Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 4. juni 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian Wulff
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 4. juni 1839.

Min overbærende Broder!

See saa, nu er Pennen i Haanden, nu gaaer det, længe nok har det varet! - Det er s’gu lumpent, men jeg kan meget godt undskylde mig og det er vist, at jeg har lidt mere ved ikke at takke Dig for dit Epistel og det ikke at meddele mig, end Du ved ikke at see min Sanskrit! Netop en Side, som denne her paa Papiret, skrev jeg strax da jeg fik dit nydelige, rigtignok vel korte Brev, men saa fik jeg ikke mere skrevet fordi jeg skulde digte en heel ny Vaudeville for Pätges og saa havde jeg din egen Vesit; Dagen efter jeg havde faaet dit Kort og om Aftenen seet Dig i Theatret, pilede jeg ud paa Academiet, men Herren var stukket Nord paa. Saa gad jeg ikke fortsætte det engang paabegyndte Epistel, der er kommet saa mange Slæder i Veien at - ja her har Du mig! nu sladdre vi! - Du skulde have hørt Frøken Riffel! ja din Fader er jo nok ikke mellem Enthusiasterne, men det er jeg! Du skulde høre hende spille af Chopin og Thalberg, hun føler selv hver Tone og vore Øine ere ved Fingerfærdigheden ligesaa forbauset, som vore Øre, hun har, maa Du vide, en usynlig Haand paa Maven, for naturlig kan det ikke gaae til; jeg sætter hende over Wilmers, men anseer ham for et større Geni, som Komponist, dersom han er en Lizt, saa er hun en Thalberg; vi ere ogsaa blevne Veninder begge to. Gerson og Weyse veed jeg vare ligesom Harttmann henrykte og Hartmann sendte hende ved Afskeden en Brystnaal for at hun kunde blive stukket i Hjertet. - Løvenskjolds Sara er et godt Sujet og der er meget smukt og genialt i Musikken; hvad Fru Heiberg angaaer - ja jeg har rigtig forsvoret at tale mere om den Sag, da Folk ere saa lumpne at ansee for Ondskab hvad der var min Lidelse ved at en Kunstnerinde, saa stor, som Fru Heiberg, prostituerer sig, og det gjorte hun efter min Anskuelse, ved sin Sang. Det er Opera-Musik og hun kan kun synge i Vaudeviller. Det var Skrig og jeg følte mig i en Angest, som om Konen gik paa Linie! Folk klappede og et Par unge musikalske Venner forsikkrede at jeg dømte galt og at det ikke var daarligt! men om jeg ikke kjender Noder, saa har jeg dog Øre og har hørt Sang, Sang, som den maa og skal være. Havde jeg været Fru Heibergs Broder jeg havde raadet hende fra det, forud og efter at have hørt Resultatet, sat mig derimod. - Hun er for stor i sin Kunst til at vise sig som Fusker i et fremmet Fag. - Cetti har givet Deodata til sin Sommerforestilling, skrækkeligere Tøi har jeg længe ikke seet, gamle Winsløv gjorte furore deri og Musikken har vist mange Skjønheder. - Min nye Vaudeville: Il Ialeo di Xeres eller den Usynlige paa Sprogø, er en Baggatel, der rimeligviis bliver udpebet, det vil beroe paa Spillet om den fortjener det. Hele Pjesen er, som de egentlige franske Vaudeviller, kun Canevas for Skuespillerne. Igaar var jeg i Theatret i Parquet-Logen O, jeg traf der Fru Falbe med sine Døttre, jeg talte mere med Clara, end jeg saae paa Stykket, hun er deilig, jeg blev brændende heed, og gav gjerne en Uge af mit Liv for et Kys, og for hende selv - - - ja, jeg døde mig ihjel strax efter Brylluppet. Jeg veed ikke hvor ungdommelig jeg i den senere Tid just har følt mig, lykkeligviis, gaaer Varmen over efter Nattesøvn og jeg er i Dag, saa rolig, som nogen Sjæl kan være, men var jeg riig, da fortsatte jeg Konversationen og sagde til sidst "voulez vous?". - Hvorledes gaaer det med dit Hjerte? - Nu smiler Du vel! var det Ansigt til Ansigt, da kom der et fornemt Kast med Nakken, et uskyldigt Blik! - lad bare være min Broder, jeg kjender Dig nok! - Er der smukke Damer i Helsingøer? Frøken Knox kjender Du jo! hils hende fra mig. - Fru Heiberg har faaet Reise-Stipendium og tager sin Mand med, de gaae til Tydskland, men ville undgaae de store Byer, besøge derfor Hartzen og Rhinen. Sahlertz reiste i Søndags til Ems og Paris, han var saa melankolsk derved at han hulkede ved Postvognen; Dagen før Afreisen stod jeg Fadder til hans lille Søn der blev kaldt Edgar efter Junkeren af Ravenswood. Ingeborg Collin er af Lægen foreskrevet at skulle reise til Ems, ellers kan hun neppe helbredes, men der optaarner sig saa mange Hindringer, at der neppe bliver noget af. Fra Lieutenant Schmidt skal jeg hilse Dig, vi boe, som Du veed, paa Gang sammen, saa vi see hinanden saa jævnlig! Det er dog et satans velskabt Menneske, o var jeg saadan - ja hvor jeg skulde gjøre Lykke hos Fruentimmerne, men nu - "Stakkels lille Askepot!" - To Morgener i Træk har vi havdt Ildebrand her i Byen, ved den sidste kom flere Mennesker til Skade, værst var det med von Osten, der faldt en Muur med gloende Muursteen ned paa ham (og Leerbeck) v. Osten laae i bevidst Tilstand fem Minutter og forbrændte Laarene, inden og uden, den ene Arm og hvad der er værst, fik et dybt Hul brændt i Halsen. - Jeg gaaer hver Dag i Vandet; igaar og i Dag med 12 Grader. Din Fader seer jeg sjeldent, forleden talte vi sammen om Sara, og det syntes, som om vi vare enige om Fruens Sang. En lille Jomf: Fredstrup 29 har danset Ialeo og gjort furore; ved sin anden Optrædelse blev hun modtaget som Jomf: Grann er blevet det og har begge Aftener gjentaget Dandsen. Den sidste Gang græd hun af Glæde, den lille Sjæl, saa Sminken løb hende ned over Kinderne og gamle Fredstrup besvimede. - Jomf: Grann har ellers i Paris været i Fare; hun kjørte i Karreet med sin Moder under de sidste Dages Revulution, en Pøbelhob styrtede dem imøde, Kudsken kunde ikke slippe bort, Soldaterne kom til, der faldt Skud, Karreten skulde væltes til Barricader og Moder og Datter besvimede da, og bleve saaledes bragte ind i et Huus hvor de tilbragte Dagen. Hun har i sit Brev til Overskou, sendt mig en nydelig Hilsen, er jeg ikke en Lykkens Fætter - ja kommer jeg til Paris denne Vinter saa skal jeg rigtig søge Hosernes Grønhed, ret see at grane mig! hun er i Grunden nydelig, hun giver Been og jeg giver Hoved (for jeg er jo et godt Hovede) saa komme vi nydeligt frem; ville nu bare Midter-Stykkerne passe, Hjerte for Hjerte, men de to Størrelser blive nok ikke congruente, hun vil have et Hjerte med Guld-Beslag, mit er kun beslaaet med Følelse og Poesie. Dit næste Brev til Jette forkynder vel "jeg fik Brev fra Andersen, naa hvor han kan vaase!" - ja det skrev Du engang før, skriv det derfor ikke igjen, en god Stillist gjentager ikke samme Phrase. See det skulde være "etwas Beisend". - I Juli tager jeg lidt til Skaane, bliver nogle Dage hos Baron Wrangels paa Høby og gjør en lille Vesit hos vor "Ven" Nolchen; han besøgte mig forleden og bad mig see ind til sig; ogsaa om Dig talte vi og jeg skal hilse, han er blevet "uvanlig tjuk!" - Du kunde gjerne skrive mig et Brev til, thi ombord maa der jo være god Tid. Du tager vel til Ramløse? Hils de svenske flikkaer, en Deel af dem elsker "Spelmanden", siig, de skulde snart faae ham i deres Midte, men de maa være nydelige mod mig. Du forstaaer mig vel, de Svenske kalde sædvanligviis Andersen "Spelmanden" efter den første Roman de fik oversat. Naa, dette Brev kan du da ikke klage over, det er af samme Størrelse, som jeg langt og - tyndt, man kan ikke forlange mere, end at den Skrivende giver et Aftryk af sig selv. Hils den svenske Kyst, Kullabjergene og den svulmende Sø og tænk selv smukt paa

Broderen.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (229)