H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Signe Læssøe 31. december 1840

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Rigsarkivet

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 31. december 1840
Fra: H.C. Andersen   Til: Signe Læssøe
Sprog: dansk.

Rom den sidste December 1840.

Ved Erindringen om Alt hvad det gamle Aar [har] bragt mig og lod mig beholde, staae ingen Kjære der hjemme. De, Fru Lessøe, har været mig saa moderlig god[;] jeg føler Trang og Lyst til at begynde et Brev til Dem før Aaret slipper; vel sagde De ikke ved Afreisen at jeg skulde skrive, men jeg tør jo nok troe at De bliver glad ved at høre fra mig, som jeg er det ved at meddele mig for Dem. Den lille Sæddel De skrev mig til ved Afreisen, er det eneste Brev jeg har ført med mig fra Hjemmet. At jeg havde en haard, stormfuld Søetour vil De have bemærket, thi De tænkte vist dog paa mig den Aften jeg var reist. Paa Breitenburg havde jeg det ganske førsteligt og tillige saa hyggeligt; kun eet forstyrrede mig; Greven har en ældre, sindssvag Broder, der hver Nat banker uafladeligt paa Muren; det hørte jeg og maatte tænke, naar han nu engang er død og borte vil Overtroen høre ham banke endnu hver Nat, som jeg hører det i Virkeligheden. I Hamborg var den berømte Claveerspiller Lizt; han har et udvortes, som om han havde været paa den ordopædiske Anstalt; ved Klaveret syntes han mig ganske dæmonisk, en Slags klein Zackes, det var, som om han og Instrumentet var et Legeme; det var mig en Dæmon der spillede hele sin Sjæleqval. - I Braunsschweig var jeg 20 Dage, det syntes mig kun en Drøm fra jeg sidst var her; dog den Gang laae Slottet i Gruus og Aske, nu stod pludselig, som ved Aladdins Lampe en prægtig Bygning der. Jeg tog til Magdeburg for at prøve Jernbanen; det var den første i mit Liv, jeg saae og jeg kan ikke nægte at jeg ved Synet havde en Smule Jernbane-Feber, men da jeg kom i den magelig[e] Vogn og vi fløi afsted, 16 Miil i 3 1/4 Time, følte jeg, at det var just en Vogn for mig! - Det gik, som Skyernes Flugt i Storm! saaledes maa Trækfuglene jage afsted. Den ene By rykkede tæt op til den anden; o det er en herlig Opfindelse! de nærmeste Træer foer forbi, som Radierne i det dreiende Hjul, men den Kjørende mærker intet til Ubeqvemmelighed. I Leipzig gjorte jeg Bekjendtskab med Mendelsohn-Bartholdy, der alt for nur ein Geiger var mig hengiven før han saae mig; han var saa kjærlig, saa elskværdig mod mig; een Middag tilbragte jeg hos Brockhaus og rullede saa til Nürnberg; det er en eiendommelig By! gamle Huse med smaa Taarne paa Tagene; herligt udarbeide[de] Brønde hvor Vandet springer[;] udenfor Byen saae jeg den nye Canal der skal forbinde Donau med Wien. - I Augsburg saae jeg første Gang Daguereotyp-Portrætter, selv Øiet var ganske levende gjengivet, men hvad der især forbausede var Fremstillingen af Silketøi; i fem til ti Minutter blive et saadant Portrait til. - I München traf jeg da H.P.Holst; min Plan var at jeg vilde kun blive her i 8 Dage, men Holst havde stor Kjærlighed for denne By og bad mig lægge otte Dage til, saa skulde vi reise sammen til Italien. Resultatet blev imidlertid at da jeg har opofret 8 Dage endnu, blev han og jeg maatte reise alene, jeg havde glædet mig saa meget til at vise ham Italien. München har hævet sig betydeligt siden jeg var her sidst. Den er som et gammelt Rosentræ, der hvert Aar sætter nye Grene, men her er hver Green en Gade, hvert Blad en Kirke, et Palai eller Monument. Kun forekommer mig intet eiendommeligt, Alt er Efterligning fra andre Stæder. Pompei, Florents, Vien har laant München Forbillederne. I München hørte jeg en anden berømt Klaveerspiller Thalberg; han er vist en Mester, men han havde en Rolighed, næsten kan jeg sige en hvis Adel, som gjorte mig kold; i øvrigt er han venlig og behagelig at tale med, vi havde just begge fri Plads i det store Theater og sad nogle Gange sammen. Theater-Intendanten lovede mig at bringe eet af mine Stykker paa Münchens Theater og jeg har skrevet til Professor Abrahams om at oversætte mit sidste Stykke. - Vel vidste jeg at man kjendte mit Navn i Tydskland, men i den Grad og med den Kjærlighed man har for mig, har jeg aldrig turdet drømme om. Een Anecdote maa jeg fortælle Dem. Een Dag gaaer jeg forbi en Boghandler og seer der: Bibliothek der Ausländischen Klassiker: Florian, Tegner und Andersen; jeg spørger hvad der er af Andersen og man giver mig første Deel af Improvisatoren. "Det er ikke det Hele!" siger jeg; Boghandleren forsikkrer jo og tilføier at han selv har læst den. "Finder De den da ikke lidt afbrudt!" spørger jeg. "O jo, som de franske Romaner!" - "Ja men det er ogsaa kun første Deel!" gjentager jeg. Nu blev Manden stødt og udbrød: Ich sage, ich habe es gelesen! - "Aber, ich habe es geschrieben!" sagde jeg og saa maatte han bøie sig. Den berømte Portrait Maler Stieler, af hvem vi have det almindelige Portrait af Schiller havde, kort før jeg kom[,] læst: nur ein Geiger og sendte Bud efter mere af samme Forfatter, der fandtes intet, men Boghandleren sagde: Digteren skal selv være her i München. Nu gik Fru Stiegler strax til den danske Maler Storck for at erfare noget derom og jeg blev da indbudet hos Stielers; Holst skulde med, men vilde ikke, da han ikke vilde, "komme som Apendix til Andersen!" - Man havde arangeret et meget interessant Selskab, deriblandt den berømte Maler Cornelius og Philosophen Schelling, min Skaal blev drukket og man var nydelig mod mig. Af Alt hvad jeg imidlertid saae i München, var der Intet, som greb mig mere end Cartonet til Kaulbachs nye Malerie Jerusalems Forstørrelse, det vil vist blive et verdensberømt Billede. I Schwanthalers Atelie fandt jeg de fleste Figurer til Frontespicen af Valhalla, fuldendte, de forestiller Hermans Slaget; Mozarts kolosale Statue var der ogsaa - Den anden December forlod jeg, som sagt, ene München; men i det jeg steeg i Deligensen blev jeg saaledes stødt i Øiet, at jeg maatte til Posten og vadske Blodet af; rundt om Øiet blev der sort og hovent og jeg maatte, da Vognen skulde afsted, kjøbe et Glas og saaledes hele Natten sidde og holde koldt Vand ved Øiet, endnu tre Uger efter var det grønt. - I deiligt Maanskin kjørte jeg over Alperne; en enkelt Stjerne der netop stod, som om den berørte den sneedækte Bjergtop, saae ud, som et Fyr. Paa Brenner var skrækkeligt koldt, men da vi naaede Botzen, havde endnu enkelte Løvtræer deres Blade. Ubehageligt Reiseselskab, daarligt Veir og nederdrægtigt Prellerie i Vertshusene gjorte, at jeg maatte samle al min Kjærlighed til Italien for at blive i et taaleligt Humeur. Jeg gik over Verona til Mantua, en lille Indsøe her førte i Maanskinnet hjem til Danmark og jeg maa dog holde af dette Land, thi denne Indsøe ved Mantua og Lombarder Sletten satte mig i godt Humeur. I Bologna var meget koldt, jeg gik saa ene i de store Buegange, saa paa de skjæve Taarne og var nær ved selv ogsaa at hælde med Hovedet; saa tog jeg Veturin og kjørte om Natten over Apeninerne til Florents, her først saae jeg Italien igjen, som den lever i min Tanke! Solen skinnede varmt, Alt var grønt i Hertugens Have og her mylrede med Maaneds Roser. Blandt de mange Herligheder i Gallerierne var et Stykke af Angiolo Bronzino, jeg har forrige Gang reent overseet det, nu gjorte det et stærkt Indtryk paa mig. Det viser Christus i Underverdenen; man seer ingen pines, men man seer Hedningerne der beskue Herren! der er et forbausende Udtryk af Haab og Uvished, un[d]tagen hos Børnene, de ere alle visse paa Himlen; to omfavne alt smilende hinanden; en anden rækker Haanden til Een anden for sig, i det han peger paa sig selv, som om han sagde: "jeg skal i Himlen!" I Kirken St Croce er Grav ved Grav af store Mænd: tænk Dem: Michel Angelo, Dante, Alfieri, Machiavel, og Gallilæi; den sidste har i sit Vaaben en rødmalet Stige, mig forekom den gloende og jeg tænkte af en gloende Stige gaaer Geniet sin Vei til Himlen. - Mandagen den 14 December forlod jeg Florents med Veturin over Perugia i Selskab med et Par romerske ægtefolk, to Præster og en skrækkelig Engelænder, der gjorte Klammerie og Vrøvl hele Reisen, spiiste vor Mad og var uforskammet i en Grad at han kan blive udødelig i en Roman. Han sagde om Romeren at han ingen Dannelse havde! - Romerinden satte Hænderne i Siden[,] befalede Manden at tage sit Academiske Borgerbrev frem for at vise han var dannet, og han gjorte det. Til Terni kom vi saa silde at vi ikke kunde faae Vandfaldet at see, hvorfor Engelænderen forlangte Løgte, for at betragte det 1000 Fod høie Fald. Ved Nepi er Veien saa usikker, at da det mørknedes vilde Veturinen ikke kjøre længer, men vi maatte ind i Cevitta castlane, hvor vi i et ophævet Kloster fik et skrækkeligt Logie; det var en uhyggelig Aften; efter et Brev jeg senere her i Rom har faaet, er mueligviis just den Aften (18 Dec) Maurerpigen første Gang opført; har den gjort Lykke, da havde Digteren [det] ikke godt, er den pebet; da bliver hiin Aften doppelt uhyggelig.

- verte];

Næste Morgen maatte vi, uagtet en ny Veturin var kommet til, tage Eskorte til Nepi. Løverdagen den 19 December Klokken 3½ om Eftermiddag[en] rullede jeg ind i det gamle Rom. Jeg har privat Logi i via purificatione, tre Værelser og Kjøkken, thi Holst fløtter ind hos mig naar han kommer, desuden har en lille Have, hvor Roserne blomstre, og de grønne Citroner titte ind af Vinduet. Men formedelst den megen Sygelighed her i Byen, er de fleste Familier i Florents og Neapel. Hele Huset jeg er i staar tomt; jeg er Patronæ del casa, Verten boer et andet Sted i Gaden og har forsynet mine Døre, hver med to Skudder for at kunne lukke godt. Ud paa Aftenen er her derfor trist, men saa tænker jeg paa Reisen i Grækenland, hvis jeg kommer der, da vil dette i Rom være Sikkerheden selv! - Over Prindsesse Borghese synges endnu Sjælemesser; mange Digte ere skrevne over hende og Børnene; det jeg finder smukkest sender jeg en Oversættelse af hjem, idag for Portefeullen. Dronning Maria af Spanien er da kommet hertil. Den 22 Februar reiser jeg til Neapel, lad mig før den Tid finde Brev fra Dem her i Rom i Caffe græco; siden dersom jeg faaer Penge hjemme fra gaaer jeg til Sicilien og, alt i Marts til Patras, tager over Land der til Athen, seiler da til Smyrna og Constantinopel; Hermansen der er kommet derfra, giver et skrækkeligt Billede af denne Reise. Vil Gud, vover jeg det dog. Hils nu alle Sønnerne! Bring Fru Petit hilsen fra sine Børn i München, nær havde jeg ikke fundet dem da hun havde skrevet en Gade, som ei existerer. Holm beklagede, at Thorald ei var kommet da; roeste meget Deres Joseph, han har taget sig særdeles op, sagde han. Nu lev vel! tak for det gamle Aar! vil Gud, mødes vi i det nye! men skriv mig til[!] skriv!/ et Brev bruger 18 Dage fra Kjøb: til Rom! - Hils mine Venner! Deres sønligt hengivne

H.C. Andersen.

[Tilføjelse i marginen s. 1:] Fra Jerichau kan jeg hilse, han saae ganske raphaelisk ud! han sværmer ikke for at reise igjen! sagde han. Med Landsmændene samles han tit.

[Udskrift:] Velædle Fru S. Læssøe. boer paa Vesterbroe; i Haven Hjørnet af gamle Kongevei og Peblinge-Søen. (det første Hjørne fra Byen). a Copenhague in Danimarka per Hamburgo franco frontieres.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (253)