Dato: 4. november 1825
Fra: Chr. Høegh-Guldberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense den 4. November 1825

Tak, kjæreste A., for begge Deres Breve og de to Smaabøger, som jeg strax sendte Deres Moder tilbage, da vi her allerede kjendte og havde læst dem. Nu Skjænd og det dygtigt! En Skræderenke tager sig paa at see lidt ind til Dem, og strax er hun istand til at klippe et stort Stykke ud af Dem! Lader De Dem da virkelig bedømme af Deslige? Kjærlinge-Sladder være Dem et Thermometer! Sandelig, Andersen, jeg har kun leet af Dem, deltage kunde jeg ikke og skal aldrig kunne. Unge Ven! Grib dog i Deres Barm, og see, hvor stor en Rolle Forfængeligheden endnu spiller hos Dem; den indrømmer De endog Herredømmet over Deres Rolighed og Fornuft, naar hiin endog angribes med saa slette Vaaben som Saxen. Risum teneatsi, amici! Nei, slaa Øinene ned, og arbeid kratigt mod Dem selv! Hvad er der vel stort i at være saa yndet af Alle, som det synes heraf, De vil være? ELler mon Livsvandringen ei lærer os, at det har tilfold høiere Værd at være yndet af dem, der kunne bedømme os, end af Mængden, der ei kan det; at det kun er de Svageste til Sjæl og Aand, som yndes af Alle, c: som Ingen igrunden ændser. ALles Ven, Ingens Ven, er et gammelt Ordsprog, der paa Tydsk hedder: Freund von allen Potentaten; men jeg har aldrig hørt, det sagdes til Nogens Roes. Analogien heraf til Skræderkonen, hvis Hjerte De ogsaa vilde have erobret, men hvis Sax havde en anden Retning, haaber jeg De føler og tænker aldrig meer paa den Historier, uden ved at modsætte den og mine Ordsprog det tydske: Theu recht, und fürchte den Teufel nicht. Lad - alvorligt, faderligt talt - kjæreste, elskede Andersen, Deres Religiøsitet vinde et saadant Herredømme over Dem og Deres Anskuelser, at den vorder Dem en Modvægt i Skranken, at De vinder den Styrke, uden hvilken Religionen jo kun er en tom Kundskab, ingen frugtbringende Livsphilosophie! Sandelig, kun saaledes vil De dog ene staae fast og ei udsættes for hvert Øieblik at kastes hid og did som Sivet for Vindene.

Vistnok har De Ret i, ei meer at tænke Dem os i Haven; nei, vi søge nu en anden Sol, anden Varme, og Kakkelovnen er dens Navn. Fra Kl. 6 om Aftenen seer De os derimod om eet Bord, og Alle med Øie og Øre følge min Ringhed, som da er Forelæseren og Forklareren til Kl. 9. Saa eensformigt er vort Vinterliv; men det har sin Værd, sin høie Værd; jeg vilde ikke undvære Vinteren, ønskede ingen evig Sommer. Vinteren er mig og har altid været Kraftens Dage, da kæmpe rman for sine Nydelser, og Kamp gjør dem dobbelt søde. (Naturligviis taler jeg ikke her om Baller, Comedier o.s.v.), det er Lækkerier og intet Andet; men om de Nydelser, der udgjøre Menneskelivets Behageligheder.) Om Sommeren da flyve jo de stegte Kramsfugle med Kniv og Gaffel os lige i Mundne, naar vi blot have Sands nok til at aabne Munden. Vinteren er meer for Aanden (hvad mig angaaer idetmindste; saa paradoxt det end synes); Mennesket maa da mere træde ind i sig selv for ligesom Edderkoppen at spinde sit Livs Væv ud af sit eget Væsens Indre, og lykkes det ham, han sætter sig da i Garnets Center og vorder meer Herren af sig selv end om Sommeren, hvor Naturen saa tryllende kalder ham snart hist, snart her. See saledes, min en, gaar det mig, og det, som De veed, uden at jeg er nogen Melankolikus eller et Hængehoved.

Her nu et Venneord; thi, ei sandt, jeg maa jo tale ligefrem til Dem, som de ældre Ven til den yngre, han inderligen elsker? Naar De skrive, og De gjør det godt - Deres Breve fornøie baade mig og os Alle saare meget baade fra Hjertets og Hovedets Side - , saa begaaer De dog mangen Bommert i Skrivningen af fremmede Ord, f.Ex. nu Leutnant, istedetfor Lieuteneant, af det franske lieu, Sted, og Particip. af tenir, tenant. Søg at rette denne store Ubetydelighed, Saamanagen opholder sig derover, og dog er det saa let at rette. Stilen fordrer saa lidet frememde Ord som muligt; men i Breve synderligen vilde det være latterligt, ængsteligt at følge denne Regel; det gav Brevstilen en Stivhed, som er aldeles mod dens Væsen. Hør derfor et Raad; naar De skriver Breve til hvem, det saa er, saa kun rask væk og muntert derpaa; men møder da et fremmed Ord Deres Tanke, saa lad det staae in Blanco, noteer det blot paa en Seddel, og kan da Deres latiinske Lexicon, som ofte er Tilfældet med franske Ord, ei analogisk fortælle Dem, hvordan det bør skrives, saa spørg en Mand, De har Tillid til, om alle Ordene paa een Gang, da skal De see, hvor snart De er Herren af at skrive rigtigt; men tillad Dem aldrig at skrive uden Sikkerhed. Faaer et ondt Øie fat paa Deres Breve, De lider da mere derved, end De bør ville, og det Værste er, De lider md rette. Gjør nu det, og see i den Frimodighed, hvormed jeg taler, min oprigtige Kjærlighed til Dem!

Modtag en hel Skok af Hilsener fra os Alle, der, den Ene med den Anden, ønske Dem alt Held i Deres nye Stilling hos Rectoren. Tor mi, da han er en brav Mand, vil De komme paa god Fod med ham og hans. Lidt Eftergivenhed fordrer Samliv, og hvor gjerne og naturligt skjænker Lærlingen Læreren den. Dog - Gud styrer Alt til det Bedste for Dem, naar De fremdeles holder Dem til ham, der saa underligen hidindtil førte Dem, der saae og maatte see Faderhaanden, naar De ei forsætligen havde villet tillukke Deres Øine. Kun Kraft fordrer han, Selvovervindelse, rigtig Anskuelse af hans Førelse.

Nu Farvel, kjære A! Elsk fremdeles Deres trofaste Ven

C. Høegh-Guldberg

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost