H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Chr. Høegh-Guldberg til H.C. Andersen 5. juli 1826

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 5. juli 1826
Fra: Chr. Høegh-Guldberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense den 5. Juli 1826.

Ja vel, kjære ANdersen, har jeg lang Tid sybntes at være Dem utro; imidlertid har mit Venskb for Dem, saa siger min Overbeviisning, altid været Dem Borgen for, at min Tavshed havde skjellig Grund, og i Deres Hjerte stod jeg altid angerløs; angerløs har jeg ogsaa været; thi i al denne Tavsheds Tid har jeg og været saa beskjæftiget paa tusind Viis, at Ro til Brevskriveri ei blev mig tilovers. Foruden Embedsarbeider, der i den senere Tid, under min Generals dødelig Sygdom, deels som Regiments-, deels Escadrons-Fører have paaligget mig i en dobbelt Potens, har jeg været som sædvanlig mine Børns Lærer, besørget en ei liden Afhandling til Militairmagasinet og en lignende her til det fyenske, litteraire Selskab, ognu i senere Tid gjort en 4 Ugers Marsch til og fra Aarhuus, der lige indtil dette øieblikmed Rapporter o.s.v.har optaget og optager hver Stund, jeg ellers havde tilovers. Ikke sandt, jeg er da uskyldig, og min kjære unge Ven føler mig uskyldig.

At De fulgte Meisling til Helsingøer var rigtigt i hver Hensseende, ogsaa fra een Side, hvor jeg nærer, hvad Mangen muligt vilde kalde Overtro; men det er mig nu engang tilbaaren og i Kjødet tilskaaren, saa jeg hænger fast derved, som og min Gang gjennem Livet ei har lært mig det Modsatte. Min sl. Fader sagde nemlig altid: "Man skal følge de Vink, Forsynet giver os". For et sadant tog jeg Meislings Ønske at faae Dem i Huset, for et lignende, at han vilde, De skudle følge ham til Helsingør. Lad derfor ALt endog i Førstningen dér synes Dem lidt skarpere, lad Deres Karakterer muligt lide under en tilsyneladende Strænghed. De har dog fulgt Vinket, - og giv Agt - til Held skal det lede Dem, naar De kun, og det vil De jo, strængt, samvittighedsfuldt følger Pligt og øver Flid, korsfæstende Kjødet, det er: den poetiske Kjæphest, indtil denk an nedtages af Korset og gives frit Løb, indtil den, efterat have ligget sin Tid i Graven, kan opstaae i en forhærliget Skikkelse. Saalænge, min gode Andersen - jeg taler som Deres faderlige Ven - faaer selve "SKilderiet" Intet fra Dem. (Vide Reisen fra Slagelse til Helsingør).

Men at vi iaar ei faae Dem at see, behøver jeg at sige Dem, hvormeget det har smertet mig, min Kone og os Alle; vær vis paa, vi havde glædet os dertil og vilde søgt at gjøre Dem Opholdet her saa behageligt, det stod i vor Magt; dog ogsaa i denne Opoffrelse af Dem, jeg kan jo frit ud kalde den saa, maa jeg billige Dem; thi Meislings Mening den være Dem et Compas, han har fortjent det af Dem, og han vil vide at paaskjønne, at De retter Dem efter den. Lader os derfor glæde os til adaare at sees, eller muligt først naar De som en god Student træder glad over min Dørtærskel; hvor glad vil jeg ikke see Dem i denne Skikkelse; det skal vorde en Festdag for mit Huus. Altsaa her den venligste Hilsen fra mange Ansigter, som hartad alle bleve mørkladne, da jeg raabte: "O, A. kommer ikke, men A. har Ret, han hverken kan eller bør!.

Dene TId er ellers en Sorgens Tid for mit Huus. Nu er Skilsmisse-Øieblikket kommet, da den Schouboeske Fmilie skal rives ud af vore aArme. Amtmanden er komemn fra Norge for at hente dem, og Fartøiet ligger allerede i Bassinet, færdig til at modtage dem. Tro De mig, det er os en haard Tour. Moderen, som endnu stedse er lige svag, forlader os med bristende Hjerte uden mindste Haam om nogenside meer at see os og sit elskede Danmark. For hende staer Norge i et mørkt, koldt Lys. Og de kjære to Smaae, jeg nu i 4 Aar har kun betragtet som mine Egne, ogsaa disse skal jeg miste. O, Skilsmisse, Skilsmisse er noget Tungt, noget saare Bittert; dog fiat voluntas Dei! NU, vlsigne Gud Dem, kjære Andersen, give Dem SAtyrke og den dybe Pligtfølelse, som her er den eneste ssande Ballast! Ynd fremdeles Deres trofaste

C. Høegh-Guldberg.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost