligelse; men jeg føler kun altfor vel, at hvad der i Sandhed skal kunne trøste og berolige Dem i en saadan Stilling, ikke kan komme fra Mennesker, men kun fra den kjærlige og forbarmende Gud, der visselig Intet tilskikker os uden af en uendelig Kjærlighed, som vi kun ikke altid forstaa. Hvor en sand og dyb Kjærlighed er bleven til i et Hjerte, er der visselig en evig Livskilde fremsprunget, som i et fromt gudhengivent Gemyt, selv under de misligste udvortes Omstændigheder, maa ansees for et ubetaleligt Gode. Er Kjærligheds-Ideen fremstaaet heel og uden Skuffelse for Dem, idet De selv er overbevist om dens Sandhed i en reen og gjensidig Følelse, saa er Kjærlighedens første og høieste Fordring derved ogsaa opfyldt, og en saadan Kjærlighed bør aldrig kunne bringe en Sjæl til Fortvivlelse. Lykken af en udvortes Forbindelse maa den høieste Kjærlighed kunne resignere paa, naar høiere Pligter og Hensyn, som her, forbyde den; men den Lidenskab, hvormed Ideen forbinder sig, er af jordisk og endelig Natur; den maa mandig bekæmpes, og gjennem Afsigelsens Smerte maa en høiere Glæde nødvendig udvikle sig. Tænk Dem blot, at De i Morgen var et halvt hundrede Aar ældre!

Mit Raad er derfor ikke at glemme og slaae hen hvad der hverken kan eller skal glemmes; nei tværtimod, ær og bevar en Følelse, der kun for en Tid kan synes at gjøre Dem ulykkelig, men som dog kan og maa give Dem uendelig langt mere, end den berøver Dem, idet den aabner Dem Indsigten i en Himmel, som kun faa Mennesker kjende og som det allerede er en sjælden Lyksalighed at have seet i dette Liv, om det ogsaa var paa en Pinebænk og i den størst mulige Frastand. Jo mere det kan lykkes Dem at hæve Følelsen til en stor og evig Idee, jo lettere vil det falde Dem at løsrive Dem fra Pinebænken og bekæmpe Lidenskaben. Jo dybere og høiere vor Kjærlighed i sin enkelte Retning er, jo nærmere er den ved at sammensmelte med den høieste og meest fordringsløse Hengivelse i Guds Villie og i al Kjærligheds evige guddommelige Kilde.

Kjære Andersen! Gud give Dem Kraft og Mod til at gaae denne Kamp igjennem - og den Tid vil vist komme, da De med Ro og Glæde kan see tilbage til disse Dages Lidelser og selv ikke vilde have undværet dem for den høieste udvortes Lykke. Men her gjælder det at sætte Kræfterne i Virksomhed og ikke fortabe sig i daadløs Sorg; her haaber jeg ogsaa, at Deres Begeistring for Poesien og Deres Trang til et aandeligt Liv og en skjøn Virksomhed i denne Retning skal være den beskyttende Engel, der fører Dem frelst over Dybet. Gud velsigne Dem!

Deres hengivne Ingemann

Min Kone beder Dem meget hilse. Hun har med den inderligste Deeltagelse læst Deres Brev. Hun skriver ikke da hun omtrent vilde have sagt Dem det samme, som hun nu har læst i mit Brev, hun haaber og ønsker med mig at De med Kraft og Mod maa gaae den Lidelse igjennem der er tilskikket Dem, uden at tabe det kjærlige Sindelag, der nu selv gjennem deres Sorg saa klart udtaler sig. -

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (67)