Du har søgt på: *opmuntr*

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: Juli 1855
Fra: Chr. Høegh-Guldberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Frederiksberg By i Juni [dvs. Juli] 1855.

Hr. Professor Hans Christian Andersen!

Naar jeg herved bringer Dem min hjertelige Tak for det mig tilstillede Exemplar af Deres "Mit Livs Eventyr", som jeg har læst og atter læst med ligesaamegen Nydelse som jeg gjennemfølt Interesse for Dem, - er det dog med den fulde Bevidsthed om det ringe Værd, en saa ubetydelig Erkjendelse, som min, kan have i en Mands Øine, der kjender det store Værd af de langt høiere, fyldestgjørende Erkjendelser, der ere blevne Dem til Deel. Misforstaa ei denne Yttring, saavist som den kun har sin Rod i en Selvfølelse, der hvisker til mig: ei engang at synes, som vilde jeg spille Spurven i Tranedands. De er saa god endnu at mindes en længst forsvunden Tid, da jeg i Deres første, tunge Dage havde Anledning til at trøste og opmuntre Dem. Ogsaa jeg mindes grant disse Dage, ja, kjære Professor, saa grant, at jeg her vil reentud tilstaae Dem: det endog dybt har smertet mig og Mine, at have i Aaringer maattet betragte os som aldeles glemte, begravede og indskrevne i Deres Gravbog. Dette hændte i disse mit Livs sidste, tunge Dage3, da det ene Stød haardere end det andet syntes at ville nedtrykke os til Jorden, men hvor jeg dog - med inderlig Tak til Ham, Alstyreren hist oppe - skulde erkjende al den Trøst og Opmuntring, som mangt et Vennehjerte da skænkede os, naar det ligesom Blodet ilede til, hvor Saaret faldt. Kun Dem saae vi ikke, - slet ikke; - saae ikke de milde, saa ophøiede Øine, der saa ofte havde glædet mig og os, - de Øine, der i hiin forlængst skriinlagte Tid saa uimodstaaeligt havde draget mig til sig. Nei, vi saae Dem ikke, og det var et nyt Saar, Tiden slog, - et Saar, hvorpaa jeg dog aldrig har kunnet lægge det lindrende Plaster; en dyrtkjøbt Menneskekundskab har alvorsfuldt vækket mig! Nei - jeg lod Saaret være og blive aabent; thi det var ikke Excellentsen, som De nu saa fremme d kalder mig, det var Deres nu næsten 77aarige faderlige Ven fra gamle Dage, der var dybt saaret. Guds Fred!

C.

Høegh-Guldberg.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (369)