Sorø den 6. November 1837
Jeg takker Dem ret af Hjertet for den tilsendte Bog og for Dedicationen, som jeg anseer for et sandt Venskabsstykke, der har rørt mig meget, og hvorved jeg desuden finder mig hædret. Kun forsaavidt har den vakt min Betænkelighed, at jeg gjerne vilde skrive en lille Anmeldelse af Bogen, hvilken let nu af dem, der ville søge slette Motiver til Alt, kan ansees for at være udsprunget af Partiskhed. Imidlertid skal dette dog ikke afholde mig fra at skrive den. Jeg lader kun med Villie nogen Tid gaae hen, deels fordi jeg formedelst andre Sysler ikke kan Andet, deels ogsaa for ei at hindre en anden, fordeelagtig Anmeldelse, som jeg haaber, "Dagen" vil levere, og som maaskee kunde blive udeladt som overflødig, hvis der i samme Blad (thi andetsteds kunde den vanskelig staae) strax blev leveret en saadan fra en anden Kant. Jeg fik først Bogen i Forgaars og har derfor først nylig kunnet begynde paa dens Læsning; hvad jeg har læst deri, bekræfter fuldkommen den Mening, jeg før havde derom. Bliv endelig ikke utaalmodig, fordi selv de rimeligste Forhaabninger ikke strax opfyldes. Ørsted, kan jeg forsikkre Dem, er ivrig stemt for at hjælpe Dem. Selv Rantzau maa De endelig ikke opgive, end mindre forsømme; de store Herrer give rigtignok ofte flere Løfter, end de holde; den Frygt, de have, for paa de høieste Steder at finde et ubeleiligt Øieblik, bringer dem ofte til at lade selv det beleilige gaae forbi unyttet og til at tie, hvor de burde tale; men han kom Dem dog saa smukt imøde, at man maa troe, han mener det ærligt med Dem. Denne Bog vil desuden sikkert vinde ham endnu mere. Naar den nu er trængt nogenledes igjennem, da er det, som sagt, Tid at skrive en Ansøgning, hvilken jeg gjerne skal concipere for Dem. De maa for Himlens skyld ikke forsage og opgive Haabet. De er jo dog overordentlig begunstiget fremfor mange Andre; tro forresten aldrig, at selv den høieste, jordiske Lykke vilde gjøre Dem ganske lykkelig; husk, at den Veemod, der er i Deres Indre, er et Aandepust af Deres Genius; det er jo netop den, der giver Deres Sange deres skjønne Colorit, og De maa derfor ei ønske den bort. Med Hensyn paa det Høieste og Bedste er Resignation nødvendig for os Alle; med Hensyn til de jordiske Goder derimod, da maa De huske, at Forsynet har ledet Dem paa saa forunderlig Maade, at De ogsaa trygt kan give Dem i dets Hænder for en tilkommende Tid. De kan ikke sammenligne Dem med Deres Spillemand, uden forsaavidt De med enkelte, bittre Erfaringer i Deres eget Liv har befrugtet hans; men den store Forskjel er der imellem Dem og ham, at han aldrig hævede sin største Skat i dette Liv, og at De dog allerede har hævet en mægtig og skjøn Deel af Deres. For Resten kunne alle virkelige Digtere sige med Goethe: "Was ich litt und was ich lebte, sind hier Blumen nur im Strauss". Netop heraf udspringer den store Sandhed og Individualitet, som udmærker et virkeligt Digt. Gud skjenke Dem nu det Held med Deres Bog, som den fortjener, det ønsker jeg Dem af Hjertet. Min Kone hilser Dem venligst. Naar jeg har gjennemlæst Deres Bog, først hurtigt og saa langsomt, skal De høre nærmere fra mig.
Deres hengivne Ven
J.C. Hauch.
