Dato: 23. august 1825
Fra: Rasmus Nyerup   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjøbh: d: 23de Aug: 1825.

At De vedbliver at faae gode og tildels fortreffelige Karakterer for Deres Studier, er mig meget kjært, og jeg ønsker tillykke.

Verset med Overskrift Siælen er ganske dygtigt. Det som jeg kunde have derimod er især Formen, eller den Idee at tiltale Sjælen. Sjælen er jo mig selv. Hvorledes kan jeg sætte mig selv udenfor mig selv, eller tiltale min Sjæl? "Higende", i 1ste Strophe Lin: 4, seer man ikke strax, hvortil svarer.

Slutningen af samme Strophe om "en Vinge som voxer ud" er alt for sært og vidunderligt. Naar De lader Aanden faaae Vinger, saa kan De og give den tykke Kjæber, om ikke Basunerne med, som Englene sees i St Knuds Kirke. Strophe 2 begynder med at Sjælen gjør sig selv Complimenter - "Du Høje"! "Drømme" har ikke i Pluralis spaaer men spaae.

Strophe 3. Den Lære om Gjængangerie er det snorrigt nok at see.

Men uheldigt i høi Grad er det at sige: "useet af os andre". Ikke blot, at det falder saa saare prosaisk, maa man nok spørge, hvem de os andre her skal være. Digteren taler jo til sig selv, til sin Sjæl; tænker han sig nu, at han er død og begraven, og Sjælen skilt fra Kroppen, hvorledes kan han da regne sig selv med "os andre" eller anføre sig selv blandt dem, der ikke kan see Gjengangeren. I bemeldte Strophes Linea 8 staaer Ordet "dets" som jeg aldeles ikke kan begribe, hvortil refererer sig.

Strophe 4. Lin: I. staaer "kunde" men det skal absolut hede kunne. Omvendt Lin: 6 staaer kunne) hvor kunde er det rigtige.

Og nu endelig - hvem er den Stærke, i den allersidste Linie i hele Digtet, som har "en Lue" at luttre med. Talen er dog vel ikke om, at luttres ved Skjærsild.! Resultatet er, at jeg ikke gjør saa meget af dette Product som den Odenseiske Criticus.

Lev bestandig vel!

Deres R Nyerup.

Hr Andersen

Discipel i den lærde Skole

betalt. i Slagelse.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost