Dato: 20. december 1832
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

[Efter 20.12.1832]

Kjære Andersen!

Tak for Deres "Maaneder" og den fortrolige Meddelelse af Deres Stemning og Stilling! Om "Maanederne" mener jeg, vi har talt tilstrækkeligt sammen. Hvad jeg bedst kan lide deri er Partierne i den poetiske Genre-Maneer; hvad jeg savner er Eenhed - Heelhed i Idee og Fremstilling. Reflexionen over den vilkaarlige Maanedsindretning i vor Tidsregning har efter min Mening havt altfor megen Indvirkning og fremkaldt en Vilkaarlighed i Beskuelse og Fremstilling, som forstyrrer Indtrykket og sætter Læseren ud af Stand til at finde Ariadne-Traaden i Labyrinthen. Dog hvad Dem og Deres Liv angaaer, kjære Andersen, kommer det hverken an paa hvad disse Deres "Maaneder" eller Alt hvad De hidtil har søgt at give Form og Røst, skal gaae og gjelde for i Bladene og Conversations-Verdenen. Jo mindre Vægt Andre og fornemmelig De selv lægger derpaa, desbedre tør jeg næsten sige, desbedre for [for] Dem selv og for den Poesie, De virkelig elsker og føler Trang til at opfatte og udtale. Hvad der hidtil meest har hindret Deres poetiske Udvikling har upaatvivlelig været det Uheld, at De altfor tillidsfuld og med en næsten barnlig Hengivenhed har kastet Dem i Armene paa det store tusindtungede og vægelsindede Publicum og i den tomme Selskabs-Verdens Mølledam, førend De vidste hvad De egentlig vilde og hvad De kunde. De er saaledes, uden at have faaet Hold i Dem selv, bleven til en Bold for alle Andres Meninger og Luner; De udpidsker Phantasien og spænder Følelsen paa Pinebænken ved som en Somnambulant bestandig at pusle om i Dagblade og Selskaber og paa Theaterbræderne, hvorved De hver Dag ligesom rykker Deres Livstræ op for at see om det har slaaet Rødder, istedetfor at lade det faae Ro til at samle Kraft baade til Blomst og Frugt. Den For[nem]melse og den Mangel paa kraftig Livslyst, Deres sidste Brev røber, har bragt mig til at tage Bladet fra Munden og reent ud sige Dem hvad jeg troer der gjør Dem ulykkelig og hindrer Deres Livsudvikling. Kast Dem med Iver over et Studium, som kan give det poetiske Liv Næring f.E. Historien; giv ikke efter for den idelige Pirren til at producere, hvorved De udmarver Dem aandelig. Giv det hele tomme Selskabsliv Pokker og tag intet Flyveblad i Haand! Bryd Dem mindre om Poeten og Krandsen men desmeer om Poesien! men skjær ikke Sangfuglen op for at tage alle dens Guldæg paa eengang! Om det er godt for Dem at reise nu veed jeg ikke; jeg troer De trænger meer til at samle Dem, end til at adsprede Dem. Men naar Leiligheden tilbød sig, burde den vist gribes. Om De fik et heelt eller halvt Aars Tid til at samle og styrke Dem paa den Maade, jeg mener, var det vist ikke af Veien. Een Hovedsag havde jeg nær glemt blandt de gode Raad, jeg dennegang har paataget mig at give Dem og som jeg veed De vil optage ligesaa venligt som de gives: Læs aldrig noget Digt op i Selskaber eller for nogen Anden, end de intimeste Venner, og skriv aldrig et Ord i Bladene! Gud velsigne Dem[;] levvel og vær ved frisk Mod og fast Villie! Min Kone beder Dem meget hilse.

Deres hengivne Ingemann

[Udskrift:] S.T: Hr Cand phil.

H: C: Andersen i Kiøbenhavn Store Kongensgade No 33. frit

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost