Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 1. marts 1826
Fra: Chr. Høegh-Guldberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense den 1. Marts 1826

Hvad jeg hidindtil ikke med eet Ord har rørt ved, gaaer jeg nu til, kjæreste A. Tak for Deres Silhouette! "Hvorfor denne Tak først nu?" Fordi jeg fik det en Stund, da vor General var bleven anfaldet af et høist alvorligt Sygdomstilfælde, Noget, der, da jeg elsker ham, lod mig glemme Alt derover. Saalænge denne Sygdom end voxer, giver den mgi dog nu Rolighed nok til at see hen over andre Ting, og derfor nu Dem min varme Tak! Det lignede Dem ganske overordentligt og fornøiede os Alle at see. Dernæst min Vennehaand for Deres Confession. Javel, De har seet Dem selv i Speilet, det rigtige SApeil, Gud har sat ligeved Tankernes Kilde i Menneskets Bryst; men det forder jeg endnu, thi det fordrer Herren, som satte det her ikke omsonst: Har De seet Dem deri, min Andersen, da skal det være for at rette de skarpe Kanter, det viser Dem, og den største af disse er hos Dem: Forfængeligheden. Den skal afslibes, eller De er tabt, den sande Digteraare sprungen, der kun har sit Udspring i den nøieste Affinitet med det Allerhøieste, og denne Affinitet kan ei næres, uden ved at Barnet lægger sig saa tætt til den alfaderlige Barm, at det hører det evige Pulseslag, det evige Hjertes dybe Kjærligheds Slag, der er Lampens Olie, kun der, dér luer Inspirationen, der griber, dér giver det uendelige Huulspeil det sande Billede af Mennesket og dets Vilkaar, der ene kan begeistre Menensket, dér fremspringer et Kvad som: "Der var en Tid, da jeg var meget lille", Axel og Valborg o.s.v. Øen i Sydhaven, Øhlenschlægers Reiser ere ikke undfangne dér, de ere kun Forfængelighedens Børn og derfor usle - jammerlige.

Digter eller Intet, siger De, og siger De formasteligt. Overlad den store Oprdrager sit Værk, eller troer De at kunne undgaae det? Blev De ei Digter her paa Jorden, hvo har da sagt Dem, at den dybe Følelse, De føler i Deres Indre, der gjærer i Deres Bryst, om den ei her slaaer op i lys Lue, da vil det i Evigheden i en langt, langt høiere Potens end her? Eller troer De Dem kun skabt for denne Tid og tilintetgjort, om ei efter Deres Lune Det saa hurtigt udvikles, der først er eller kunde være bestemt for en senere Udvikling? Træd ei selv Flammen, slaa den ei over med Forfængelighedens iiskolde Vand! Grib Faderhaanden og slaa ved dens kraftige Hjelp de stærke Slag mod eget Indre; ved hvert djervt Slag skal en Ildfunke antænde og være den hellige Lue, der ene stempler baade den alvorlige og muntre Digter.

Den sande Kjærlighed til Gud yttrer sig kun i en evindelig Opoffrelse og Bekæmpning af sig selv, ellers er hver en Bøn Bespottelse; det er kun et Herre, Herre! der ei fører til Himmeriget! Amen!

Deres Karakterer have glædet mig; disse ere, som de bør være, min Andersen. Hvad er og Digteren uden Kundskab? See en Walter Scott, hvor dyb er ei han? Her er ingen af de forslidte Blomsterkrandse, saamangen Rimer fører tiltorvs og kalder det Digte.

Nu blot ved frisk Mod! Hvo omtvivler, De jo har Digtergenie? De har det, ved Gud, det har De; men at det gjøres gjeldende maa overlades Manden histoppe.

Velsigne Gud Dem! Alle hilse vi Dem hjerteligt, og jeg er stede Deres trofaste

C. Høegh-Guldberg.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost